Af Jes Gerlach, PsykiatriFondens formand

Vores unge undervisningsminister Margrethe Vestager holder barselsorlov i sit hjem, men giver sig dog gerne tid til et telefoninterview med PsykiatriFonden i anledning af fondens planer om en informationsindsats rettet mod skolerne. Mens der lyder barnepludren i baggrunden, spørger vi ministeren: Gøres der noget i skolerne for at fremme en positiv holdning til mennesker med psykisk lidelse?

Jeg tror ikke, der gøres nogen specifik indsats. Men jeg håber, at man mange steder læser folkeskolens formålsparagraf sådan, at børnene dannes til et åbent syn på menneskers forskellighed, herunder mennesker, som har en psykisk lidelse. Jeg tror ikke, at den svigtende indsats kun skyldes, at man ikke er opmærksom på problemet, men lige så meget uvidenhed og måske også en berøringsangst hos undervisere og lærere. Men jeg tror, der kan gøres meget. Derfor mener jeg, at fx undervisningsmateriale vil være meget velkomment.

Tror du, der er plads til en eller anden form for psykiatrioplysning i den travle timeplan i skolerne?

Det er altid der, det kan blive vanskeligt, fordi der er så utrolig mange vigtige ting og gode formål, som tiden kan bruges på. Og derfor tror jeg, det er meget vigtigt, at man ser de forskellige emner, som man gerne vil give eleverne indsigt i, som noget, der kan integreres i fagligheden i øvrigt. At man fx kan diskutere den slags ting som et tema inden for danskundervisningen eller på lignende vis, sådan at man ikke lige pludselig synes, at man som lærer er fanget i, at man skal undervise i alt lige fra seksualkundskab og AIDS over færdselslære til psykiske lidelser. Emner, hvor samfundet siger: vi har brug for, at de unge har indsigt og viden om dette her – og det må folkeskolen så lige sørge for. Man må forsøge at komme igennem de her emner på en måde, som er naturlig i forhold til undervisningen i det hele taget. Så tror jeg også, at de unge vil have en anderledes forståelse for det, end hvis man lige pludselig skal afbryde det, man ellers var i gang med.

Hvordan kan vi sikre os, at lærerne ikke bare afviser det. Jeg kan fx nævne, at man i Ålborg har lavet en stor kuffert fyldt med materiale om psykiske lidelser, men den står bare og samler støv på lærerværelset. Kan man på en eller anden måde sikre, at det ikke sker? Er der nogen som helst mulighed for at give det et “obligatorisk stempel”? Eller skal det blot være et tilbud, fx om bidrag til en temadag eller temauge i skolen?

Jeg er ikke så meget for at gøre det obligatorisk. Jeg tror, at i og med at vi i samfundet drøfter forholdene for psykisk syge stadig mere intenst – det synes jeg, vi har gjort de senere år – så tror jeg også, der bliver en anden opmærksomhed omkring det. Jeg mener også, at PsykiatriFondens arbejde i det hele taget er med til at skabe en opmærksomhed, som gør, at lærerne bliver informeret om det som noget, der er relevant i undervisningen. Også fordi, som vi talte om før, at lærerne har utrolig mange opgaver, som de skal gennemføre.
I øvrigt tror jeg kun, at det er den engagerede lærer, som kan håndtere dette lidt vanskelige stof.

Jeg kan være lidt bange for, at børn, især drenge, vil være afvisende eller distancerede (også en slags berøringsangst) over for oplysning om psykiske lidelser. Tror du ikke, det kan blive svært at komme igennem med sådan et budskab?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Fordi psykiske lidelser er så udbredte i vores samfund. Mange vil i deres familie eller omgangskreds være i berøring med nogen, som i større eller mindre grad har haft brug for hjælp til en psykisk lidelse. Og desuden er der jo mange af de store historiske og kunstneriske personligheder, som på en eller anden måde har været ramt af psykisk sygdom. Jeg så fx van Gogh uden på en af jeres publikationer. Der er mange anledninger til at tale om psykiske sygdomme, uden at det bliver “et klinisk foredrag”.

Så kommer vi til et af de store problemer, nemlig mobningen. Som du måske ved, har man i en dansk undersøgelse fundet en mobningshyppighed på op til 25% af børnene, værst blandt de små børn, som jo ikke har store hæmninger i den sammenhæng. Hvad mener du om det? Har I planer om at gøre noget ved det?

