Af Asger Flarup
 
Dette indlæg tager udgangspunkt i den stærke såvel som den svage psykiatribruger. Nogle er kun indlagt en enkelt gang, andre mange gange, men uanset antallet af indlæggelser er det få, der kommer styrket gennem behandlersystemet og tilbage på arbejdsmarkedet. Tværtimod ender de fleste i en pensionist-tilværelse.

Fælles for alle brugere er, at de ikke kommer op på det niveau, de var på, før de stiftede bekendtskab med det psykiatriske system. Derimod er der en del brugere, der udvikler sider af sig selv, som de sandsynligvis ikke ville have udviklet, hvis de ikke havde været indlagt. Mange bliver fx bedre til at formulere sig, da de får et behov for at finde ord, der kan beskrive deres absurde følelser. Andre begynder at male.

Mange brugere bliver skilt og lever alene. Men for dem, der bliver i deres parforhold, kan det være svært for partneren at acceptere de personlighedsændringer, der kan være hos den psykisk syge. Det kan være svært at acceptere, at den person, man har holdt så meget af, pludselig er en anden – fysisk som psykisk, og det ender ofte med, at parforholdet kommer til at knirke. Det kræver en stor indsats at få parforholdet til at fungere igen, især for brugeren, da denne skal træne sig selv op til at give sin partner et kvalificeret modspil. Det lykkes kun i få tilfælde.

Brugerne
Mange brugere kunne godt tænke sig at få mere tid hos deres psykiater, men der er jo mangel på psykiatere – og ofte justerer psykiateren kun medicinen og giver ikke den samtaleterapi, som brugeren har brug for. De fleste brugere har viljen, selv om det ikke er alt, der lykkes for dem. Derfor ville det være rart, hvis alle brugere fik den psykiatriske hjælp og de redskaber, de har brug for til at klare deres kriser.

Der er mange brugere, der gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet. Men de fleste har erkendt, at de ikke har kræfter til det og finder derfor en nødløsning. Nogle få får dog tildelt et skåne- eller fleks-job. Andre ser det derimod som en frihed, at de ikke er bundet til arbejdsmarkedet, så de i stedet kan bruge deres tid på at opbygge projekter inden for socialpsykiatrien, der kan gavne de psykiatribrugere, der ikke har et fast ståsted i tilværelsen.

Det giver mening for dem at være en del af et fællesskab og skabe noget sammen med andre. På den måde føler de, at de kan bruges, og at de bliver værdsat for deres bidrag.

Ligeledes er der nogle af de brugere, der er havnet i pensionist-rollen, der er glade for, at de ikke skal tilbage på arbejdsmarkedet. Det kan være fordi, de ikke vil have flere nederlag, men foretrækker at beskæftige sig med det, der giver dem succes. Det kan også være pga. pilleafsky, de vil måske hellere tage en ekstra tur på hospitalet end være nødt til at tage piller (giften) for at kunne passe et arbejde. Som de selv siger: "Hellere en psykose for meget end at skulle på pillen". Men de fleste tager piller og er delvis tilfredse med den ordning, selv om de helst ville være foruden – de har desværre ikke noget alternativ.

Mange engagerer sig i organisationsarbejde, hvor de kan hjælpe med at forbedre vilkårene for dem, der befinder sig i social- og hospitalspsykiatrien. Også inden for SIND og Lap er der en del, der engagerer sig, enten for at deltage i kreative projekter eller for at danne netværk og være sammen med andre mennesker.

Over hele landet er der skudt væresteder op, hvilket har medført, at brugerne har fået nogle steder, hvor de trygt kan komme og snakke med ligesindede og deltage i fælles aktiviteter som ture og vedligeholdelse af diverse traditioner (jul, påske osv.). Her stilles ikke så store krav til brugerne, så de fleste væresteder er velbesøgte og et godt fristed for psykiatribrugerne. Andre retter skytset mod samfundet for at nedbryde tabuerne om psykisk syge og for at gøre opmærksom på, at psykisk syge, ligesom alle andre, har behov for ligeværdighed, tolerance og respekt.

Der er nogle få brugere, der arbejder som brugerlærere, hvor de tager ud til forskellige institutioner og fortæller om, hvordan det er at være psykisk syg eller at have været det. Formålet er at nedbryde tabuerne omkring det at være psykisk syg og vise, at man på trods af sin psykiske sygdom godt kan fungere i samfundet. Men det er en langsommelig proces, bl.a. fordi medierne ofte er med til at skabe myter om og frygt for psykisk syge. Denne frygt skal ændres til noget positivt og holdbart. Det vil også medføre, at flere virksomheder vil være villige til at oprette skåne- og fleks-job, til stor gavn for energisvage mennesker.

Personalet
Mange brugere har vænnet sig til plejepersonalets væremåde og føler ikke, at de har kræfter til at sætte sig op imod det. Plejepersonalet vil såmænd gerne have et modspil fra brugerne,
så der kan blive en dialog, men brugerne er bange for at få repressalier, da de generelt ikke er så robuste og veltalende som plejepersonalet. Så mange gange tør brugerne ikke fremkomme med de ting, som nager dem, men lader det i stedet gå indad.

I mange tilfælde bør plejepersonalet arbejde med deres menneskesyn, i stedet for at true med repressalier, hvis de ikke kan vinde en diskussion.

Nogle steder hjælper plejepersonalet med at få opbygget brugerråd, der kan hjælpe brugerne med at få større selvtillid, så de tør komme frem med deres mishagsytringer og visioner for en bedre fremtid. Nogle få steder har man engageret brugerlærere, som skal motivere brugerne til at danne disse brugerråd og få dem til at føle, at de også duer i mange andre sammenhænge.

Det er min oplevelse, at fiksering foregår oftere i dag end tidligere. Det er meget nedværdigende for den, det går ud over, og bør kun benyttes i mindst muligt omfang. Måske bør de ansattes uddannelse forbedres, så de bedre og langt tidligere, end tilfældet er, kan angribe problemet hos patienten, så der ikke opstår situationer, hvor det er nødvendigt med fiksering. Eller måske skal personalet rustes til at være mere ‘til stede’ – frem for at være så tilbagetrukket. Måske kan det også være gavnligt at se på, om tidligere psykiatribrugere kan gøre en forskel fx gennem fleksjob. Og hvad med personalets normeringer, er de tilstrækkelige, eller skal de øges, for at personalet formår en bedre indlevelse?

Man siger, at normalvægtige generelt har en større livskvalitet end overvægtige. Derfor bør der ved enhver medicinudlevering medfølge en kost- og velfærdsplan, så patienten kan tage sine forholdsregler og undgå den vægtøgning, der ofte finder sted ved brug af psykofarmaka.

Måske skal brugerne have hjælp til at ændre deres vaner og dermed få et bedre liv.

At have kundskab om sin uvidenhed er styrke.

At være uvidende om sin kundskab er sygdom.