Af afdelingsleder, cand.mag. Signe Gottlieb, PsykiatriFonden

Birthe Neumann fik på kronprinsens forlovelsesdag ALT for damernes kvindepris 2003 for at bryde tabuer. Og det er uden tøven og med egne ord "den bedste pris, jeg nogensinde har fået!"

Psykiatri-Information har besøgt den 56-årige skuespiller i en kort hjemlig pause mellem indspilninger i Paris til en samtale om depression, medicin og mirakler.

Det kan måske umiddelbart undre, at man som kendt, kongelig skuespiller føler trang til at fortælle alle og enhver, at man har haft perioder med dyb depression, men ikke når man hører Birthe Neumann genkalde sig den augustmorgen, hvor hun vågnede til et helt nyt liv:

"Efter halvandet år i en decideret depression vågnede jeg efter helt usædvanligt at have sovet i 10 timer og rullede mørklægningsgardinerne op, som jeg ellers lå bag dag og nat. Himlen var stærk blå, og for første gang i mange år kunne jeg se farver – og kunne se dem så tydeligt, at det næsten var som en åbenbaring, hvis man vil sætte et sådant ord på.

Oplevelsen var så voldsom, at jeg ikke kunne fatte den, men da jeg vågnede og så med de øjne, mærkede jeg, at sådan havde de øjne ikke set på verden i næsten 20 år. Jeg oplevede det som et mirakel at blive rask, og det, der gjorde, at jeg fortalte om det, var en trang til at sige til alle: ‘hey hey, her er jeg!’

Samtidig med at det var vidunderligt at være blevet rask, væltede der en masse ting frem, som medførte en lang gransken over, hvad min sygdom bestod i, fordi jeg pludselig mærkede, at det var en livstilstand, der gik meget længere tilbage end de år, hvor jeg havde haft en reel depression. Det her skete, da jeg var omkring 44, men følelsen af tungsind gik helt tilbage til mine tidlige 20’ere. Det var som at vågne op som ung, men i og med at jeg blev rask, var der et kæmpe arbejde med at få ting til at hænge sammen. Jeg kunne pludselig forstå, acceptere og rumme de følelser, der havde gjort mig syg – eller de følelser, jeg havde haft, mens jeg var syg."

Det efterfølgende store arbejde bestod i at bearbejde og få styr på det lange spænd af år med stærke op- og nedture, depressioner der havde afløst hinanden.

"Når jeg ser tilbage, mangler en stor del af mit liv kontinuitet; den kontinuitet man ellers får ved hele tiden at vælge, i hvilken retning man nu vil gå, den får man ikke, hvis man oplever at blive skubbet derhen, dumpe derned, flyve af sted og slynget tilbage. Kontinuiteten i mit liv manglede fuldstændig, og jeg havde savnet den forfærdeligt. Hele vores liv går jo ud på at skabe kontinuitet og på at forstå og skabe mening med de ting, vi gør. Og roen og livsglæden kom jo også med muligheden for at få indsigt i de ting, der var sket."

Nogle af de ting, der var sket, var, at Birthe Neumann som ung, næsten færdiguddannet skuespiller opførte sig mærkværdigt, fandt sig i ting, der var fuldstændigt sindssyge – ‘at jeg ikke bare sagde, kan du komme væk, eller hvad bilder du dig ind, eller slog igen’ – og led af bulimi. Hun vejede 47 kg og kunne spise halvanden lagkage på ingen tid, uden at det affødte andre kommentarer end: ‘det var dog en gevaldig appetit, du har!’. Appetitten forklarede hun med et usædvanligt højt stofskifte, og selv om hun så fantastisk ud i sin str. 34, var hun meget ked af det i den periode og undrer sig stadigt over, at folk kunne leve sammen med hende uden at se, at hun var syg. Hun kunne nu heller ikke se det selv, for for det første var den sygdom, hun havde, endnu ikke ‘opfundet’, og for det andet var hun i besiddelse af usædvanligt effektive fortrængningsmekanismer.

"Jeg var næsten selvmorderisk syg af det, men jeg sagde det ikke til nogen, for jeg vidste det ikke. Jeg vidste ikke, at jeg kastede min mad op. Det var en så stærk fortrængning, at man jo må sige, at det er løgn, men det er ikke løgn! Da tæppet efter mange år blev revet fra, gik det først op for mig… Det er ikke for at fokusere på bulimi, for det er jo bare en af den slags adfærd, man har for at komme væk fra det, man ikke kan klare. Det forstår jeg i dag, men det gjorde jeg bestemt ikke dengang. Og hvis jeg var gået til en læge, kunne han ikke have hjulpet mig, for bulimi fandtes ikke dengang – hvilket er mærkværdigt, for det må være en sygdom lige så gammel som anoreksi..."

Birthe Neumann, hvis mor og mormor led af gentagne depressioner, skulle blive langt over 40 år, før det gik op for hende, at hun faktisk havde en psykisk sygdom.

