Af skuespiller Henning Jensen

Da den norske statsminister, Kjell Magne Bondevik, for få år siden meddelte befolkningen, at han ønskede at fralægge sig regeringsansvaret i nogle måneder på grund af depression, skete det så afgjort ikke uden ramaskrig.

Langt de fleste forstod, at også en regeringsleder er et menne-ske og opfattede hans ærlighed og beslutning som både modig og klog. Men alt for mange blev så rystede, at de forargedes, nedgjorde og fordømte: "Var han overhovedet til at regne med?", "Var det forsvarligt at have tillid til hans dømmekraft?", "Var det ikke farligt at lade en sindslidende regere landet?"

De forargede burde vide, at 2. Verdenskrig blev vundet af et menneske, der hele sit liv kæmpede med depressionens dæmoner, nemlig Winston Churchill. Bondevik kom igennem sit mørke og er stadig Norges statsminister. Men han gjorde det eneste, vi har at gøre: at sige det højt.

Tavshed er sygdommens værste fjende, og så længe vi tier, overfalder den os uforberedte, uvidende og uformående. Vi fatter ikke, hvad det er, der sker. Vi aner ikke, at dette bundløse mørke er til at komme igennem, og vi har ingen idé om, hvordan vi skal bære os ad med det. Selv den dag i dag, forholder vi os sværmerisk på afstand af den viden, der burde være fælleseje.

I mit eget tilfælde gik det så galt, som det næsten kan – netop på grund af uvidenhed. I stedet for omgående at opsøge en psykiater forsøgte jeg selv at ride stormen af, så godt jeg kunne. Jeg fægtede mig igennem fra time til time og til sidst fra minut til minut. Jeg lod komme, hvad komme ville samtidig med, at jeg desperat forsøgte at klamre mig til en normalitet, der langsomt men sikkert var ved at gå i forfald.

I flere måneder eksploderede depressionen og sendte en hvidglødende strøm af angst igennem mit indre. Det var som en vægtløs tilstand af rædsel. Jeg begyndte at rave rundt i lejligheden som et forvildet dyr. Jeg havde ikke længere nogen kontrol over mine bevægelser; jeg slingrede afsted som i spasmer. Jeg begyndte at spilde ned af mig selv. Tabte tallerkener ud af hænderne, som havde jeg glemt, at jeg stod med dem. Jeg græd og klynkede som et hjælpeløst barn. I dagevis gik jeg rundt uden tøj på. Jeg holdt op med at gå i bad. Jeg spiste ikke noget – den sommer tabte jeg 12 kg. Angsten reducerede mit åndedræt, så kroppen blev tappet for kræfter, og jeg til sidst slæbte mig rundt som en olding. Min hukommelse gik i opløsning – selv de mest almindelige indkodninger forsvandt. Min stemme ændrede karakter og lød rallende og hæs som et monsters. Mit sprog brød sammen; jeg kunne ikke længere finde ordene eller placere dem i den rigtige rækkefølge. I dagevis turde jeg ikke forlade lejligheden, og en dag, hvor jeg gik ned om hjørnet for at købe det nødvendigste, turde jeg ikke gå tilbage igen, men ravede klynkende og hjælpeløs rundt i byen en hel lang nat.

Men værst af alt: jeg kunne og turde ikke sove. Til sidst var jeg så martret og havde så lidt kontrol over mig selv, at jeg en aften sad i lænestolen ude af stand til at røre mig, medens afføringen bare løb ud af mig. Først da gik det op for mig, at jeg måtte have hjælp, hvis jeg ville undgå sindssygen. Men selvfølgelig løb jeg først i armene på en hel hær af trendy terapeuter, kvaksalvere og mirakeldoktorer. Det lykkedes dem at forværre min tilstand til det uudholdelige, før jeg endelig fandt frem til et psykiatrisk hospital. Men da var jeg også så syg, at det næsten er ufatteligt, at jeg lever i dag.

Depression er ikke et eventyr. Depression er en realitet, der rammer i flæng uanset social status, livsform eller intelligens. Depression er ikke ‘et lille helle’, man bare skal igennem. Det er den mest smertefulde, rædselsvækkende og invaliderende sygdom, der findes. Så pinefuld som at være død i levende live. Som at dø. Men én ting kan vi gøre: vi kan tale om den. Vi kan afmystificere den ved ikke at skjule, at vi selv kender dens rædsler. At vi selv har den i os. Nu har jeg gjort det.

Det eneste vi har
Det eneste vi har at gøre
Det eneste vi har at gøre for hinanden
er at sige det som det er
jeg er bange
at være det som det er
være bange
overvinde angsten med angst
og senere
overvinde angsten
for at meddele andre
sin overvundne angst

(Inger Christensen: Det, 1969)