Af chefpsykolog Nicole K. Rosenberg, Klinik for Angst- og Personlighedsforstyrrelser, Psykiatrisk Hospital i Århus

Der findes flere psykiske lidelser, hvor angst er det væsentligste problem: Panikangst, agorafobi, social fobi, generaliseret angst og enkelfobi. Personer med angst er ofte optagede af, hvilke aktuelle og tidligere belastninger der kan have medført angsten. Det er vigtigt at undersøge dette grundigt og evt. lave om på stressende livsomstændigheder, men det er samtidig vigtigt at understrege, at det ikke ændrer angstsymptomerne.

Angst får ofte sit eget selvforstærkende forløb, der kan have en dramatisk indvirken på tilværelsen og livskvaliteten: Isolation, tristhed, ophør med uddannelse/arbejde, misbrug og selvmord er blandt de alvorligste konsekvenser af angstlidelser. Det er derfor vigtigt hurtigt at bryde angstens dynamik, og til det er der opnået bedst resultat med kognitiv terapi. Terapiformen består af forskellige metoder, som retter sig mod de forhold, der opretholder og forstærker angsten.

Patientundervisning (psykoedukation)
Næsten alle angstpatienter har som udgangspunkt en fejlagtig opfattelse af deres angst, og af hvad der er hensigtsmæssigt at stille op mod den. Mennesker med panikangst er fx overbeviste om, at angsten skyldes fysisk sygdom (ofte hjertelidelse), og at det bedste er at gå til læge og blive undersøgt. Mange med socialfobi er sikre på, at andre synes, de er pinlige, og mennesker med generaliseret angst tør ikke holde op med at bekymre sig, da de mener, at bekymringerne forhindrer de frygtede ulykker. Sådanne opfattelser forstærker angsten.

Fra begyndelsen af behandlingen undervises patienten derfor i årsagerne til angsten, i de forhold, der opretholder den, og i behandlingsmetoderne. Det er vigtigt, at patient og behandler har dette fælles grundlag. Patienten kan sjældent opgive sin egen opfattelse af angsten lige med det samme, men vil ikke være i stand til at forstå og samarbejde om behandlingen, hvis han ikke delvis kan tro på de nye forklaringer. Behandleren gennemgår i den forbindelse en model for angsten, der giver patienten en ny forståelse og lærer ham at adskille angstanfaldet i dets forskellige komponenter.

Ændring af katastrofetanker
Langt de fleste oplever angstanfaldet som et kaotisk sammensurium af kropslige symptomer og følelser, og det gør det vanskeligt at ændre oplevelsen. Behandleren gennemgår derfor en række af patientens oplevelser og viser, hvordan angsten opstår, og hvilke elementer, den består af:

• Den udløsende hændelse – den situation, angsten opstår i. Det kan være en samtale, en indkøbstur, at være alene hjemme eller et ufarligt kropsligt symptom, fx lidt hjertebanken
• Katastrofetankerne – patientens tolkning af situationen, fx "Jeg bliver dårlig og besvimer", "Alle kan se, jeg er et nervevrag" eller "Nu mister jeg kontrollen"

En vigtig del af behandlingen retter sig mod katastrofetænkningen. Patienten lærer at ‘gribe’ disse tanker, der både kan optræde før og under et angstanfald, og ændre dem til mere konstruktive tanker, fx "Hvad er mere beroligende at tænke?" eller "Hvordan kan jeg se mere realistisk på det her?".

Patienten præsenteres også for andre metoder, der kan hjælpe ham med at få kontrol over angsten:

• Opmærksomhedsøvelser, hvor han enten fokuserer på angsten eller afleder sig fra den
• Selvinstruktion, hvor han giver sig selv ‘ordrer’, fx "Du kan godt tale, selv om du rødmer" eller "Du må ikke gå ud af butikken, selv om du bliver svimmel"
• Fysiske øvelser, hvor han lærer at stå fast, trække vejret roligt, slappe af osv.
  

Udsættelse for angstfremkaldende situationer
Katastrofetankerne medfører, at man flygter fra og undgår situationer, man forbinder med angst. Den vigtigste metode i angstbehandling er eksponering, dvs. at udsætte sig selv for de situationer, man ellers undgår. Behandleren udarbejder en plan for udsættelse for stadig sværere situationer i længere og længere tid. Socialfobikeren starter fx med at sige én neutral ting i kaffepausen på sit arbejde. Derefter fortsætter han med to-tre ting og med gradvist at give udtryk for sin egen mening for til sidst at ende med at have længere samtaler.