"Jeg strittede imod på alle måder, selv om jeg var syg. Når psykiatere kaldte det en sygdom, skreg jeg ikke til dem, at det ikke passede; jeg dukkede hovedet, for det var alt, hvad jeg havde kræfter til, men inden i mig var der så meget protest, fordi jeg jo havde det, som jeg havde det, fordi jeg havde gjort alle de forkerte ting! Det var min egen skyld. Jeg havde bare brug for at finde ud af, hvordan jeg kunne sone de ting, jeg havde gjort, begynde at handle anderledes og gøre mig fri af al den angst og skam og skyldfølelse – hvis jeg skal sige det meget enkelt. Ængsteligheden og selvbebrejdelserne blev større og større. Jeg forsøgte med terapi og samtaler at få tingene strukturerede og finde ud af, hvorfor jeg havde gjort, som jeg havde gjort. Jeg ville forstå, hvad der egentlig var sket, for jeg havde huller i hukommelsen. Det føltes den-gang som en regulær livskrise, hvor jeg havde en ufattelig trang til at få mig flyttet og til at få ændret på min livssituation. Jeg følte, at jeg skulle lære at gøre alle de ting, jeg var bange for – og jeg var bange for alt, så i mange år gjorde jeg ting, som gjorde mig ængstelig, men jeg gjorde dem, fordi jeg havde en klar fornemmelse af, at det skulle jeg. Det kan jeg også bagefter se, at jeg skulle, men jeg blev alligevel syg."

Når man er vokset op i en familie med synlige symptomer på depression, kan det være svært at forstå, at man ikke er opmærksom på disse symptomer, men Birthe Neumann vidste ikke før langt senere, at det var det, der gemte sig bag familiens tungsind.

"Man talte ikke rigtig om det og brugte heller ikke de ord. Min mor havde deciderede depressioner og sloges med det, men var aldrig i nogen form for behandling. Først i en meget høj alder fik hun antidepressiv medicin og blev nøjagtig ligesom mig: rask. Jeg så ikke lighederne, for jeg tålte ikke det spejl, og jeg kunne ikke se det. Jeg syntes ikke, jeg kunne finde et menneske, der var mere forskellig fra mig, så derfor var jeg blind, indtil det så gik op for mig, at vi reagerede på samme måde."

En af de bedste dage i Birthe Neumanns periode af dyb depression var den dag, hun overgav sig til indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Det var i sig selv ellers en chokerende oplevelse, men det førte til en medicinsk behandling, der efter adskillige præparatforsøg endelig lykkedes føromtalte morgen i august.

"Jeg kunne sådan set ikke holde ud at være der. Jeg troede, at det ville være et sted, hvor man holdt mig i stærke arme, indtil jeg faldt i søvn, men jeg kom hen et sted, hvor jeg aldrig ville have kunnet falde i søvn, lige meget hvor mange sovepiller, man havde stoppet i mig. Der var så meget larm og så mange mennesker, der tog fat i mig, og selv om jeg ikke var særlig kendt på det tidspunkt, var der nogle, der mente at have set mig før, som kom hen og flåede i mig, når jeg forsøgte at gemme mig under dynen. Hvis ikke man var bange i forvejen, kunne man nemt blive det. Ikke desto mindre tror jeg, at min oplevelse er som de fleste andres; at der er noget paradoksalt livsbekræftende på sådan en afdeling, fordi der finder nogle former for kommunikation, hensyntagen, interesse og omsorg sted på helt andre planer, end man er vant til. Det kan godt være, jeg ser det anderledes i et sentimentalt tilbageblik, men der var noget afgørende forandrende i at opleve andre syge mennesker – for mig, der ikke havde oplevet det før."

Selv om Birthe Neumann har været åben om sine depressioner og ofte forbavset intetanende journalister med dem, dels som værn mod endnu mere private spørgsmål, dels for at få andre til at se, at man godt kan blive rask, forstår hun godt angsten for at tale om psykisk sygdom.

"Man er bange for, at det vil snige sig ind på én igen. Hvis man siger, ‘jeg har virkelig haft det dårligt, og nu har jeg det så godt!’ ved man jo fra sin barnelærdom, at så kommer Nemesis, eller hvad det er, man kalder det. Herudover er det jo, som alle siger: at være syg i sindet er langt værre end at være syg i kroppen. Man er belastet med skam. Det har noget med vores kultur at gøre, som udspringer af et kristent menneskesyn, hvor der er en gud, der giver os nogle prøvelser, som skal udstås, fx sygdom. Hvis man udstår prøvelserne, kommer man måske igennem og bliver et stærkere menneske. Og Gud giver det som en gave. Men hvis ikke man kommer igennem, har Gud ikke været nådig, og man får ikke nåden, før man fortjener den. Den forestilling om arvesynd og kristen skyld, er jeg overbevist om, er tæt forbundet med den måde, vi anskuer os selv som mennesker på."

Selv om det kan føles skamfuldt at have en psykisk sygdom, har Birthe Neumann aldrig fortrudt, at hun har fortalt om sin.

