Af MF Naser Khader, Det Radikale Venstre

Mens mere end halvdelen af det kraftigt stigende antal unge mennesker i de mellemøstlige lande drømmer om et liv i Vesten, vælger flere unge danskere, typisk med indvandrerbaggrund, at følge traditionelle livsmønstre som fx at bære tørklæde. Dette kan virke paradoksalt. Hvordan skal man forklare det, og hvordan skal vi forholde os til det? I det følgende vil jeg give et bud baseret på de erfaringer, jeg selv har gjort mig – som dansker med indvandrerbaggrund og som radikal politiker.

Historien er efterhånden blevet gentaget flere gange, men den bliver ikke mindre sand af den grund. Selv om det danske samfund aldrig har været rigere, og selv om der aldrig har været så mange muligheder, er det alligevel ikke helt let at være ung i dag. De fleste børn er ønskebørn og får dermed stor opmærksomhed. Men der stilles også mange krav fra flere sider, og de mange mu-ligheder tvinger de unge til at træffe mange svære beslutninger.

De svære valg og beslutninger, som unge konfronteres med, vedrører ikke blot deres uddannelse og fremtidige job, men også hele deres livsform. Selvfølgelig kan det være svært at finde ud af, hvilken uddannelse man skal tage, og hvad man vil lave resten af sit liv, men mange unge tumler med dybere problemer, som vedrører selve deres identitet.

Jeg har selv oplevet mange af problemerne, da jeg kom hertil fra Syrien for snart 30 år siden. Når man er ung og usikker, er det svært pludselig at skulle vænne sig til at leve et helt andet sted. Jeg landede bogstaveligt talt i Istedgade på Vesterbro i 1974, og jeg skulle hilse og sige, at det var noget andet end livet i en lille landsby uden for Damaskus! Jeg kom hertil med mine forældre og mine søskende, men jeg savnede alligevel resten af min familie, især mine bedsteforældre. Og dertil kom hele kulturforandringen. Et nyt sprog, nye livsmønstre, opbruddet i de traditionelle roller, måden man omgås hinanden på i Danmark, de indforståede koder og så videre.

Jeg synes selv, jeg er sluppet nogenlunde igennem, når jeg ser tilbage. Efterhånden som jeg faldt til i Danmark, stod jeg også over for det, man kunne kalde ‘tilværelsens ulidelige lethed’ for mange danske unge: Jeg prøvede et par studier og forsøgte mig også med forskellige jobs, inden jeg besluttede mig for at forfølge min nuværende karriere som politiker, forfatter og foredragsholder.

Mine erfaringer fra de mellemøstlige lande falder meget godt i tråd med de svar, FN’s rundspørger blandt unge i Mellemøsten har givet. Mange drømmer om et liv i Vesten med de rettigheder og den velstand, der følger med. Selvfølgelig er mange også skeptiske over for det, de kalder den vestlige dekadence, men alt i alt tager græsset sig grønnere ud på den anden side. Men hvorfor vælger mange unge danskere med indvandrerbaggrund så traditionelle livsmønstre? Hvorfor vælger mange unge piger i Odense og Århus at gå med tørklæde, når deres medsøstre i Teheran bander det langt væk og bare gerne ville kunne klæde sig offentligt, som de gør derhjemme?

Jeg tror, at svaret skal søges i de identitetsproblemer, mange unge går og tumler med. Og man skal være opmærksom på, hvilken karakter disse problemer har, for at kunne håndtere dem rigtigt.

I en globaliseret verden med en høj grad af kontakt mellem mennesker og kulturer bliver der i stigende grad stillet spørgsmålstegn ved de traditioner og handlingsmønstre, som tidligere var selvfølgelige. Man kræver forklaringer og begrundelser, og her er det ikke nok for de unge at høre svaret: "Sådan er det bare – sådan er vores kultur". De gamle traditioner giver ikke længere sig selv, og det stiller nye krav til de unge om at skabe sig selv og deres identitet. Samtidig oplever de unge krav fra forældrene, som føler sig utrygge ved, at tidligere anvendte forklaringsmodeller ikke slår til.

