PsykiatriFonden har spurgt en række brugere og pårørende om deres mening om dansk psykiatri anno 2003. Udmeldingerne rummer vigtige budskaber, som bør give anledning til eftertanke hos behandlere på ethvert plan.

Psykiatrien hænger ikke sammen
Af Synne Kroman (kredsformand), Esther Holm og Poul Milberg Petersen, SIND i Københavns Amt

Psykiatrien er som et strikketøj, hvor maskerne ikke hænger sammen. Der er modstridende behandlingsformer på hospitalerne, modstridende synspunkter mellem personale og psykiatere og mellem det daglige personale indbyrdes. I socialpsykiatrien arbejder man ud fra helt andre faglige synsvinkler, end man gør i hospitalspsykiatrien. Og der mangler sammenhæng i behandlingsforløb, fra hospital til distriktspsykiatri og til kommunal hjemmepleje. Disse modsætninger skaber usikkerhed hos de syge og deres pårørende og giver interne konflikter i psykiatrien. Personalets holdning og uddannelse er meget varierende og afhænger af hospital, undervisere og lærerbøger. Det bidrager til de modstridende holdninger. Der er for meget gammel information i de anvendte lærerbøger.

Personalets imødekommenhed er ligeledes meget varierende og personafhængig. Nogle steder mødes man som pårørende med en mur af tavshed, andre steder med venlighed og hjælpsomhed. Man kan være heldig at få kontakt med en ældre fornuftig plejer eller sygeplejerske, men man kan også møde en ung, nyuddannet strid harpe, der tror hun ved alt, men som mangler menneskelig indsigt. Generelt er der for lidt tid og for lidt viden.

Alt i alt er psykiatrien dog forbedret betydeligt. Støtte-kontaktpersoner, dialogfora og behandlingsplaner er værdifulde fremskridt. Respekten og imødekommenheden over for de pårørende er bedret betydeligt. PsykiatriFonden var med til at skabe accept af de pårørendes vigtighed. Med de organisationer, der eksisterede før PsykiatriFonden, kom man ingen vegne. PsykiatriFonden var også med til at fjerne den nedladende holdning, som der tidligere har været. De pårørende rejste ryggen, da Psykiatri-Information kom på banen. Det var en fagligt funderet oplysningsindsats, som blev respekteret, også i behandlingssektoren.

Mindre tvang og mere recovery
Af Erik Olsen, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP)

I LAP er vi tilfredse med den udvikling, der foregår i disse år – væk fra hospitalssenge og over til distriktspsykiatri og socialpsykiatri, herunder oprettelse af døgnhuse i lokalsamfundet (i stedet for åbne afdelinger på et hospital), som det er sket i Viborg Amt. Derimod er vi meget betænkelige ved den tvang, der stadig finder sted, tvang under enhver form. Vi mener, at situationen kunne bedres ved tidlig indsats, mindre hospitalsafdelinger med et roligere og mindre anspændt miljø og mere hjemlige omgivelser. Personalet kunne passende nedlægge nogle af sine kontorer og være mere blandt patienterne.

En tidlig indsats kunne fx opnås, hvis man anvendte den finske model, hvor man kan komme i behandlingsmæssig kontakt med psykiatrien (et team bestående af psykiater, psykolog og sygeplejerske) inden for 24 timer, enten på et hospital eller i eget hjem. Derved er det lykkedes at undgå medicin i 60% af tilfældene. Vi mener, at medicinalindustrien – trods reguleringer – har for stor indflydelse på psykiatrien, og vi ønsker, at ‘recovery-tilgangen’ fremmes, bl.a. i form af et altid tilstedeværende håb, flere valgmuligheder i behandlingen og bedre koordination.

Skræmmende indlæggelse
Af Yvonne Jørgensen, sygeplejerske og bestyrelsesmedlem i Depressionsforeningen, tidligere formand

Nedenstående bygger på personlige erfaringer fra en indlæggelse, jeg måtte igennem i sommeren 2002. Der var en udpræget mangel på alle nedenstående punkter, bortset fra det første:
• Der bør altid være tilbud om enestue. For de fleste er det en ekstra belastning at ligge på tomandstue

• På hospitalerne bør man adskille de psykotiske fra de ikke-psykotiske. Det er rædselsfuldt som deprimeret at være på samme afdeling som svært psykotiske personer

• Ved en indlæggelse skal man give patienten en ordentlig modtagelse, så man føler sig velkommen, orienteres om forholdene og får at vide, at man altid kan henvende sig og få en samtale

• Man bør have en fast kontaktperson gennem hele forløbet, ikke kun for én dag ad gangen. Og individuelle plejeplaner, der sikrer sammenhæng

• Personalet skal være mere synligt i afdelingen. Hvordan kan de skrive i kardex (sygeplejenotaterne) om mig, når de stort set aldrig har talt med mig? Hvorfor henvender de sig aldrig og tilbyder en samtale?

