Af Michael Olsen, formand for Pædagogisk Udvalg, Københavns Lærerforening

En fjerdedel af danske børn mobbes. Det giver tristhed, ensomhedsfølelse og helbredsproblemer. Det er en skamplet på de danske skoler. Nu skal der gøres noget ved det.

Definition
”En person er mobbet eller plaget, når han eller hun gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra en eller flere personer” (Dan Olweus, psykologi-professor i Bergen). Ved negative handlinger forstås, at en eller flere personer bevidst påfører eller prøver at påføre en anden person skade eller ubehag, altså omtrent det samme, som vi forstår ved en aggressiv handling.

Hensigten med denne definition er at holde tilfældige negative handlinger uden for begrebet mobning og pointere, at der netop er tale om gentagelser af negative handlinger, som finder sted over en vis tid.

25% af børnene mobbes
I en undersøgelse af 4.000 danske 11-15-årige børns trivsel i skolen fandt lektor Bjørn Holstein (Afdeling for Social Medicin og Psykosocial Sundhed, Københavns Universitet), at danske børn er langt mere udsatte for mobning end børn i andre nordiske lande. Se tabel. Ca. 25% af børnene i de danske skoler mobbes, i de små klasser endnu flere, mens kun 6% mobbes i Sverige.

Ofrene angiver 5 gange så ofte som mobberne, at de ikke er glade for livet, og at de føler sig ensomme.

Om mobbere og ofre
Der er to slags ofre:

• Det passive offer, der er kendetegnet ved et ængsteligt og passivt reaktionsmønster og for drenges vedkommende ofte kombineret med fysisk svaghed. Når de bliver forulempet, reagerer især de yngre børn med gråd og forsøger ikke at forsvare sig. De føler sig ensomme, har et lavt selvværd og søger ikke hjælp.
  
• Det provokerende offer, der er kendetegnet ved urolig adfærd og manglende koncentration. Et opfarende temperament medfører tit konflikt blandt børn.

Mobberne er præget af aggressiv og dominerende adfærd over for kammerater og tit også over for lærere og forældre. De har ofte en rimelig positiv selvopfattelse, mens de har ringe eller ingen medfølelse for deres ofre. Deres popularitet ligger på eller noget under gennemsnittet og betydeligt under gennemsnittet i de ældste klasser, men de når aldrig det samme lave popularitetsniveau som mobningsofrene. Der er intet, der tyder på, at mobberne under overfladen er angste og usikre i højere grad end andre børn, snarere tværtimod.

Hvilke opvækstvilkår skaber aggressive børn?
Forældrene og især den vigtigste omsorgspersons følelsesmæssige engagement er af afgørende betydning for børns udvikling. En negativ grundindstilling karakteriseret ved mangel på varme og engagement øger klart risikoen for, at børn bliver aggressive og fjendtlige over for deres omgivelser. For lidt kærlighed og omsorg og mangel på rammer under opvæksten bidrager stærkt til et aggressivt reaktionsmønster. Magtorienterede opdragelsesformer med anvendelse af fysisk afstraffelse øger barnets aggressionsniveau. Endelig spiller barnets temperament også en rolle. Et barn med en kort lunte og et hidsigt temperament udvikler sig lettere til en aggressiv teenager end et barn med et mere roligt temperament.

Det nytter at gøre en indsats
Som det ses af tabellen, er der nogle iøjnefaldende forskelle mellem mobbehyppigheden i Sverige og i Danmark. Disse forskelle skyldes, at man i Sverige har gjort en stor systematisk og målrettet indsats mod mobning. Endvidere har man via lovgivningen udtrykt, at man ikke vil acceptere krænkende adfærd over for børn.

I Danmark er det anderledes. Vi har ikke som i Norge og Sverige tradition for forskning på dette område, vi har ikke kommunale myndigheder, der via udviklingsmidler, konsulentordninger og visioner søger at bidrage til en begrænsning af mobningen. Derfor er indsatsen mod mobning overladt til den enkelte skole og alt for tit til den enkelte lærer. Denne ”privatisering” af, hvad der burde være et fælles og offentligt anliggende, bevirker, at indsatsen mod mobning ofte bliver for ringe, for tilfældig og for kortsigtet.

I Københavns Lærerforening har vi derfor i april 98 nedsat en arbejdsgruppe sammensat af repræsentanter for elever, forældre, lærere, skoleledere samt Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i København. Vores mål er at få skabt en fælles vision om at begrænse mobningen ved en systematisk og permanent indsats, skabe viden på området og få etableret en vilje til at ville. Vi har netop lagt sidste hånd på en pjece om mobning og arbejder på at få mobning gjort til et permanent indsatsområde i København.