Min oplevelse er, at primært kvinderne bliver set som traditionens bærere. Kvinderne og den kvindelige seksualitet er den sidste bastion, det sidste der bliver givet afkald på, når man befinder sig i et samfund i forandring. Derfor er der en særlig opmærksomhed blandt indvandrere på kvindernes adfærd og ikke mindst de signaler, kvinderne sender i kraft af deres påklædning.

Når kvinderne vælger at tage tørklæde på, sender de et signal om, at de værner om deres ære og om familiens kulturelle og religiøse arv. På den måde ‘køber’ tørklædet faktisk nogle kvinder frihed på andre områder, fordi familien trygt kan lade kvinden færdes i det danske samfund og demokrati. Familien og kvinden kan på den måde signalere, at kernen er intakt på trods af de mange impulser udefra.

Jeg tror desuden, at tørklædet er et forsøg på at finde faste forankringspunkter midt i det kaotiske virvar af muligheder og friheder – blandet med en vis portion nostalgi. Jeg har tidligere afsløret, at Morten Korch er en af mine danske yndlingsforfattere. Længslen efter det gode gamle danske samfund, som det så ud i 1950’erne, kan jeg genkende fra min egen baggrund og min egen fortid, da jeg vogtede geder som knægt. Og jeg tror, at mange danskere med indvandrerbaggrund deler denne nostalgi.

Ikke desto mindre har jeg flere gange kritiseret det, jeg kalder modemuslimer. Det er typisk unge mennesker, som går meget op i alle de ‘ydre’ adfærdsmønstre, man forbinder med Islam. Og som kritiserer andre for ikke at følge dem, mens de glemmer det allervigtigste for en muslim – også hvad angår omgangen med andre mennesker – at være et ordentligt og hæderligt menneske.

Personligt synes jeg, det er en besynderlig holdning, men de må klæde sig, som de vil. Det vigtigste er, at de ikke bliver tvunget til det. Det svære er selvfølgelig at definere tvang, når motivet kan være at købe frihed til at studere, arbejde og færdes i det danske demokrati. Men hvis der er tale om tvang, bør vi klart tage afstand fra det. Henvisninger til kultur og religion må aldrig blive en undskyldning for at tilsidesætte fundamentale demokratiske principper – herunder alles ret til at bestemme over deres eget liv. Derfor har jeg bl.a. advaret mod visse islamistiske organisationer som Hiz-but Tharir og været med til at stifte en forældregruppe for forældre, hvis børn har overgivet sig til organisationen. Og derfor mener jeg, at ghettoer er en dårlig idé, da de reelt fastholder indvandrere i et ensidigt liv afsondret fra resten af det danske samfund. Vi bliver jævnligt mindet om problemerne af de unge drenges afvigende adfærd. De unge pigers tavse skæbner får derimod ikke tilsvarende opmærksomhed – bortset fra den seneste tids debat om tvangsægteskaber.

Som radikal politiker forsøger jeg at forholde mig til disse problemstillinger ud fra min almindelige social-liberale grundholdning. Når vi hører om særlige problemer med unge, er det fristende at ty til lovgivning – ofte i form af forbud. Jeg medgiver, at det kan være nødvendigt i nogle tilfælde, hvis problemerne er særligt alvorlige, og hvis det er realistisk muligt at håndhæve disse forbud. Men man skal ikke lovgive om alt, og vi skal også tænke på hvilke fremtidige samfundsborgere, vi gerne ser de unge udvikle sig til. Jeg ser gerne selvstændige personer, der kan tage ansvar for deres eget liv og selv træffe beslutninger. Derfor tror jeg på en demokratisk opdragelse i alle tilværelsens facetter.