For det første synes jeg, det er et skræmmende stort tal. Jeg må indrømme, jeg har lidt svært ved at forstå, at det skulle være så stort, men der er ingen tvivl om, at det stadigvæk er udbredt, og at der skal gøres noget ved det. Fordi jeg tror, at børn i deres brutale adfærd over for hinanden kan ødelægge utrolig meget. Men vi overvejer i øjeblikket, hvordan vi kan komme om ved det. Altså om det er en kampagneform, eller om det er oplysningsmateriale i forhold til lærerne, eller noget helt andet. Fordi også her tror jeg, at det ikke er børnene, der er målgruppen, men i højere grad de lærere, som er sammen med børnene til daglig. De skal have overskud og forståelse for, hvad det er for nogle mekanismer, som sættes i gang, når en eller flere mobbes i klassens sociale sammenhæng.

Lad os gå videre til de egentlige psykiske lidelser som spiseforstyrrelser og depression. Man ser fx, at flere og flere unge piger tænker på at tage livet af sig. Hvad kan vi stille op med det? Mener du også, at vi med viden og information kan forebygge noget her?

Ja, det tror jeg. Jeg tror, at viden er meget vigtig, fordi dybe overvejelser, eksistentielle overvejelser hører jo meget ofte ungdommen til. Men man skal så også kunne kende tegnene på, at det bliver til psykisk lidelse – og kunne skelne de to ting fra hinanden. Så man kan sætte ind på den rigtige måde. For der skal også være plads til de store følelser og til de store overvejelser, uden at det bliver til en sygdom. På den anden side skal vi også være klar til at hjælpe dem, som så ikke kan komme tilbage igen, om jeg så må sige. Og der tror jeg, at viden er helt afgørende, så man kan afdramatisere dét at have en dyb overvejelse over livets sammenhæng, samtidig med at vi kan give viden om, hvornår det begynder at blive til noget, som er en sygdom.

Skolen har jo andre psyko-informatører på banen, fx på Psykologisk- Pædagogisk Rådgivning (PPR). Kan PsykiatriFonden komme til at træde nogen over tæerne ved at bidrage til skole-information?

Næh, PPR er jo meget konkret rettet mod den enkelte elev, som måtte have problemer af den ene eller den anden slags. Men det, vi taler om her, er behovet for at give en større viden og en generel større forståelse af, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom. Hvad skal man være opmærksom på? Hvordan kan man undgå at få en psykisk sygdom? Her mener jeg, at PsykiatriFonden har en stor opgave i forhold til de ældre skoleelever, og der mener jeg ikke, man træder nogen over tæerne, om jeg så må sige.

Er der ellers noget, du gerne vil sige til Psykiatri-Informations læsere?

Jeg synes, det er et meget fint stykke arbejde, som gøres. Og det er kun godt, at der er flere aktører, selv om der kan ske overlapninger. For jeg tror, det er vigtigt, at der er forskellige kilder til viden om de her spørgsmål. Tænk fx på den indsats, som gøres i forhold til selvmord i det hele taget. Den supplerer jo nogle af de her ting.

Jeg tror, at en større accept af psykiske lidelser som en sygdom forudsætter en større viden om, hvad det egentlig er. Jeg tror, at mange er berøringsangste og lidt bange for dét at have en psykisk lidelse og for at være i berøring med folk, som har én. Det er uvant at forholde sig til, ikke blot som et brækket ben. Og der tror jeg, viden er en forudsætning

Har du nogen sinde selv haft personlig kontakt i familien eller vennekredsen med mennesker med psykiske problemer?

Ja, det har jeg.

Vil du fortælle lidt om det?

Jeg synes, det var svært, fordi jeg tog mig selv i at vide for lidt om, hvad psykisk sygdom er. Skal man være bange for det? Og kan vedkommende være til fare for sig selv eller for andre i omgangskredsen? Og hvordan ved vi, om den sygdom kan overstås? Det var også en inspiration til at søge en større viden om psykisk sygdom. Og det synes jeg egentlig var en berigelse for mig. Jeg er ikke sikker på, jeg kunne hjælpe vedkommende særlig meget – det tror jeg faktisk ikke, her var der brug for professionel støtte. Men åbenhed og lydhørhed er vigtigt, og for mig gav det en indsigt og også en accept af, at en psykisk lidelse ikke behøver at være livsødelæggende. Man kan sagtens have et godt liv med en psykisk lidelse!