Af Johannes Møllehave

Halfdan Rasmussen skriver i Digtsamlingen "Den som har set september" et digt som hedder "Lyt til dit hjerte":

Hvad ved du vel om godt og ondt,
du, som i stridens vold
har overlevet hvert sekund
erindringsløs og kold.
Du som har gemt det gode bort
til det blev hjerteløs og hårdt.

Den varme som blev kulet ned
brød aldrig ud i sang.
Og underkuet kærlighed
må blive had engang.
Lyt til dit hjerte mens det slår
Du når kun hvad dit hjerte når.

Dit mål for drømme sygner hen
når hjertet går i hi.
Din frihed, om du drømmer den,
skal aldrig blive fri
Slog hjertet aldrig varmt og ømt.
Dit land er tabt. Dit rige dømt.

Gå ikke over dødens flod.
Der går en anden vej.
Den vej som også du forlod
da kulden ramte dig.
Ræk hånden frem. Din varme hånd.
... Der stod et slag ved Rubicon .

Lyt til dit hjerte, mens det slår, du når kun, hvad dit hjerte når. Det er en vigtig målsætning. Jeg er blevet lidt klogere på den efter at have læst Arne Næss. Han fortolker Spinoza og oversætter hans begreb Intellectus - som forståelse af og forståelse for. Den oversættelse havde jeg ikke forestillet mig. Det er virkelig tankevækkende. Jeg ser som de fleste moderne mennesker intellektet som noget der har med hjernen at gøre. Men at forstå en sag eller et andet menneske kræver mere end hjerne. Det kræver hjerte. Det er med hjertet - altså med følelsen vi forstår. Man kan godt forstå et menneske uden at komme til forståelse. Det vil sige at vi i en vis forstand taler samme sprog og dog taler forbi hinanden. Man kan ikke forstå et andet menneske uden følelsesmæssigt at spille sig ind.

Den latinske ordbog nævner en vifte af betydninger for ordet intellectus :
forstå, indse, forstå sig på, mærke, føle, tænke, forestille sig, mene med, forstå ved.
Hvis jeg trækker nogle af disse betydninger frem opdager vi hvor meget følelsen betyder for forståelsen. Jeg vælger følgende :
at indse
at mærke
at føle
at forestille sig.

Det er klart at det vi kalder intuition her spiller en stor rolle. Hvor sidder den
i fornuften eller i følelseslivet ? Fornuften kan tænke i logiske kategorier, men intuitionen i spring. Inspiration har ofte med intuitionen at gøre. Man bliver beåndet, eller tændt på noget, som føles som stærke åndelige varmegrader. Når kunstneren indser noget sker det ofte i få øjeblikke - noget lignende er sket for de store videnskabsmænd. Bagefter ligger så det store slid med at vise at der var hold i deres indsigt, sammenhæng i deres vision eller syn. Undervejs mærker de det eller føler de det, mere end de ved det - de forestiller sig det, mere end de logisk tænker sig frem til det. Grundtvigs påstand om at man må elske det man vil forstå har med dette at gøre.

Man kan kalde det engagement - men Arne Næss har et ord jeg synes bedre om - han kalder det for glød.

Han fortæller hvordan han som professor har mærket studenter, der glødede for noget, som de arbejdede med og andre som kun betragtede et studium som et studium. Noget lignende kan siges om lærere og læger og sygeplejersker. Man har truffet lærere som ikke brændte for noget som helst og derfor kaldte sig udbrændte, mens andre havde evnen til at tænde ikke alene sig selv, men emnet og elverne med. På samme måde er der læger som har en glød i sig trods al håbløshed som lægen i Camus' roman Pesten. Og sygeplejersker som selvom der kun var plejesituationen tilbage, selvom lægerne havde opgivet alle yderligere forsøg på helbredelse lyste og varmede bare ved at være til.

