Af psykiatrisk jobkonsulent Lars Burhkall, Frederiksborg Amt

Hvordan i alverden finder man en arbejdsgiver, der vil ansætte en person, der har en psykisk sygdom. Sådan omtrent var min bekymring, da jeg for otte år siden forlod min stilling som ergoterapeut på en psykiatrisk afdeling og sagde ja til et job som psykiatrisk jobkonsulent. Målet var at hjælpe personer med psykiske problemer ind på arbejdsmarkedet.

I 1998 fik Frederiksborg Amt og de otte vestlige kommuner i amtet bevilget penge fra Socialministeriet til at ansætte en ‘psykiatrisk jobkonsulent’. Jobkonsulenten skulle dels få flere personer i arbejde efter endt psykiatrisk/psykologisk behandling, dels hjælpe sagsbehandlere og arbejdsgivere i sager, hvor det er svært at integrere eller fastholde en person på arbejdsmarkedet på grund af psykiske problemer.

I 2003 udarbejdede koordinationsudvalget i de seks kommuner en rapport om arbejdet. Rapporten indeholder en optælling af, hvor mange der er kommet i arbejdet, samt en beskrivelse af, hvad borgere, sagsbehandlere og arbejdsgivere mener er virkningsfuldt, når det handler om at få flere psykisk syge i arbejde. Her følger i hovedtræk de temaer, som rapporten indeholder.

Om valg af job
Alene i kommunerne Frederikssund, Slangerup, Ølstykke, Stenløse, Jægerspris og Skibby er der på en enkelt dag 84 personer, der er sygemeldt ud over otte uger på grund af psykiske sygdomme, personlige kriser eller psykiske reaktioner på baggrund af langvarig stress.

I vores iver for at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert for personer med psykiske sygdomme, er det vigtigt til en start at slå fast, at personer, der har eller har haft psykiske problemer, er lige så forskellige som raske personer. Det samme gælder, når man taler om psykisk syge eller sårbare mennesker og job. Reglen er, at man skal søge job ud fra lyst, muligheder, uddannelse og erfaring, og generelt er det umuligt at dele jobtyper op i kategorierne ‘stressende’ og ‘ikke stressende’. Arbejdsfunktioner er forskellige og kræver forskellige ressourcer.

Fx må mange pædagoger, der har eller har haft psykiske problemer, forlade deres job, fordi de en stor del af arbejdstiden skal forholde sig fagligt og personligt til mange mennesker og holdninger. Det kan virke stressende. Omvendt har vi også oplevet, at en mandlig revisor måtte erkende, at det ensformige og krævende revisionsarbejde gjorde ham mere angst og indadvendt, end han var i forvejen. Han er nu i gang med en uddannelse til pædagog.

I valg af job skal der altså fokuseres på den enkeltes erfaringer, ressourcer og ønsker. Samtidig må man ikke glemme, at den psykiske sygdom har betydning for og indflydelse på, hvordan den enkeltes arbejdsliv skal tilrettelægges. Der kan trækkes paralleller til en person med dårlig ryg. Vedkommende skal vide noget om rigtige arbejdsstillinger, træning af ryggen, samt hvad han gør, når ryggen begynder at gøre ondt igen.

Den jobsøgende
Mange af de psykisk syge eller sårbare mennesker, der er kommet tilbage på arbejdsmarkedet, har flere ting til fælles. De har været i stand til at bruge deres erfaringer fra tidligere job eller uddannelsesforløb. De har oparbejdet en viden om, hvilke situationer de har klaret godt. Og samtidig har de lært, hvordan de skal tage vare på deres sårbarhed. Et ordsprog siger "Af skade bliver man klog, men sjældent rig". Denne klogskab gælder dog kun for dem, der er i stand til at lære, hvordan de kan takle problemerne bedre næste gang, de dukker op.

En kvinde på 35 år fortæller, at hun, lige siden hun startede sin kontoruddannelse, har drømt om at videreuddanne sig til revisor. Kvinden, som er fagligt meget dygtig og pligtopfyldende, har igennem de sidste syv år udviklet depressioner i forbindelse med perioder med stort arbejdspres. Hun har nu via ambulante samtaler på en psykiatrisk afdeling erkendt, at hendes liv – på arbejdet og som mor til to – hænger bedre sammen i dag, hvor hun har et fleksjob som regnskabsfører i et mindre firma. Hun overvejer fortsat at læse videre, men er nu indstillet på, at dette først bliver om nogle år, når hun er helt parat.

Motivation er et plus
Mange arbejdsgivere tilbyder gerne praktikpladser og arbejde til personer med psykiske sygdomme og problemer. Omkring fire ud af ti arbejdsgivere fortæller ved vores første samtale, at de ikke er fremmede over for problematikken, da de kender psykiske problemer fra en eller flere i familien eller blandt kollegerne.

