Af redaktør, cand.mag. Marie Ejlersen, PsykiatriFonden

Respekt for mennesket bag sygdommen er det allervigtigste. Sådan beskriver tekstilkunstner Lesia M. Zuk, hvad det har lært hende at vokse op med en maniodepressiv far. For at hædre sin far og gøre andre pårørende opmærksomme på de positive elementer i livet med et psykisk sygt familiemedlem har Lesia M. Zuk foræret PsykiatriFonden 10 af sine prægtige værker. Værkerne udstilles hos Danske Kunsthåndværkere fra den 4. til den 26. november 2006, og indtægterne fra salget går ubeskåret til PsykiatriFondens arbejde.

Det var Lesias mor, der lærte hende og hendes to brødre, at deres fars værdier skulle respekteres – også selv om værdierne var påvirket af hans sygdom.

“Jeg har lært den sande betydning af nogle vigtige ord: respekt og medfølelse, og hvad humør og frygt betyder i ens liv. Men også betydningen af at være ærlig om nogle ting. Det største ord er respekt, for når man har et familiemedlem med en psykisk sygdom, kan man nemt miste mennesket og fokusere mest på sygdommen.”

Faren fik først stillet diagnosen maniodepressiv, da Lesia var 20 år, men allerede tidligt vidste hun, at han var psykisk syg.

“Min far har altid været et nervøst menneske, han var alkoholiker, og han var indlagt flere gange. Jeg tror, det er en styrke, at jeg altid har forbundet sygdommen med ham. På den måde har det altid været hans sygdom og altså hverken min eller mine søskendes. Det betyder, at jeg ikke har noget med den at gøre. Jeg er vokset op uden skyldfølelse. Det er en god og sund måde at betragte sygdommen på.”

Trods den positive indstilling, er Lesia fuldt ud bevidst om de mange kasketter, man har på som pårørende.

“Vi sørgede for medicinen. Vi var observatører, der holdt øje med, hvordan fars humør var, hvordan han sov og spiste. Den syge har jo ofte én opfattelse af sig selv og de pårørende en anden. Når min far trak sig væk fra familien, var det os, der trak ham ind igen. Vi var der for at hjælpe ham. Jeg plejer at sige, at som pårørende skal man have mange talenter, og man skal have sans for at holde øje.”

Fik du en rolle – et ansvar – som du ikke burde have haft som barn?
“Ja, helt givet, men rollerne får man ubevidst. Børn accepterer jo bare deres forældre, som de er, og børn tilgiver deres forældre. Det er først som voksen, man helt forstår deres opførsel. Så falder ord og handlinger på plads. Men som barn accepterer man den situation, man er i.”

Lesia beundrer den måde, hendes mor tacklede farens sygdom på.

“Jeg havde en mor, der guidede os igennem det hele, så vi ikke selv skulle prøve os for meget frem. Min mor skabte orden i kaos. Hun var god til at bruge sin fornemmelse, og hun overvejede altid, om vi kunne klare situationen, om vi kunne klare at få den eller den besked. Men hun holdt ikke noget tilbage, hun kunne forklare os tingene på en måde, så vi forstod hans situation. Min mor havde ikke en langsigtet plan, hun tog en dag ad gangen. Vi kunne jo ikke styre sygdommen, så vi måtte lære at leve med den.”

Men at det ofte var svært, og at hendes mor trods sin rationelle tilgang indimellem må have tvivlet, er Lesia ikke i tvivl om. Det blev et livsvilkår aldrig at vide, hvordan sygdommen ville udvikle sig.

“Det er jo sådan med en psykisk sygdom, at det tager tid at få det bedre. Det tager tid, før medicinen virker, og så må man bare vente. Og jeg havde da altid sommerfugle i maven, når vi skulle besøge far, når han var indlagt. Jeg tænkte på, hvordan det ville blive, når vi kom igennem den dør. Det var ikke, fordi jeg havde styr på det, men jeg havde nogle redskaber og sætninger i hovedet, som min mor havde sagt, og så kunne jeg tage skridtet ind i rummet.”

Lesias mor besøgte sin mand hver eneste dag, når han var indlagt. I perioder var han indlagt i op til et halvt år, og det pågældende hospital lå mere end en times bustransport fra hjemmet.

“I de perioder tog min mor af sted til hospitalet kl. 9 om morgenen, kom hjem kl. 3 og gik på arbejde kl. 4. Så kom ikke og sig, at den kvinde ikke er stærk. Det kalder jeg respekt … og kærlighed. Det var respekt for det menneske, min far var, men det var også min mors måde at vise, at man skal behandle andre, som man gerne vil behandles selv.”

For Lesia har accept af farens sygdom været altafgørende. Via accepten har hun forsøgt at vende sygdommen til noget positivt.

