Af psykiatrioverlæge Kristen Kistrup, H:S Direktionen
 
Recovery, eller det at komme sig helt eller delvist efter en alvorlig sindslidelse, er et nyt begreb i Danmark. Gennem mange år har det dog været kendt og anvendt andre steder i verden.

Nogle mener, at vi taler om et paradigmeskifte væk fra et eksisterende ‘kronicitetsparadigme’. Men er der ikke snarere tale om en opstramning og opprioritering af en eksisterende god praksis i behandlings- og socialpsykiatri i takt med samfundsudviklingen i øvrigt? Det er der meget, der tyder på.

I flere amter og i H:S indgår recovery allerede nu i værdigrundlaget for den psykiatriske behandling og støtte. Det forekommer naturligt, at begrebet også kommer til at indgå i det kommende nationale værdigrundlag for psykiatrien.

Recovery og kronicitetskultur
At komme sig betyder i denne sammenhæng ikke kun bedring/helbredelse, men også at komme videre, idet man ved at komme sig efter en psykisk lidelse integrerer de erfaringer, som livet har givet én, også mens man var præget af sin sygdom. Ved rehabilitering gør de professionelle noget for brugeren. Med recovery forstærkes denne proces i højere grad med det enkelte menneskes egen, aktive indsats. De ydre faktorer – familie og professionelle – kan enten fremme eller hæmme denne proces.

Nogle mener, at den skandinaviske psykiatri fastholder patienter i en kronicitetskultur – en kultur, hvor behandleren støtter den syge i at tilpasse sig en tilværelse som kronisk patient. Behandleren ser typisk de mest syge – og møder sjældent de patienter, som kommer sig helt efter deres psykiske lidelse. Set fra en sådan vinkel forekommer denne strategi som at spille med ‘åbne kort’. Men der formidles ubevidst en holdning, som ikke efterlader meget håb om helbredelse, og som kan hæmme patienten og de pårørende. For mange behandlere i den danske psykiatri ligger recoverykonceptet imidlertid ikke langt fra almindelig god klinisk praksis; men som målrettet strategi – og som modpol til kronicitetskulturen – er recoverykonceptet en nyhed.

Introduktionen af recovery i Danmark
Videnscenter for Socialpsykiatri med den nu afdøde leder Erik Adolf i spidsen var blandt de første, som tog konceptet til sig. Sidste år udgav centret to bøger af den svenske psykolog Alain Topors: At komme sig og Vendepunkter, hvorefter der for alvor kom vind i sejlene.

Recovery er nu sat på dagsordenen alle vegne:

• 29. maj 2001 vedtog Folketinget en opfordring til regeringen om, "at der i 2002 tages initiativ til forsøg, hvor perspektivet om at blive helbredt (recovery-perspektivet) sættes i centrum" (Forespørgsel F 39 d. 23. maj, vedtagelse V124 d. 29. maj 2001)
• Udvalget vedrørende bedre samspil i psykiatrien og socialpsykiatrien anbefalede i sin rapport fra maj 2001, at der gennemføres tværsektoriel forskning og eventuelle forsøg med recovery
• Regeringen har taget udfordringen op og støtter recovery-tiltag økonomisk
  

"Rapporten over Videnscenter for Socialpsykiatris recovery-forprojekt, marts-juli 2002", der er udgivet af centret, fremlægger væsentlig international dokumentation for recovery og giver en værdifuld og enkel indføring i begrebet. I rapporten betones, at recovery-perspektivet har tilbud til såvel behandlings- som socialpsykiatri, og at det vil være direkte skadeligt, hvis bestemte dele af indsatsen forsøger ‘at tage patent’ på begrebet.

Recovery – i antipsykiatrisk perspektiv
Videre i rapporten fremhæves Richard Warners undersøgelses-resultater fra 1994 om, at udviklingen af antipsykotisk medicin ikke synes at have haft dokumenteret effekt på recovery inden for skizofreni. Et citat fra Alain Topor om at "recovery-raten ikke ser ud til at være nævneværdigt påvirket af nye behandlingsmetoder og/eller ny medicin" går i samme retning.

