Af Bertill Nordahl, forfatter og foredragsholder

Drenge og mænds grundlæggende følelsesmæssige problem i tilværelsen er, at de (vi) fødes af det andet køn! Af vores mor.

Det betyder, at drengen, når kønnets 10-øre falder i 2 års alderen og kønsidentiteten dannes, får et sandt chok, når han opdager, at hans mor og han er adskilt af og i hvert sit køn. Det betyder, at drengen er nødt til at give forskellen på hans mor og ham selv betydning for at give sit køn identitet.

Dette er et meget centralt punkt i forståelsen af de problemer, hankønsvæsener slæber med sig resten af livet. For umiddelbart skulle man nu nemlig tro, at drengen påbegyndte en proces, hvor han ud fra en (ubevidst) indre nødvendighed forholdt sig til dette grundlæggende spørgsmål i livet som hankøn: Hvad vil det sige at være en dreng? Hvad vil det sige at være maskulin?

Men drengen gør sig netop ikke disse (ubevidste) overvejelser, fordi pointen er, at en dreng fødes ind i et psykologisk rum, hvor der allerede findes noget i forvejen, nemlig det moderlige og kvindelige repræsenteret ved den første og vigtigste kvinde i mange år i hans liv, nemlig hans mor. Det får som konsekvens, at en dreng skaber identiteten omkring sit køn i forhold til det, der allerede findes i verden, når han ankommer, nemlig igen: Det moderlige og det kvindelige.

Så kunne man spørge om faderen ingen betydning har. Selvfølgelig har han det, men pointen er, at det er moderen, der har båret og født drengen. Ligesom det er hende, der ammer ham og derfor også er den, som har den første og afgørende kontakt til og med drengen. Det får som konsekvens, at moderen for langt de fleste sønner bliver det primære kærlighedsobjekt fra begyndelsen af deres liv.

Det får også den konsekvens, at drengens kønsidentitet skabes som en modsætning til det moderlige og kvindelige, fordi han netop er nødt til at adskille sig fra det moderlige og kvindelige, hvis han ikke vil være som det. Vi lever i et samfund, hvor det moderlige og det kvindelige, uanset om man kan lide det eller ej, defineres som værende: Blødt, socialt, medfølende, indfølende, verbalt, omsorgsfuldt, vegetativt, hensynsfuldt, procesorienteret, følsomt, indadvendt!

Når en drengs kønsidentitet dannes som en modsætning, som en negation, af det moderlige og det kvindelige, får det som konsekvens, at det at være dreng for en dreng betyder, at han skal være:Ikke-blød, ikke-social, ikke-medfølende, ikke-indfølende, ikke-verbal, ikke-omsorgsfuld, ikke-vegetativ, ikke-hensynsfuld, ikke-procesorienteret, ikke-følsom, ikke-indadvendt!

Det giver problemer
Det er selvfølgelig dybt problematisk for en dreng og dermed også for den voksne mand, at hans maskulinitet ikke vokser organisk frem og finder sin egen form og liv ud fra en indre nødvendighed. Men tværtimod skabes og dannes i forsvar til det kvindelige, hvilket får som konsekvens, at en dreng og en mand livet igennem må være i forsvar i forhold til det moderlige og det kvindelige for at være til stede i sin maskulinitet.

Det betyder, at de fleste drenge og mænd resten af deres liv vil have et dybt problematisk forhold til kvindelighed, fordi den er bærer af alt det, som drenge og mænd ikke vil have noget at gøre med. Følgen af dette bliver, at de fleste drenge og mænd bliver bærere af en latent vrede og aggression mod kvindelighed og dermed mod kvinder.

Det er mere end problematisk, fordi enhver dreng og mand har en kvindelig side i sin personlighed. Eller sagt på en anden måde: Der er sider af maskuliniteten, som er bærer af de værdier og egenskaber, som man traditionelt definerer som værende kvindelige. Derfor vil det være fatalt, hvis en mand overskærer kontakten til det kvindelige element i sin personlighed. Eller lægger afstand til de sider af sin maskulinitet, som er bærer af de værdier, som vi plejer at betegne som kvindelige. Eller mere "bløde" værdier og måder at være på.

Derfor er det store kunststykke for enhver voksen mand at finde den frugtbare afstand til det kvindelige element i sig selv og de kvinder, som han lever iblandt. For megen afstand vil få det kvindelige element til at visne, og for lille afstand vil virke angstprovokerende og vil oversvømme maskuliniteten. Balanceakten er derfor at finde: Den levebare afstand, hvilket for enhver mand er et helt personligt anliggende! Men tænk blot på, hvor svært det er for de opvoksende drenge, når man ved, at 88% af de professionelle voksne, som omgiver børn i de første 12 år af deres liv, er kvinder! Som hankøn er man så at sige mandsopdækket af kvinder, samtidig med, at man skal skabe en maskulinitet, som er til at være i hus med for en selv og andre.