“Man bliver nød til at indrømme, at der er en sygdom. Derefter må man finde ud af, hvilken sygdom det er, og så må man acceptere, at det er noget, man skal lære at leve med. Accepten har været nøglen i vores familie. Desværre var der ikke noget, der hed PsykiatriFonden der, hvor jeg voksede op, og der var heller ikke noget, der hed internet, så information kunne man kun få i psykiaterens konsultation, hvor man måtte udnytte hvert sekund.”

En positiv og konstruktiv tilgang til livet fik Lesia tidligt via sine forældre.

“Min far sagde aldrig ‘Det kan du ikke’. Han sagde altid ‘Ja, prøv det’ eller ‘Hvordan vil du gribe det an?’. Der var en meget proaktiv tilgang til enhver idé. Som 23-årig kom jeg til mine forældre og sagde, at nu ville jeg gifte mig med denne her dansker, som de havde mødt to gange. Og de sagde, at hvis jeg troede, at han var den rigtige for mig, og at vi kunne blive lykkelige sammen, så var det det, jeg skulle. De sagde: ‘Hvad er det værste, der kan ske? Du kan altid komme hjem igen’. Hvis du hele tiden møder den positive holdning, så har du også den tilgang til en alvorlig ting som den maniodepressive sygdom.”

Paradoksalt nok mente Lesias far selv, at hans liv havde været spildt. En selvopfattelse, det kan være svært for andre at rykke ved.

“Måske var hans liv spildt, men jeg ville have ønsket, at han havde sagt det direkte til mig, for så ville jeg virkelig have taget en dialog med ham. Han var så stolt af os alle sammen. Far og mor kom til Canada som emigranter med 13 dollars på lommen, og alligevel opdrog de os tre børn og fik os sendt på universitetet. Vi havde et godt hjem, og mine forældre lykkedes på så mange måder, så hvordan kan det være et spildt liv?”

Forklaringen findes måske i, at faren var meget ambitiøs, og Lesia er overbevist om, at han havde projekter og drømme, som han aldrig fik udført og udlevet.

“Jeg tror, han ærgrede sig over at have lavet nogle store fejl. Der var ting, han ville have gjort anderledes, fx at holde op med at drikke. Det er klart, at han må have fortrudt nogle ting. Men forhåbentlig huskede han også, at han var syg, og at det påvirkede, hvad han kunne præstere. Jeg tror, vi alle sammen går og spilder lidt tid i vores liv, men der er ikke hele liv, der er spildt.”

Har din fars liv gjort dig opmærksom på ikke at spilde et minut af din tid?
“Som voksen er jeg blevet mere bevidst om, hvad jeg vil bruge min tid på. Det skyldes både min alder og opvækst. Jeg er god til at sortere og bruge min energi på det, jeg rigtig gerne vil. Jeg tror, der er en mening med tingene, og at man instinktivt ved, hvad vej man skal gå i livet. Man ved i maven, hvad der er det rigtige.”

Barndomsoplevelserne og voksenlivets erfaringer har også gjort, at Lesia giver en idé, en udfordring eller en situation tid.

“Jeg har lært, at hvis jeg ikke kan træffe en beslutning nu og her, så må jeg vente. Jeg vil ikke forcere et svar. Og nogle gange kommer svaret eller løsningen af sig selv, hvis man giver det tid. Sådan er det også med mine værker, nogle gange virker det ikke, og så må man bare vente til næste dag. Jeg er meget bevidst om at se det positivt. Det tager mere tid at sidde og ærgre sig.”

Lesia er ikke bange for at afslutte ting i sit liv. Livet består af store og små cirkler, og mange ting starter og slutter i livet. Nogle cirkler tager 30 år andre 30 minutter.

“Vi fødes, og vi dør. Vi indleder forhold og afslutter dem igen. Men der er også mange ting, vi ikke afslutter, og som derfor æder en masse tid og giver dårlig samvittighed. Det frigiver energi, når vi afslutter cirkler, og afsluttede cirkler bringer os videre til nye cirkler. Min fars liv var en cirkel, der blev afsluttet. Og fra hans cirkel kom mine værker og samarbejdet med PsykiatriFonden.”

Bevidstheden om, at ethvert valg også er et fravalg, er også til stede. Det gjaldt også, da Lesia valgte kunsten for ca. fire år siden.

“Jeg havde et godt job i den danske modebranche, men jeg var for stresset og havde ikke tid til min familie. Jeg var bare ikke lykkelig. Så før jeg endte som en af dem i stress-statistikken, sagde jeg op.”

At sige op gav afklaring, og forkærligheden for stof og farver plus ønsket om at arbejde med mennesker affødte firmaet Brandpassion, en konsulentvirksomhed, der rådgiver designteam i at skabe et bedre og mindre stressbetonet arbejdsmiljø. Men Lesia havde også en anden drøm, der skulle forfølges. Det var arbejdet med tekstilkunst. På et indfarvningskursus i Frankrig åbnede sig en helt ny verden.