Panikangstpatienten starter med at gå i supermarked og købe én ting, går videre med at købe tre ting og ender med at foretage et fuldt indkøb på et tidspunkt, hvor der er mange andre kunder. Han lærer også at udsætte sig for det kropslige symptom, han frygter, fx hjertebanken eller svimmelhed. Det sker ved, at han selv fremkalder symptomet ved at hyperventilere (trække vejret dybt og hurtigt) eller snurre rundt på en kontorstol i et minut. Personen med generaliseret angst udsætter sig for sine egne forestillinger om ulykker.

Eksponeringen skal foregå hver dag, og der er derfor altid ‘hjemmearbejde’. Det
er i begyndelsen meget ubehageligt, da eksponeringen jo medfører angst, men man lærer hurtigt at bruge de metoder, man har lært. På den måde dæmpes angsten eller forsvinder helt, og de fleste får mod på at gå hurtigt frem. Behandlingsmetoderne rettes alle mod elementer i angstens onde cirkel.

Ophør med sikkerhedsadfærd
Mange mennesker med angst har udviklet mere eller mindre skjulte former for sikkerhedsadfærd. Det kan være at holde hænderne under bordet, så andre ikke kan se, at man ryster, altid at tage en med på indkøb, at ringe til familiemedlemmer mange gange og sikre sig, at de har det godt, eller kun at tage på ture, hvor man hurtigt kan nå frem til et hospital.

Alle former for sikkerhedsadfærd forstærker angsten, fordi den bygger på katastrofetanker og forkerte opfattelser af angsten. Desuden svækker den selvtilliden. Behandleren holder derfor hele tiden øje med den sikkerhedsadfærd, som patienten ofte automatisk benytter i sin hverdag og ikke mindst i forbindelse med eksponeringen. Det er vigtigt, at den angste holder op med sikkerhedsadfærden, så han kan genvinde troen på, at han kan klare sig selv.

Selvbillede og generelle strategier
Ændring af katastrofetanker, eksponering og hindring af sikkerhedsadfærd er de vigtigste metoder til at behandle angst. I forlængelse af arbejdet med de aktuelle angstanfald bliver patient og behandler klar over, hvordan patienten generelt tænker om sig selv, og hvilke strategier han gennem livet har udviklet. De dele af patientens selvopfattelse og handlemåder, der medvirker til at fastholde angsten, undersøges nærmere og forsøges ændret.

Ofte er der tale om lav selvtillid, tendens til at se bort fra egne behov, overvurdering af andre og undervurdering af ens egne evner. I nogle tilfælde er der en tydelig livshistorisk forklaring. En selvopfattelse eller en strategi har måske engang været den eneste mulighed for at klare sig, fx over for alkoholiserede forældre eller i forhold til mobning i skolen. Senere er det blevet uhensigtsmæssigt altid at skjule sine behov, altid at påtage sig mere, end man kan klare, eller aldrig at sige noget. Denne del af terapien er et supplement, som ikke alle har brug for.

Pårørende
Angstbehandling er et stort arbejde for den involverede. Der skal arbejdes med angsten dagligt, og det kræver tid og overskud. Det er derfor vigtigt, at nære pårørende støtter den angste i at udsætte sig for situationer, han plejer at undgå. Pårørende bør derfor have viden om angst og kendskab til behandlingsmetoderne, og det burde være obligatorisk, at pårørende inviteres med til behandlingen en eller flere gange.

Medicin
Ved behandling af angst kombinerer man ofte kognitiv terapi med medicin. Som regel anvender man SSRI-præparater.

Angst og andre psykiske sygdomme
Angsttilstande og -symptomer ses også hos mennesker, der samtidigt har andre psykiske sygdomme. Det gælder især depression, men også misbrug, personlighedsforstyrrelse og skizofreni. Ved svær og moderat depression skal denne behandles først.

Det gælder også ved misbrug. Hvis man har en alvorlig psykisk sygdom samtidigt med en angsttilstand, kan ovenstående metoder anvendes, men i modificeret form.