Prisen for adskillelsen, "stenene i skoen"
For mig at se betaler en dreng en meget høj pris i den adskillelsesproces, som pågår i 2-3 årsalderen, hvor hans kønsidentitet dannes. Prisen for at adskille sig så voldsomt og lægge denne markante afstand til sin moder, som han er nødt til at gøre, medfører nemlig, at en dreng resten af sit liv vil få problemer med: Tæthed, nærhed, indlevelse, medfølelse, indfølelse, følelser, omsorg, inderlighed, hengivenhed, empati - intimitet!

Det er det, som jeg kalder for de maskuline "sten i skoene", hvilket oversat til almindeligt dansk betyder, at en almindelig dansk mand resten af sit liv vil føle sig lidt eller meget som Bambi på glat is, når det drejer sig som følelser og intimitet. Altså at have en stor sårbarhed og usikkerhed omkring dette at udtrykke og modtage følelser samt at skabe og opholde sig i et intim rum i længere tid ad gangen.

Mit bud er, at man kan godt kan slippe afsted med at ignorere "stenene i skoen", indtil man kommer sidst i 30-erne som mand. Men så kommer de til gengæld også susende igennem luften - og så får man dem lige i nakken - som mand! Sådan! Hjælp! Krise! Måske sammenbrud! Mo-ar! Nej, ikke mo-ar! Forhåbentlig: Udvikling!

Oversat til almindelig dansk betyder "stenene i nakken", at manden vil opleve forskellige udtryk for mistrivsel:

• Fysiske symptomer (sover dårligt om natten, forhøjet blodtryk, dårlig fysisk form, vægtforøgelse, kredsløbsforstyrrelser og så videre)
• Misbrugsproblemer (for meget alkohol, narkotika a la amfetamin for at kunne følge med, for mange piller til at dulme det ene og det andet eller det modsatte!)
• Stresssymptomer (en dyb længsel efter ikke at skulle præstere som kan komme til udtryk i en generel følelse af indebrændthed og udbrændthed)
• En generel utilfredshed med livet uden at kunne sætte fingeren et bestemt sted og sige: Det er det! For det går jo faktisk egentlig meget godt, når det kommer til stykket, ikke?

Generelt kan følelsen af mistrivsel samles i billedet: At have klatret til tops på stigen, såvel privat som karrieremæssigt, for på stigens øverste trin at opleve, at stigen står op ad den forkerte væg! Er det ikke andet? Er det alt, hvad det går ud på? Du gode! Desperat tomhed og en øredøvende skuffelse.

Hvad skal han gøre?
Sagt populært kan man sige, at foruroligende mange mænd forstener, når de får deres "sten i nakken". Jeg tror faktisk, at mange mænd har lyst til at gøre et eller andet ved det, når de mærker de forskellige signaler og symptomer på "stenenes" tilstedeværelse. Men de ved ikke, hvad de skal gøre. De ved simpelthen ikke, hvordan de skal gribe det an. Netop fordi mandens "sten" er knyttet til det at forholde sig til sig selv. Til det at kunne mærke efter og lytte. At kunne aflæse og afkode det mylder af meddelelser man som menneske modtager fra sig selv i form af drømme, følelser, fornemmelser, sansninger og kropslige signaler.

Nej, en almindelig dansk mand er noget på herrens mark, når "stenene" kommer susende gennem luften, hvad de uundgåeligt gør på et eller andet tidspunkt i en mands liv. Mænd er jo generelt vældig aktive, udadvendte, handlingsorienterede og målrettede, men det gælder ikke, når "stenene" kommer. Så er det tværtimod som om luften går ud af ballonen og passiviteten og inaktiviteten skyller ind over manden, mens han sætter sig tungt og sukkende til rette foran computeren eller fjernsynet. Alt mens han vokser og vokser og bliver mere og mere umedgørlig, kontrær, forurettet og mopset som en anden tante og stadig mere og mere doven og lad i forhold til følelser og intimitet.

Problemet for mange mænd er, at de er vant til, at deres koner tager sig af det "stenene i skoen" står for. De er vant til at deres koner er en slags guider, tolke og formidlere til disse egenskaber og kvaliteter i tilværelsen og føler sig derfor fuldstændig fortabte, når de skal finde ud af det selv. Ligesom mange mænd er vant til, at deres koner fylder dem op følelsesmæssigt og samtidig sørger for, at de kan holde ud af være sammen med sig selv og andre mennesker.

Problematikken svarer til den, som en maratonløber støder ind i efter 30-35 kilometer, hvor han møder det, som kaldes for "muren": Alle kræfter og depoter i kroppen er opbrugte, hvad nu? Så kan man enten give op og udgå af løbet, eller man kan mobilisere de sidste kræfter og skjulte reserver og gennemføre de sidste 8-12 kilometer, selv om det gør næsten vanvittig ondt. Pointen er, at der ikke er andre, som kan løbe de sidste kilometer for en. Jo, de kan støtte og hjælpe og komme med opmuntrende tilråb og gode råd, men man må gøre arbejdet selv. Her hjælper ingen kære mo-ar - eller kone! Nu har man kun sig selv - og alt at vinde!

Kilde: Stenene i nakken af Bertill Nordahl (Nielsens 1998)og Par i hjerter af Bertill Nordahl (Nielsens 1999).