• Personalet bør ikke optræde som fangevogtere, være afvisende og nedladende – men det var de! Ved efterfølgende selvsyn af kardex har jeg set de nedladende bemærkninger. Skal der ikke være en mere ligeværdig holdning?

• Der er for mange stive og firkantede regler, som personalet næsten nyder at håndhæve for at vise deres magt. Mere smidighed, menneskelighed og indlevelse ville være dejligt

Ovenstående bygger jo på erfaringer fra en enkelt afdeling, og der er sikkert afdelinger, som fungerer godt. Men jeg tror desværre, at det fungerer på samme måde mange steder.

Min praktiserende psykiater er god, klog og hjælpsom, men hun var på ferie, da jeg måtte indlægges. Fra mit arbejde i Depressionsforeningen ved jeg, at der er store problemer med ventetiden. Der kan gå 3-4 måneder, før man kan komme til en psykiater, og det er jo skandaløst. Enten er man død eller blevet rask i mellemtiden!

Mangel på praktiserende psykiatere og angstklinikker
Af Kamma Kaspersen, formand for Angstforeningen

Dansk Psykiatrisk Selskab kom med en interessant rapport sidste år, som viste, at der var ca. 400.000 danskere med angstlidelser, dobbelt så mange som antaget. Danmark har kun 103 praktiserende psykiatere, som behandler de fleste med angst, og som afser ca. 15 min. samtaletid pr. patient. Meget af tiden går med at tale om den medicin, der oftest er første tilbud. Mange psykiatere og psykologer ved ikke nok om angstlidelser, men lever stadig i Freud-neurosernes tidsalder, som de i sin tid blev uddannet i. Effekten af psykodynamisk behandling er bare aldrig undersøgt, og det er vores erfaring, at den ikke virker på angst. Den er ikke målrettet mod angst som fx den kognitive adfærdsterapi, der har dokumenteret effekt.

Vi har kun to offentlige angstklinikker i Danmark, en i Århus og en i København. Vi burde mindst have en angstklinik i hvert amt med evidensbaseret, specialiseret behandling. Som det er nu, roterer angste rundt i behandlingssystemet og i de sociale systemer, fordi de aldrig får den rigtige behandling. Og det er dyrt for samfundet. Undersøgelser fra udlandet viser, at helbredelesprocenten for angstlidelser er stor, hvis man kommer i behandling inden for to år. Det sker desværre alt for sjældent i Danmark – og sker det, er det sjældent målrettet angstbehandling.

Pårørende mangler information om angst. De føler sig ofte afmægtige over for angstramte. De forstår ikke, hvorfor en planlagt rejse eller en familiemiddag igen må aflyses, fordi den panikangste eller socialangste ikke kan gennemføre det. Selv med ganske lidt rådgivning kan pårørende gå ind og støtte. Der findes opskrifter på, hvordan angste kan trænes i at håndtere akutte angstanfald, og hvordan pårørende kan støtte. Det er vores ønske, at enhver psykiater kender til disse redskaber og kan vejlede både angstramte og pårørende til at håndtere angstanfaldet.

Psykiatriens mangelfulde samarbejde
Af Gerda Ring Krusholm, kredsformand for SIND, Frederiksborg Amt

Der er både godt og skidt at sige om psykiatrien i Danmark. Jeg vil hæfte mig ved to dårlige og to gode ting: Der er problemer med samarbejdet mellem de forskellige systemer – politi, sygehuse og kommunale myndigheder. Omsorg efter indlæggelse er fordelt på alt for mange hænder, hvorved opfølgning og ansvar let forflygtiges. Desværre sætter psykiatrilovgivningen nogle rammer, som i mange situationer er uhensigtsmæssige, og det så vi gerne behandlet politisk.

Pårørende føler sig stadig afvist af behandlersystemet, og de føler sig magtesløse. De er som oftest dårligt orienteret om behandlingsforløb og -planer, og alligevel forventes de at være den syges netværk og praktiske bagland efter udskrivelse.