“Jeg havde nogle stofprøver og farver med på kurset. Vi prøvede at ramme farverne, og da det lykkedes, var jeg helt høj. Jeg kunne næsten ikke sove om natten. Jeg kom tilbage til Danmark med 25 forskellige farver, og så lavede jeg mit første tæppe. Da det var færdigt, var jeg simpelthen så tilfreds. Det gav mig en følelse af at være virkelig god til noget. Jeg var dybt tilfredsstillet. Jeg behøvede ikke, at nogen fortalte mig, at det var flot.”

Arbejdet med tæppe nr. to tog en uventet drejning, da Lesias far pludselig døde af lungebetændelse.

“Jeg var ikke til stede, da han døde, og derfor fik jeg ikke sagt farvel. Da jeg kom tilbage til Danmark efter begravelsen og skulle fortsætte arbejdet med tæppet, var situationen pludselig sat på spidsen. Jeg begyndte at overveje, hvorfor jeg lavede tæpperne. Hvad kunne jeg bruge dem til? Hvordan kunne jeg give al den energi videre?”

Svaret var psykiatrien. Tankerne kredsede om farens engagerede psykiater og om den betydning, som morens åbenhed om sygdommen havde haft. Så rullede det.

“Jeg søgte på nettet for at se, hvilke tiltag man havde i Danmark, og da jeg fandt PsykiatriFonden, tabu.dk og en bus, der kører rundt og oplyser, tænkte jeg ‘bingo’.”

Lesia besluttede at forære sine værker til PsykiatriFonden. Men ønsket om at indgå et samarbejde med fonden bragte nye overvejelser med sig.

“Jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne skabe det antal værker, det krævede. Nu havde jeg farverne og teknikken, og så blev jeg bange for, at jeg ikke kunne lave værkerne godt nok. Ja, i det hele taget om de næste ville blive lige så gode som det første, om jeg ville få den samme følelse som første gang. Jeg var ligeglad, hvad andre ville sige, tvivlen lå hos mig selv.”

Trods tvivlen har arbejdet med stof og farver affødt 11 værker, der hver især vidner om Lesias store kærlighed til materialet.

“Stoffet er som en person. Nogle gange bliver det skævt, når jeg syr det, og på en fugtig dag er stoffet lidt tungere end ellers. Materialet er organisk, og du kan presse og gøre ved, og det er stadig uforudsigeligt. Når tæpperne hænger, påvirker tyngdekraften dem, i lyset ændrer farverne sig, og med alderen falmer de … det er ligesom med livet. Jeg kan prøve at styre processen, men jeg kan ikke bestemme over den. På den måde er der lidt frygt i arbejdet, men jeg må se problemerne i øjnene og løse dem. Jeg har haft tæpper, hvor det ikke virkede, selv om jeg havde arbejdet med farverne i dagevis. Jeg har lært, at man bare skal skrotte arbejdet og starte forfra. Man skal ikke kæmpe med et værk, hvis det fra starten er galt, så hellere lave noget nyt. Det er en tilgang, jeg også har til andre ting i livet. Arbejdet tillader heller ikke, at man hænger sig i planlægningen. Værket har sit eget liv. Det udvikler sig hele tiden, så man må arbejde i nuet. Sådan er det også i livet.”

Farverne og linjen er Lesias markante virkemiddel og kendetegn. Og det er især i sammensætningen af farver, at der ‘sker noget’.

“Vi bliver bombarderet med farvekombinationer i hverdagen og især af farver, der ser ‘pæne’ ud sammen. Men når man sætter farver sammen på en uventet måde, sker der noget. Det gælder fx karamelbrun, akvamarine og turkis, der er en usædvanlig kombination. Folk drages af det, der er anderledes, og når jeg præsenterer mine værker for andre, håber jeg, at de siger ‘Gud, de to farver ville jeg aldrig have troet var så flotte sammen’. Jeg kan godt lide, at der er en genkendelig streg, og det er spændende at lege med den tykke og tynde streg i forhold til farverne. Linjen er min base, som jeg har udviklet helt fra det første tæppe. Og jeg tør meget mere nu.”

Hvordan ser fremtiden ud?
“Farver. Jeg vil være dygtigere med farver. Jeg er meget betaget af de japanske farver, som indfarves organisk. I Japan er farverne meget harmoniske og smagfulde ... man kan altid kende en japansk farvesammensætning. De farver vil jeg bruge på en skandinavisk måde. Danskerne bruger mange glade og stærke farver, positive, men også intense farver. Hvis jeg kan tage fra begge kulturer, vil jeg lave det til mit eget udtryk. Efter de 11 værker pakkede jeg min symaskine væk, nu glæder jeg mig til at tage den frem igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal i gang med, det vil tiden vise ...”.