Af ungdomsskoleinspektør i Vamdrup, næstformand i Ungdomsringen John Madsen, Esbjerg

I løbet af 1990’erne er der kommet et stadigt større pres mod barndommen, som traditionelt opfattes som aldersgruppen 0-14 årige. Børn presses ud af den trygge barndom, hvor kreativ leg og evnen til at bruge fantasi er skiftet ud med stilistisk leg og konform look-a-like.

Omfattende børne- og ungdomsforskning bekræfter, at barndommen har stor betydning for det enkelte individ, ligesom det er slået fast, at barndommen udgør det fundament, som resten af livet bygges på. Svigt i barndommen kan få afgørende indvirkning på unges liv og opvækst.

Den sociale, integrerede personlighed, der kendes fra 1970’erne er i dag erstattet af en personlighed, der er egoistisk og narcissistisk, og som ikke tillader andre at komme til. Denne personlighed bakkes desværre op af bl.a. folkeskoleloven, der lægger stor vægt på at tage hensyn til det enkelte barn. Der skal naturligvis tages hensyn til det enkelte barn, men der skal også tages hensyn til fællesskabet.

Forbrugerbørn
Presset på barndommen er som nævnt øget gennem 1990’erne. Det er gået op for de kommercielle interesser, at børn for alvor er blevet forbrugere. Leg, hvor fantasi og fysik er vigtige elementer, nedtones allerede i 8 års-alderen, og hvis ikke voksne går foran og holder fast i legen, er den en saga blot, når barnet er fyldt 10 år. I stedet erstatter børnene leg med underholdning i form af computere, elektroniske spil og ikke mindst tv. Medierådets censurregler omkring film er nu blevet vejledninger til forældre i stedet for forbud. Ofte sidder børn alene og ser tv og videofilm, der indeholder vold og sex, selv om filmene kun er tilladt for personer over 15 år. Problematikken ses tydeligt i disse år, hvor filmatiseringen af bøgerne om Harry Potter og Ringenes Herre når børn på helt ned til 6 år, selv om Medierådets vejledning ikke mener, at så unge børn bør se disse film.

Tv-kanalerne priser sig også lykkelige over at have fået en ny målgruppe til udsendelser, som ikke er egnet for børn og unge, fordi man i kun måler anatllet af seere, ikke deres alder. Ansvaret er helt lagt i hænderne på forældre og professionelle voksne. Skulle man komme til at forbyde eller slukke for et program, føler børnene sig marginaliserede og kan ikke snakke med i skolen eller via sms på mobiltelefonen, som er blevet mange børns og unges ‘livsline’ til deres omgangskreds.

Girl power
Den del af underholdningsindustrien, der beskæftiger sig med computerspil, film og musik, har opdaget potentialet i gruppen af 6-12 årige børn. Pigegruppen Spice Girls fra midthalvfemserne lancerede begrebet girl power. Piger, som kunne klare sig selv – og ofte bedre end drenge – og som gjorde op med myten om piger som stille og handlingslammede. Ud af dette sprang en helt ny type piger, som agerede teenagere uden at være det, og som ofte er blevet kaldt ‘betweenagere’. De kan både optræde som enkeltindivider og som pigebander.

Begrebet pigebander var et ukendt fænomen for bare få år siden. Det er det ikke mere. Det dækker over de 6-14 årige, der har sagt farvel til barndommen, skønt de stadigvæk er børn. Børn, der, når de forlader betweenagealderen, oplever sig selv som voksne. De har nemlig prøvet det meste af det, man normalt bruger hele ungdommen til. Og det i løbet af ganske få år. Tilskyndet af medie-industrien og en effektiv markedsføring af livsstilsprodukter har pigerne ‘opdaget’, at det er fedt at være ung, og de har lært sig, hvordan man agerer og accepteres som ung og voksen, selv om man af alder kun er et barn.

Også børnenes omgivelser har accepteret dem som unge. Pædagoger og lærere kæmper en ulige kamp med disse børn, fordi børnene på forhånd har vundet. Familierne bakker op om det nye medieskabte ungdomsbillede og går i clinch med personalet i institutioner og skoler. De forsvarer deres børn, som en løvemor forsvarer sine unger. Der er ikke længere plads til diskussioner med myndigheder; forældrene kræver handling, og de kræver, at netop deres barn tilgodeses. Derfor er det pædagoger og lærere, der må sadle om og opfinde en ny pædagogik, der retter sig mod between-agerne. Mange forældre har helt givet op og ser måbende til, når deres børn over en nat lægger legetøjet til side og tager rygning og alkohol til sig, som om brugen af stimulanser var verdens mest naturlige ting.

G-streng og hip-hop-uniform
Pigernes påklædning er blevet minimalistisk. De går med korte toppe, stramme bukser og g-strengstrusser, der giver den spæde krop former. Tøjet kan fås fra størrelse 4 år. Samfundets eneste reaktion er forbud og andre restriktive forsøg, som alle ved ikke hjælper noget.

Drengene er de helt store tabere i dette spil. De er blevet koblet fra og må klare sig med deres store trøst: Computeren, som er blevet deres nye kammerat. De drenge, der tilhører gruppen af betweenagere, er også under pres fra industri og medier. Udseendet forsøges tilpasset tiden med smarte bukser og modehår eller hiphop-uniform. Deodoranten er nærmest uundværlig for en dreng på 12 år, og den skal helst være en mærkevare. Alligevel har drengene ikke de jævnaldrende pigers bevågenhed. Pigerne kigger opefter og bliver feteret af drenge, der er væsentligt ældre end dem selv. De jævnaldrende drenge må derfor tiltrække sig opmærksomhed på andre måder og forsøger ofte at gøre det ved at spille seje og turde vilde ting, noget der alt for let ender i kriminalitet. Det hele handler om at skaffe sig opmærksomhed fra voksne, der har travlt med at iscenesætte sig selv, hvilket ikke skal udsættes på grund af et par børn. Når børn i dag får opmærksomhed, sker det sjældent på grund af, hvad de er. De får opmærksomhed på grund af, hvad de gør.

Tid til børn
Tiden er blevet en afgørende faktor i vores liv. Der er desværre alt for sjældent tid nok til børnene. Tid til at lære børn og unge sociale kompetencer, som er så vigtige, når de skal ud og udforske livet. Derfor har mange børn og unge ondt i livet. Livet er hårdt ved dem. Hver femte 11-18-årige drikker for meget. Hver tiende føler sig socialt isoleret. Hver tiende har problemer med vægten. Det kan man læse i Jørn Beckmanns undersøgelse på Odense Universitetshospital. Det er skræmmende tal, og mit bud er, at de tal vil vokse dramatisk over de næste år.

Men hvad kan vi gøre ved det? Først og fremmest må alle forældre og professionelle voksne indse, at det, børn har allermest brug for, er at få styrket deres selvværd gennem anerkendelse af deres ret til at være til – frem for kun at blive set i kraft af, hvad de gør, og her igennem få styrket deres selvtillid. Vi er nået til et sted, hvor vi kun elsker vores børn, når de gør noget, og det pres får mange børn og unge til at kaste sig ud i en tilværelse, som de slet ikke har alder eller modenhed til, eller det får dem til i desperation over ikke at slå til at gøre skade på sig selv og andre.