Der er i dag brug for arbejdskraft på mange arbejdspladser, og arbejdsgiveren ansætter selvfølgelig primært medarbejderne på de faglige kvalifikationer, fx uddannelse og erhvervserfaring, og personlige ressourcer, fx om man er servicemindet og omhyggelig. Ud over faglige og personlige kvalifikationer er det vigtigste for mange arbejdsgivere, at en potentiel medarbejder er motiveret for arbejdet. Mange arbejdspladser ser positivt på en oplæringsperiode, og der findes i dag mange muligheder for opkvalificering i form af praktikforløb, uddannelse, virksomhedsrevalidering og mentorordninger.

Når en arbejdsgiver overvejer at ansætte en psykisk syg eller sårbar medarbejder, vil han eller hun typisk vide, hvad de psykiske problemer betyder for samarbejdet og arbejdsevnen.

Arbejdsgiver og kolleger stiller ofte spørgsmålene:

• Betyder den psykiske sårbarhed meget sygefravær?
• Hvordan finder vi ud af balancen mellem for få og for mange arbejdsopgaver?
• Hvor meget skal kollegerne vide om den psykisk sårbare medarbejder?
• Hvad gør vi, hvis der opstår problemer?
• Hvem kan vi kontakte, hvis vi har spørgsmål?

Den psykisk sårbare jobsøger skal forberede sig på, at disse spørgsmål kan komme. Han eller hun skal ikke krænge personlige problemer ud, men forsøge at afmystificere de psykiske problemer samt få drøftet og defineret gensidige forventninger. Har man fx tidligere erfaret, at man er sårbar over for et stort arbejdspres, er det vigtigt at få talt med en potentiel arbejdsgiver om, hvordan man har tænkt sig at tage højde for sårbarheden. Det er ikke hensigtsmæssigt, at arbejdsgiver fejlagtigt får et indtryk af, at man kan det hele på den halve tid. Modsat skal man heller ikke skjule eller underspille sine evner.

Sagsbehandleren og behandlersystemet
Samarbejde mellem behandlingssystemet og kommunen er vigtigt, når psykisk syge eller sårbare mennesker skal i arbejde. Samarbejdet kan fx etableres med en såkaldt rundbordssamtale, hvor relevante personer omkring den psykisk sårbare mødes og lægger en plan for, hvad der fx skal ske efter en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Initiativet til en rundbordssamtale kan komme fra sagsbehandler, arbejdsgiver, egen læge eller personen selv. Ofte er det sagsbehandler eller sygehuset, der indkalder til mødet.

Hvis der er tale om en situation, hvor medarbejderen vender tilbage til arbejdspladsen efter en sygdomsperiode, er det ofte hensigtsmæssigt, at arbejdsgiver eller en arbejdskollega bliver inviteret med til mødet. Fordelen ved rundbordssamtalen er, at alle hører, hvad der bliver sagt, og at der til selve mødet kan udarbejdes en plan, som alle er indforstået med.

Mange personer med psykiske problemer, der har været med til en rundbordssamtale, fortæller, at de var rystende nervøse inden mødet, men at de forlod mødet med en klarhed over, hvad der efterfølgende skulle ske. Der var fx kommet en afklaring på, hvornår den sygemeldte var forventet tilbage på arbejde, om der var tale om en opstart på arbejde med reduceret timeantal, eller om der skulle være ambulant behandling samtidig med opstarten på arbejdet.

Supervision
For sagsbehandlere og jobkonsulenter er det afgørende, at de kan trække på erfaring fra mennesker med viden om psykiske problemer. Spørgsmål om, hvordan man bedst støtter psykisk sårbare mennesker og deres arbejdskolleger på selve arbejdspladsen, melder sig ofte. Det bør derfor være en selvfølge, at sagsbehandlere og jobkonsulenter kan få supervision og mulighed for konsulentbistand i enkeltsager.

Det er fortsat et problem, at mange sagsbehandlere og jobkonsulenter har så travlt, at der ikke er mulighed for en ordentlig opfølgning på de job, der er etableret til psykisk syge eller sårbare medarbejdere. Det sker, at arbejdsgivere og psykisk sårbare medarbejdere har følt sig overladt til sig selv, hvis der er opstået problemer, når jobbet først er etableret. Resultatet er, at arbejdsgiverne bliver forsigtige med at ansætte andre psykisk sårbare medarbejdere, hvis de først en gang har oplevet, at der ikke er relevant og hurtig støtte fra kommune og behandlingssystemet.

Til det indledende spørgsmål om, hvorvidt der findes arbejdspladser, der er åbne for psykisk sårbare medarbejdere, er svaret et klart ja. Der er i dag mange personer med psykiske problemer, der er glade for og har stor gavn af deres job og samværet med kollegaer. På mange arbejdspladser er det ikke længere tabu at snakke om depression, angst og symptomer på stress. Målet er ikke at gøre særlige arbejdspladser til ‘pædagogiske fripladser’. Målet er rummelige arbejdspladser, hvor der er fokus på, hvad den enkelte er god til, samtidig med at der skal være forståelse for, at sårbarheden er forskellig fra person til person.