Af overlæge Anne-Rose Wang, Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, Bispebjerg Hospital

Man møder nogle gange den opfattelse, at unge, der indlægges på en ungdomspsykiatrisk afdeling, har pubertetsvanskeligheder, der bare er lidt ud over det sædvanlige. Det er ikke tilfældet. De unge, der indlægges, er svært psykisk syge eller udviklingsforstyrrede. Alligevel afslører et kig ind på en ungdomspsykiatrisk afdeling en på mange måder ganske almindelig hverdag.

Stines sortlakerede negle kradser frem og tilbage over undersiden af håndleddet. Huden er rød og irriteret og bløder lidt. De hvide ar og de tørre sårskorper minder om, at Stine flere gange har skåret sig med en kniv for at lindre den smerte, hun ofte føler. Stine er 16 år og indlagt på Børne-og ungdomspsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Hun holder frikvarter i formiddagssolen på terrassen og drikker te med Eske og tre andre unge.

Da frikvarteret er forbi, forlader Stine og de andre terrassen, går forbi bordtennisbordet i fællesrummet og ind gennem de dobbelte døre til afdelingens skole, hvor et gammelt verdenskort og lugten af bøger byder velkommen. Her undervises Stine og de andre af lærere, som er fast tilknyttet afdelingen.

Hver dag har sin rytme, det samme har ugen. Efter morgenmaden og morgenmødet i fællesrummet, er der skolegang. Til frokost spiser alle de unge sammen med et par sygeplejersker eller pædagoger. Om eftermiddagen fortsætter undervisningen, efterfulgt af værkstedsaktiviteter, ture ud af huset, løbegruppe eller anden træning, indkøb, fællesmøde og madlavning.

Om aftenen er der fx besøg af familie og venner, eller de unge samles om en videofilm. Alle går i seng senest kl. 23. En del af de unge er hjemme i weekenden. I løbet af dagen er der desuden individuelle samtaler, forældre- eller familiesamtaler samt forskellige former for undersøgelser.

Stine blev indlagt, fordi hun var for dårlig til at klare sig med et ambulant tilbud. Stine og hendes mor mødte en aften op i den voksenpsykiatriske skadestue. Stine var da desperat, hun havde ikke lyst til at leve og kunne fortælle, hvordan hun tidligere havde skåret sig og havde taget smertestillende piller for at tage livet af sig. Den tilkaldte børne-og ungdomspsykiater vurderede, at Stine var akut selvmordstruet. Hun blev indlagt på det lukkede ungdomspsykiatriske afsnit. Knap to uger senere blev hun flyttet til det åbne afsnit.

Stine er en velbegavet pige, der tidligere klarede sig godt i skolen. Det sidste år har hun ikke passet sin skole og har eksperimenteret med at ryge hash. Moren fortæller i forbindelse med de første samtaler, at Stine har fået en hård facade. Bag facaden er hun imidlertid stadig en usikker pige med lavt selvværd. Hun sover dårligt om natten, kan ikke koncentrere sig om sine lektier, er selvbebrejdende og kredser om temaet død og selvmord. Stine har været på afdelingen i otte uger. Tiden er brugt til at beskytte Stine, stille en diagnose og få kendskab til Stines stærke og svage sider. Stine har en alvorlig depression. Hun er startet i behandling med medicin og har efter nogle uger fået det bedre. Afdelingens personale støtter Stine i at komme i gang med de aktiviteter, der hører hverdagen til, så hun hurtigst muligt igen kan klare sig uden for afdelingen. Når Stine udskrives, vil hun blive fulgt ambulant på afdelingen.

Eske, 17 år
Ved bordet i solen snakker de unge om Kashmir. Eske siger ingenting. Han ser forbi de andre og bevæger indimellem læberne lydløst. Eske er en tynd, bleg dreng på 17 år. Han er lige stået op og ser søvnig og uvasket ud. Han magtede ikke at komme til skolens første time og fik lov til at blive i sin seng. Eske er svær at komme ind på livet af. Nogle gange rejser han sig pludselig og går. Nogle gange råber han højt inde på sit værelse. Eske, der har været på afdelingen i to uger, er psykotisk og måske ved at udvikle skizofreni.

