Af ph.d., chefpsykolog Svend Aage Madsen, Rigshospitalet

Mænds psykiske sundhed er karakteristisk. Der er dobbelt så mange mænd som kvinder, der begår selvmord. Der er halvt så mange mænd som kvinder, der får diagnosen depression. Der er op til tre gange så mange mænd som kvinder, der har alkohol- og stofmisbrug.

Mænds psykiske sundhed er karakteristisk, og det ser ud til, at mænds psykiske problemer er underbehandlet og underdiagnosticeret. Grunden kan være, at mænd ikke har så let ved at erkende, at deres problemer kan være af psykisk art, og at de har sværere ved henvende sig til lægen om psykiske problemer. Derfor er der behov for, at sundhedsvæsenet, psykologer og andre åbner øjnene for mænds måder at kommunikere på om sygdom og sundhed, ikke mindst om psykiske problemer.

Det er et problem, at de symptomer på depression, der er typiske hos mænd, let overses. Det er symptomer som vredesudbrud, aggression og lav impulskontrol, og de ses oftere som en særlig adfærd eller social afvigelse end som en psykisk sygdom eller et psykisk problem. Som en særlig ting kan nævnes, at mænd også kan få fødselsdepressioner, hvilket hidtil er blevet overset i sundhedsvæsenet.

Mænds sundhedsuge
Set i sammenhæng med mænds svagere hjælpesøgning, de dobbelt så mange selvmord og misbrugsadfærden hos mænd, ligger der et stort arbejde for at forstå og gøre noget ved mændenes særlige problemer. Derfor er mænds mentale eller psykiske sundhed på dagsordenen i 2006 i flere europæiske lande.

Kulminationen er Mænds sundhedsuge (Men’s Health Week), hvor der sættes særligt fokus på mænd og psykiske problemer. Danmark har været repræsenteret på sundhedsugen siden 2003 – hvert år med skiftende fokus. Arrangør og initiativtager er Selskab for Mænds Sundhed, Danmark (SMSdk), i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Rigshospitalet. I år er PsykiatriFonden medarrangør.

At sætte fokus på mænds sundhed betyder ikke, at der skal konkurreres med kvinderne om, hvem der har det dårligst. Men at sætte problemerne ind i et kønsperspektiv gør, at man bliver bevidst om de specifikke forhold, der gælder manden. Hvad adskiller psykologisk set mænd fra kvinder? Og hvad ligger bag de forskelle, som vi jo alle sammen synes er meget oplagte. Nogle lægger vægt på de biologiske forskelle, altså gener, mængder af hjerneceller, hjernestrukturer og hormoner.

Afgørende forskelle i opvæksten
Det er denne forfatters opfattelse, at der nok kan være visse biologisk understøttede forskelle imellem mænds og kvinders måder at reagere psykisk på. Men disse biologisk bundne små-forskelle imellem kønnene er uvæsentlige, set i forhold til hjernens enorme kapacitet, tilpasningspotentialer og fleksibilitet. Se blot hjernens evne til uden biologisk forskel at betjene både et menneske fra en samler- og lavere jægerstamme i urtiden og vores dages menneske i informationssamfundet.

De forskelle, der er imellem kravene til løsning af opgaver og i adfærds-, tænke-, føle- og andre aktivitetsformer hos mennesker fra to sådanne livsformer, gør biologisk baserede forskelle imellem mænds og kvinders evner (fx til at læse kort) rimeligt betydningsløse. Derfor kan man med fordel fokusere på de afgørende kønsforskelle i opvæksten – drenges og pigers forskellige socialisering – når vi vil forstå forskellene på mænds og kvinders psyke. Og her er der forskelle.

Drenge har i årtusinder haft og har også i dag det til fælles med piger, at den første nære omsorg for langt de flestes vedkommende kommer fra en kvinde (deres mor). Det gælder også for de fleste børn i vore dage, selv om der er forandringer på vej. Opvæksten i nær relation med moren gør, at drengen i sin første levetid er intenst forbundet med og knyttet til en kvinde.