Er man i forvejen skeptisk indstillet over for medikamentel behandling, kan man nemt overse, at medicin har dokumenteret positiv effekt på andre vigtige ting – eksempelvis symptomdæmpning og livskvalitet. Man kan frygte, at denne påståede manglende effekt på recovery-raten kan være løftestang for en skandinavisk antipsykiatrisk antagelse af, at behandlings- og socialpsykiatri ikke ‘nytter’.

Recovery i Australien
Recovery anvendes såvel i Australien som på New Zealand og har sin plads i lærebøgerne. Under en studietur havde jeg sidste efterår mulighed for at se nærmere på erfaringerne med recovery på den anden side af kloden.

I Melbourne i den australske stat Victoria definerede og etablerede professor Patrick McGorry for 10 år siden et recovery-orienteret system, der yder en recovery-orienteret indsats. Hans definition lyder: "En proces i hvilken fremskridt fra et lavere funktionsniveau i større eller mindre grad finder sted på basis af en række koordinerede mål".

I denne behandlerkultur så jeg recovery i praksis:

• Når sygeplejersken anvender udtrykket: "du er kommet ud for en psykotisk episode" frem for "du har fået et psykotisk tilbagefald", bevæger behandler og patient sig væk fra kronicitetsparadigmet. Ordet ‘tilbagefald’ kan tolkes negativt og efterlader ikke meget håb om en normal tilværelse.
• Når psykiateren med udgangspunkt i "reducerede færdigheder, som må forbedres eller erstattes med henblik på at fungere normalt" bevæger sig i en dynamisk retning og ser sig selv som medaktør i "patienternes og deres pårørendes aktive recovery- proces", er det et godt eksempel på recovery i praksis.  

Recoverys betydning og vægtning viser sig også tydeligt i en brochure om aftenundervisning til de pårørende. Den indeholder fire overskrifter: Hvad er psykose?, Recovery, Medicinering og Fremtiden.

Begrebet bruges kort sagt – integreret med andre tilgængelige behandlingsredskaber – i en klinisk hverdag, der ellers på mange måder ligner den danske.

For 10 år siden ændrede den australske behandlingskultur sig fra rehabilitation til recovery. Dette medførte større fokus på distriktspsykiatri frem for på institutioner. De australske behandlere mener, at denne fokusændring, parret med at opsøgende psykoseteam har en central rolle, er den egentlige forklaring på, at recovery-konceptet er blevet en naturlig del af behandlerkulturen. Det var afskaffelsen af de store institutioner, som ændrede kronicitetskulturen til en recovery-kultur, siger man.

Hvordan kommer vi videre?
I en aktuel engelsk artikel stiller forfatterne Turner-Crowson og Wallcraft fire væsentlige spørgsmål:

• Recovery fra hvad?
• Recovery til hvad?
• Hvis recovery er det overhovedet?
• Hvorfor importere recovery-sproget?

Forfatterne kommer selv med svar af både negativ og positiv karakter og ser alt i alt et perspektiv i "at udforske recovery-paradigmet og anvende det til at berige tænkning, politik og praksis i dette land" (UK). Herhjemme kunne dette bl.a. gøres ved at fremhæve begrebet i et nationalt værdigrundlag. Dette kunne være med til at udvikle et recovery-orienteret behandlingssystem.

Brug det
Recovery hører hjemme i socialpsykiatri, i distriktspsykiatri og i den sengebaserede psykiatri. Og derfor også i psykiatriens værdigrundlag. Måske vil vi se konceptet slå igennem i takt med den aktuelle udbygning af de ambulante tilbud. Jo mere der arbejdes i nærmiljøet og på brugerens præmisser, jo nærmere er man på målet om at komme videre og at komme sig.