"Jeg har overhovedet ikke haft negative oplevelser, og jeg ved heller ikke, hvordan de skulle kunne komme, for skammen er ulogisk. Hvis folk ikke kender sygdommen, kan de have svært ved at sige noget på en indfølende måde og måske komme til at virke studse eller afvisende. Men det er jo kun fordi, de ikke ved, hvad det er. Jeg har derimod været ude for rigtigt mange, der har sagt, ‘du må endelig ikke tage medicin, du skal selv igennem det, vi har det alle sammen dårligt indimellem, og jeg har også prøvet at have det skidt’. I dag kan jeg godt grine ad det, men det kan man altså ikke, når man er meget syg eller midt i en medicinsk behandling, der ikke har virket. Når folk så fortæller dig, at du kan være tabt for evigt, eller at du bliver dybt afhængig af det... Jeg kan da selv komme i tvivl, når jeg fx læser om bivirkningerne ved Seroxat.

Medicinalindustrien har et stort hemmelighedskræmmeri, fordi der skal tjenes en frygtelig masse penge, og jeg kan frygte, at der er ting, vi bliver forholdt viden om. Samtidig kan jeg stadig sidde og læse i et dameblad, ‘husk at spise citrusfrugter, for citrusfrugter giver overskud i vinterhalvåret’, og så tænke ‘gud jeg har ikke spist citroner i dag, så er det da derfor, jeg har det dårligt’, og så løber jeg hen efter det store tilbud på citrusfrugter. Jeg ved godt, at det ikke er rigtigt, men jeg ved også, at jeg lader mig farve af det. Jeg bliver ved med at håbe, at der er andre måder at blive rask på end med medicin, så jeg er til salg for alle mulige gode budskaber. I alle former."

Det er svært at acceptere, at man skal blive ved med at tage antidepressiv medicin, når nu man har fået det godt og føler sig rask. Også for Birthe Neumann. Til gengæld er hendes vrede og forargelse over den måde, hun indimellem har forvaltet sit liv, i dag erstattet af en stor ømhed.

"Men hvis jeg skal være barsk over for mig selv, vil jeg sige, at der er dele af mit liv, hvor jeg retrospektivt kan se, at jeg har svinget, mere end godt var. Jeg har været rodløs og dermed også troløs over for de værdier, som jeg egentlig godt vidste, var de vigtigste. Den dér moralske viser mellem godt og dårligt holder aldrig op med at fungere, men hvis man ikke har det godt, har man så mange undskyldninger for også at opføre sig dårligt. Selvfølgelig kan man sige, at man ikke kan gøre for, at man er sådan, men det ansvar er man nødt til at påtage sig, også når man er syg. Ansvaret for, hvad man gør og for, hvem man er. Selv når man er syg, er grundsubstansen der altid, selv om tvivlen og troløsheden kan synes altoverskyggende, og man ikke har evnen til at fastholde og fokusere."

Sideløbende med de mørke perioder har Birthe Neumann altid haft en følelse af at være et lykkebarn, der havde fået alle talenter, og som var forudbestemt til en fantastisk skæbne. Hun har formået at tage imod "de mærkelige gaver af øjeblikke med en næsten overnaturlig intensitet", som tilværelsen forærer én. Og så har hun haft evnen til at glemme sig selv i sit arbejde.

"Det er en vidunderlig redning at begejstres for noget andet. Selv om man er ved at dø over at skulle i gang og overhovedet optræde på en scene, fordi det er så langt fra det, man føler sig i stand til, når man er depressiv, er der i arbejdet en fordybelse, som er lægende. Man glemmer sig selv, og man er tvunget til at koncentrere sig, fordi der er så mange, der sidder og kigger på én. På den måde er min profession en gave, men alt det, der følger med... når jeg har sagt det sidste ord, og folk klapper, og jeg skal ind, så er det så pinligt, og det holder aldrig op. Undseelse og generthed. Jeg har det meget dårligt med alt det udvendige, og jeg mener det virkelig, jeg får det fysisk dårligt og undslår mig for alt, hvad der hedder premierer og stillen op i noget, der ikke bare er arbejde. Jeg har altid haft det sådan med alt det ydre, store solbriller og gennemskueligt gøgl, og det er jeg aldrig vokset fra."

Også derfor var Birthe Neumann glad for, at den seneste prisuddeling faldt sammen med kronprinsens forlovelsesdag, så hun slap for et væld af journalister og blitzende kameraer, men i stedet fik en lille privat sammenkomst. Hun er dog lidt ked af, at hun undslog sig for de reaktioner, der kom bagefter, men når journalister de følgende dage ringede og spurgte, om hun havde lyst til at deltage i tv-interviews og radioudsendelser, hvor lytterne skulle ringe ind og stille spørgsmål, kunne hun ikke svare andet end, at det havde hun ikke.

"Jeg kan jo ikke stå der som ekspert i depression og svare på spørgsmål om mundtørhed og andre bivirkninger, jeg ville føle mig som en kanin, der bliver hevet op af en hat. Og alligevel ville jeg gerne. Det ligger mig meget på sinde at finde en balance, så jeg både kan være ærlig omkring det, og samtidig undgå at det bliver et show og mister sin troværdighed."