Man kan ikke købe glød. Man kan købe arbejdskraft, men den glød som nogle er udstyret med og som får skuespilleren til at lyse og fænge på scenen den er en gave. Men hvad skulle vi gøre uden glød ? Når jeg har spurgt mine venner om de kunne huske deres bedste lærer i skolen har deres ansigter lyst som når de beskrev en gammel forelskelse. En sagde om sin bedste lærer - "Han gav mig mod til at være mig selv" En anden sagde "Hun førte mig ind i rum der var større end jeg nogensinde havde oplevet - men jeg havde altid anet at de fandtes".

Halfdan Rasmussen skriver i digtsamlingen "Og det var det" om sin mest uforglemmelige lærer :

Og det var din lærer hr. Ørnebjerg
som aldrig talte ned til en dværg
og gerne fortalte om kæmper så små
at de næppe var til at få øje på.

Og han kunne mer end sin ABC
for han kunne lege og slås med sne
og lærte os mer om at tro på os selv
end det vi sku glemme alligevel.

Og han kunne mer end sit Fadervor
for han ku forstå hvad kun få forstår
at større end kæmper i afgrund og dal
er en dværg på en kvist på en femte sal.

Det er meget indlysende at den lærer havde glød, men hvad der er mere betydningsfuldt han fik de små elever til at glæde og gav dem en tro på at det gik an at leve og fik dem til at tro på deres egne muligheder. Han fandt dem hvor de var - han lærte dem ikke om det de skulle glemme alligevel, han havde hjertet med. Arne Næss taler om intelligens på afveje. Den kalder han smarthed, mens han definerer den egentlige intelligens som : klogskab, forudseenhed, sans for værdiprioritering og højt refleksionsniveau. Han giver et let forståeligt eksempel : De kæmpemæssige parkeringspladser i storbyerne. Uden tvivl har dygtige ingeniører planlagt deres kapacitet, deres arealer, deres materialer. Det kræver altsammen intelligens at udføre på den rigtige måde. Men det der er brug for er måske ikke den intelligens, der spørger hvordan man bygger de største parkeringspladser i byerne, men den der spørger om skadervirkningerne af sådanne anlæg. En værdiprioriterende intelligens på et lidt højere refleksionsniveau.

Arne Næss har rejst i Himalaya og set hvordan buskbevoksninger på bjergskråninger tjener til at beskytte markerne. Alligevel har han set ejere som sælger buskene for kort profit hvorefter markerne bliver golde for al fremtid. Noget lignende var ved at ske da man Elsam ville lægge et atomkraftværk på Mols. Det ville have smadret et landskab som havde en uerstattelig værdi gennem årtusinder. Men heldigvis fik Danmark ikke noget atomkraftværk. Arne Næss fortæller om en samisk demonstrant, som på spørgsmålet om hvorfor han demonstrerede svarede "Elven er en del af mig". Det er lykkedes Arne Næss at vise hvor betydningsfuldt det er et tænke med hjertet og ikke kun med hjernen.

"Sommetider må man gå fra forstanden for at komme til fornuft" sagde en grafitti. Arne Næss formår på enkel vis at gøre Spinoza fra 1600-tallet nutidig. Dels ved at fremhæve Spinozas tanker om glæden som kilde til livsforståelse, dels vad at fremhæve Spinozas tanker om ratio og intuitionen.

Jeg holder meget af treklange som tro håb og kærlighed, frihed, lighed og broderskab, ånde, røst og vinger. Hos Næss hedder treklangen : Fantasi, nysgerrighed, undren. Netop sådan ville et barn møde det fremmede - og den voksne om han eller hun bare er en smule modne det fortrolige og det dagligdags.

Arne Næss foreslår også at man i stedet for uddannelse skal tænke på ordet inddannelse - dvs. vove at kende sig selv lidt bedre end sit speciale. Uddannelse går tit på fagområder, der er brug for en tilsvarende almen ind-dannelse eller indaddannelse.

Man kunne også kalde det hjertets dannelse, "den udvidede evne til opmærksomhed" over for det nære såvel som det fjerne.
Du når kun hvad dit hjerte når.