Det betyder, at alle de første udviklingstrin i psyke, personlighed og tilknytning sker sammen med og afhængigt af moren. Han får mad af sin mor, bliver trøstet af hende og får sat de første ord og navne på ting i verden af hende. Han mærker sin mors krop, han griner sammen med sin mor og bliver vugget i søvn af hende. Hans behov og følelser bliver tolket og formuleret af hans mor. Hans første erfaringer med at høre sammen med nogen, at være knyttet til nogen sker i forhold til hans mor.

Primær tilknytning til moren
Denne første nære tilknytning sker, før sproget er til stede. Og også før evnen til at bruge sproget til fortællinger om, hvordan ting hænger sammen, er til stede. Alt det, der handler om nære relationer, om tryghed, om hvordan vi har det med en nær anden og om angst i forhold til at blive forladt, grundlægges i en tidlige fase, og det sker uden ret mange ord og helt uden fortællinger. Det sker i et nonverbalt sprog med anelser, stemninger og kropskontakt.

Drengeidentitet
I denne periode udvikler barnet indlevelse, spejling og identifikation. Den voksne forstår barnet ved at leve sig ind i det og ved at identificere sig med dets behov, tanker, følelser og perspektiv. Her er moren den vigtigste person for både drengen og pigen. Tryghed og nærhed forbindes fra første færd med moren. Men den dag drengen finder ud af, at han er en dreng, opdager han også, at han er noget andet end den, han hidtil har identificeret sig med. Han er af et andet køn, og alt efter den enkelte families måde at forholde sig til køn på kan det opleves som ‘det modsatte’.

Herfra udvikler drengen sin identitet som noget anderledes end identiteten hos den, der stod (og som regel stadig står) for nærhed, omsorg, indlevelse og trøst. Samtidig opdager drengen sit køn, får sprog og begynder at få mere omfattende, bevidste forestillinger om tilværelsen. Han udvikler sammenhængende personlighedstræk, samtidig med – eller i og med – at han opdager og udvikler sig som et maskulint individ.

Drengeidentiteten kan have mange former, men den er – set i udviklingens lys – noget andet end moren og hendes køn. Når drengen opdager, at han er en dreng, konfronteres han med forskellighed og afstand i forhold til det andet køn. Drengens opdagelse og tilegnelse af sit køn udformes i en fortælling om, hvad det vil sige at være dreng og mand. Denne drengens identitetsfortælling kan få mange former – ikke mindst hvad angår dens forhold til sin modsætning.

For nogle drenge bliver fortællingen en fortælling, hvor det maskuline lægges oven i og komplementere det, han er i forvejen. Der bliver ingen uforenelige modsætninger imellem det mandlige og det kvindelige.

For andre kan deres identitet blive skabt af en trang til at være stik modsat det, der anses for kvindeligt, de ‘feminine sider’ forstået som evner til empati, til omsorg og til at sætte ord på sine egne følelse og følelser for andre. Eller det kan betyde en fortrængning af det, som drengen og senere manden identificerede sig med hos moren. Forskellighederne kan skyldes mange forhold men vel først og fremmest hvilket forhold, der er til kønnene og deres særtræk i en familie, og hvilke relationer der er imellem forældrene og forældre-barn-relationerne.

Forskel på psyken bliver synlig
En vigtig forskel på mænds og kvinders psyke kommer til udtryk, når et menneske står i en presset situation. Da vil kvinder oftere søge nærhed med andre, mens manden søger selvbestemmelse. Kvinden søger trøst, mens manden søger handling. Kvinden går til problemerne og vil tale dem igennem, mens manden fokuserer på det positive og håbet.

Disse reaktionsformer har betydning for, hvordan mænds og kvinders handlemønstre er i forhold til at søge hjælp. Ofte søger mænd ikke ‘hjælp’, men ‘gode råd’. Mænd har måske sværere ved at se deres problemer som psykiske problemer, men taler om træthed, søvnløshed og stress, når de har det dårligt.

Kommunikationen skal målrettes
Forskellene på mænds og kvinders psyke gør, at sundhedsvæsenet og de professionelle kan have sværere ved at møde manden og forstå ham og hans problemer. Der er derfor behov for at psykiatere, psykologer og andre, der arbejder med mennesker med psykiske problemer, gør sig klart, at kommunikationen med mænd og kvinder er forskellig, og at der kan være ting i især psykoterapeutisk behandling, der skal være særligt fokus på i forhold til mandlige klienter.