Der arbejdes godt med at forbedre holdninger og samarbejdsformer fra top til bund, så en god udvikling er i gang. Intentionerne bag Psykiatriplan 2001 er ved at tage form, distriktspsykiatrien tegner godt, og der er en fin dialog mellem bruger-/pårørendeudvalg og psykiatriudvalget i Frederiksborg Amt. Kritiske forhold søges forbedret i et nyoprettet udvalg, som skal arbejde med procedurer for samarbejde mellem kommuner, amtskommunale botilbud og psykiatrisk sygehus.

Patientklagenævnet fungerer godt, de syge får en seriøs og engageret behandling i klagesager. Og det er glædeligt, at boligsituationen for psykisk syge har gennemgået en positiv udvikling i Frederiksborg Amt.

Gerda Ring Krusholm har skrevet bogen "Jakobs Dæmoner. En beretning om et skizofrent livsforløb", PsykiatriFondens Forlag, 2001. Hendes søn begik selvmord, da han var 30 år, på grund af svære skizofrenisymptomer. Gerda Krusholm holder foredrag om det at leve med et familiemedlem, der er svært psykotisk.

Professionelle skal uddannes til at bruge de pårørende
Af Gitte Andersen, sekretariatschef i Landsforeningen Bedre Psykiatri

Det, der aktuelt rykker allermest inden for psykiatrien set fra de pårørendes side, er de tanker, der ligger bag ‘recovery’. I Västre Lappland i Finland har man længe arbejdet med en model, der – med udgangspunkt i den enkelte brugers situation og ønsker – inddrager hele brugerens netværk. Den model ser vi gerne tilpasset de forhold, der gør sig gældende i Danmark.

Vigtigt er det, at der er åbenhed om psykiske sygdomme, og vigtigt er det, at de pårørende får indblik i og bliver inddraget i behandlingen. I dag kæmper alt for mange pårørende en fortvivlende kamp for at give og modtage information, der absolut kun kan gavne de syge. Den manglende sammenhæng mellem hospitals- og socialpsykiatrien gør de pårørende til uundværlige vidensbærere. Der er i den forbindelse et akut behov for, at de professionelle i psykiatrien lærer at bruge den ressource, de pårørende udgør.

Torturtilstande
Af Alis Sørensen
Psykiatrien har – ikke kun i Psykiatri-Information, men alle vegne, på hospitaler og i behandlingstilbud – den meget store fejl, at man ikke spørger os, de sindslidende, om hvad vi egentlig mener om den behandling, vi modtager, eller hvad vi mener, man kunne gøre bedre. Dialogen mellem behandlere og patienter er ikke-eksisterende, når det drejer sig om behandlingsformer. Det mener jeg, man bør rette op på. Vi er jo ikke en gruppe af svagt begavede mennesker, som ikke er i stand til at vurdere, hvad der er til vores eget bedste. Det er kun, når vi er akut sindssyge, at vi ikke kan varetage egne interesser. Men bagefter kunne man jo godt lytte til, om der var noget man som behandler kunne have gjort bedre.

Danmark er blevet anmeldt til menneskerettighedsdomstolen for landets behandling af svært sindssyge. Det var især de mange og langvarige bælte- eller totalfikseringer, der fandt og finder sted på danske psykiatriske hospitaler, som foruroligede andre lande. Jeg taler af egen erfaring mht. frihedsberøvelse på ubestemt tid, uden at sagen forelægges en domstol. Jeg taler også af egen erfaring, når vi taler om bæltefiksering på ubestemt tid. Da jeg var tvangsindlagt på Nordvang, brugte man fiksering som straf. ‘Opfør dig ordentligt eller vi straffer dig’ var budskabet, men jeg opførte mig ikke dårligt; jeg havde en alvorlig sygdom, jeg ikke selv var skyld i.

Jeg ved godt, at behandlere undskylder sig med, at patienten var så voldsom og urolig og til fare for sig selv og andre, at de ikke så anden udvej. Dette er også korrekt i visse tilfælde, men meget tvang kunne være undgået, hvis man havde haft veluddannet personale, der havde tid til at tale med patienten under indlæggelsen. De ressourcer er ikke til stede på Nordvang eller var det i hvert fald ikke under mine indlæggelser i 1986, 1989 og 1998. Jeg mener, at det jeg blev udsat for under disse indlæggelser var tortur. Psykisk tortur. Jeg er så traumatiseret af disse uhyrlige oplevelser, som jeg kunne skrive en lang og chokerende roman om, hvis jeg havde det psykiske overskud, som den slags kræver.