Der er ingen tvivl om, at en sådan indsats også vil forbedre det generelle psykiske arbejdsmiljø for både lærere og elever og samtidig skabe bedre rum for undervisning og indlæring.

Litteraturliste:
Dan Olweus. Mobbing i skolen. Universitetsforlaget, Oslo, 1994.
Erling Roland: Mobbing – Håndbok til foreldre. Rebell Forlag A/S, Stavanger, 1997.
Barnombudsmannen: Blunda inte for mobbningen – rapport och förslag mot mobbning. Stockholm, 1996.
Blunda inte for mobbningen – ungdomars ideer och förslag. Stockholm, 1996.
Blunda inte for mobbningen – tips på material och föreläsere. Stockholm, 1996.
Skoleverket: Mobbning. Stockholm, 1996.
Hans-Kurt Gade og Flemming Kildgaard Madsen. Menneskerettigheder – ideal eller ideologi? Munksgaard, København, 1998.

Fakta om psykiske problemer og lidelser hos skolebørn

Ca. 15% af børn og unge i alderen 5-17 år har på et eller andet tidspunkt psykiske symptomer. Hyppigheden af uspecifikke adfærdsforstyrrelser er endnu højere. Der er dog markante forskelle mellem de resultater, man er kommet frem til i de forskellige undersøgelser. Det hænger bl.a. sammen med de psykiske problemers/symptomers diffuse karakter og med varierende undersøgelsesmetoder.

Børnene selv rapporterer et højere antal problemer/symptomer end forældrene og lærerne.

Drenge frembyder et større antal adfærdsafvigelser end pigerne før puberteten, mens piger har flest problemer efter puberteten, især i form af depression og psykosomatiske symptomer.

Piger er især indadreagerende med angst, depression og psykosomatiske symptomer, mens drengene er mere udadreagerende med uro, aggression og problemer med koncentration og indlæring. Både de indadreagerende og de udadreagerende kan blive udsat for mobning, mens det især er sidstnævnte, der mobber.

Depression. Op mod 10% af børn angiver at lide af depressive symptomer. 2% af de unge angiver at have svære depressive symptomer med selvmordstanker.

Frygt, angst og tvangstilstande. Mange børn (op mod 40%), især i de første skoleår og især piger, er bange og utrygge, fx bange for “at nogen skal dø i familien”. Tvangstanker eller -handlinger ses hos 1-1,5%.

Spiseforstyrrelser i form af spisevægring (anoreksi) og nervøse spiseanfald (bulimi) ses hos 1-3% af de 15-18-årige, især pigerne, men op mod 25% af pigerne er optaget af deres vægt og vægtregulerer.

Psykose, egentlig sindssygdom. Ca. 0,5% af de unge mellem 13-18 år udvikler psykotiske symptomer, ca. lige mange med skizofreni, affektiv sindslidelse (manio-depressiv psykose) og misbrugspsykose.

Misbrug. Ca. 20% af de 15-16-årige angiver at have prøvet hash, 7% inden for den seneste måned. Ca. 2% angiver at have prøvet hårde stoffer som heroin, amfetamin, ecstasy og kokain. Hashforbruget har været stabilt gennem de senere år, mens forbruget af hårde stoffer har været stigende. Jævnligt forbrug (misbrug) af hårde stoffer er dog sjældent.

DAMP og Asperger/autisme. Ca. 1% af alle børn har DAMP, der betyder Deficit in Attention, Motor control and Perception, altså mangler vedrørende opmærksomhed, bevægelsesevne og indlæring. DAMP begynder altid før 7-års alderen. Børnene kan ikke fastholde opmærksomheden ved opgaver eller leg, synes ikke at høre, hvad der bliver sagt, bliver let distraheret osv.

Aspergers syndrom og infantil autisme ses hos henholdsvis 0,1% og 0,5% af alle børn (se nærmere i Psykiatri-Information, dec. 1998, side 7).

Litteratur: M. Cederblad: Fifty years of epidemiologic studies in child and adolescent psychiatry in Sweden. Nordic Journal of psychiatry. 1996; suppl. 36, side 55-66. En oversigt over flere spørgeskema-undersøgelser i Sverige. Der er i Danmark kun foretaget få tilsvarende undersøgelser; se dog Bilenberg og Hørder: Adfærdssymptomer hos børn og unge. ForskningsNyt, side 24.