Uden for afdelingen er Eske gymnasieelev, men han har ikke været i skole i månedsvis. I stedet har han lukket sig inde på sit værelse, hvor forældrene har hørt ham ligge i sin seng og mumle. For ca. en måned siden blev han bange for at spise og tabte sig hurtigt.

Da Eske blev indlagt, var han forpint og skræmt. Eske hører stemmer og har en fornemmelse af at være udvalgt til en særlig mission til gavn for verden. Nu er han faldet lidt til ro, men er stadig mest optaget af sin indre verden. Medicin har god effekt på Eske. Endnu er det for tidligt at sige, om han skal være indlagt i nogle uger eller flere måneder. Det er også for tidligt at sige, om Eske kan fortsætte på gymnasiet, eller om det bliver for krævende for ham de kommende år.

Amalie, 15 år
Fra terrassen kan man se over græsplænen til afsnittet for spiseforstyrrede patienter. Her ligger 15-årige Amalie på sengen i sit værelse. Hun har anoreksi og blev indlagt for en uge siden, fordi hun var blevet så tynd, at hun en dag besvimede i skolen. Amalie er 167 cm høj og vejer 33 kg. Hun synes selv, at hun er fed og ulækker. I virkeligheden er Amalie uhyggelig tynd. Huden sidder stramt over kraniet, hendes arme og ben er tynde som tændstikker, og fingrene er blålige af kulde. For et halvt år siden var hun en buttet usikker pige, der var utilfreds med sit udseende og følte sig udenfor.

En dag gik Amalie på slankekur og begyndte at motionere voldsomt. Det gav hende en dejlig fornemmelse af at have magt over tingene. Hun tabte sig, blev mere tilfreds med sit udseende og begyndte at foragte andre, der ikke på samme måde kunne sætte sig et mål og nå det. Amalie fortsatte ufortrødent sin kur. Forældrene begyndte at bekymre sig, men Amalie bedyrede, at der ikke var noget i vejen. Først sent blev forældrene klar over Amalies alvorlige tilstand. Ved indlæggelsen var hun livstruet.

Amalie følger en diæt og skal holde sig i ro for at spare på sine kræfter og dermed sin forbrænding. Den faste vagt snakker med Amalie og følger med hende overalt. Det er planen, at Amalies vægt skal stige 1/2-1 kg om ugen. Amalie er fuldt optaget af, hvordan hun kan snyde vagten og forhindre den planlagte vægtstigning. Endnu kan hun slet ikke overskue sin situation. Hun får at vide, at det er livsfarligt at være så tynd – der er risiko for, at blodtrykket bliver så lavt og hjerterytmen så langsom, at hun kollapser – men oplysningerne siger ikke Amalie noget. Hun er kun optaget af vægt, kalorier og motion.

Når hun stiger i vægt, kan hun i første omgang bedre forstå, hvad hun får at vide. Senere bliver hun også i stand til at arbejde med sine følelser og tanker – og sammen med sin terapeut finde baggrunden for anoreksien og en måde at tackle tilværelsen på, så hun kan trives uden tilbagefald. Amalie skal nok regne med at være indlagt i mindst et halvt år. Så snart hun kan klare sig med ambulant støtte, bliver hun udskrevet.

Dagligdagen på den ungdomspsykiatriske afdeling efterligner dagligdagen udenfor – men er på samme tid fuldstændig anderledes. På afdelingen er der plads til unge, der på grund af psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse i en periode af deres liv har brug for noget helt særligt. I starten nyder de unge ofte en høj grad af omsorg. Senere udfordres de mere, så de bliver klar til at vende tilbage til hverdagen udenfor – den verden, der er indrettet på normaltfungerende unge og har svært ved at rumme dem, der er anderledes.