Af psykolog og konsulent på gymnasieområdet Lisbeth Bendtsen, Viborg Amt

Mange mennesker har svært ved at forstå, hvorfor det er nødvendigt med en psyko-logisk rådgivning på de danske gymnasier og hf. De unge har aldrig været mere selvstændige og kompetente. De rejser ud i verden og surfer på internettet. Tilsyneladende kan de klare sig selv, de ser ud til at have kontrol over deres liv, og de virker glade og tilfredse. Imidlertid kan det være vanskeligt at se, hvordan de egentlig har det bag den selvsikre facade.

De fleste unge har indimellem mindre problemer eller en ‘off-dag’, men er antallet af ‘dårlige dage’ mange, kan man let blive betragtet som ‘et tilfælde’ eller en ‘taber’. “Tabere er der ingen, der vil have noget med at gøre”, siger mange unge. “Så mister man jo status”, siger andre. Forhåbentlig er det ikke helt sandt, men mange unge opfatter det sådan. De er i hvert tilfælde meget bange for at tiltrække sig for meget eller forkert opmærksomhed. Derfor er det vigtigt at have kontrol over sig selv og sit liv og at se ud, som om man er ‘overskudsmenneske’, altså en person, der hviler i sig selv og har energi og overskud til at tage sig af andre, forstå andre eller udrette noget særligt.

I forsøget på at være et ‘overskudsmenneske’ presser mange unge sig selv ud over alle grænser – eller giver op, fordi de ikke synes, de slår til, men er helt håbløse i forhold til de høje krav. “Jeg er en fejltagelse” eller “Jeg er et syvtal”, siger de, idet mange fejlagtigt tror, at de er, hvad de præsterer, eller som de ser ud.

Mange unge kommer til at se på sig selv, som om de var med i en film. Er jeg nu fin og spændende nok. Ser jeg nu rigtig ud, eller er jeg klam og ulækker? Fortjener jeg overhovedet at være med? Når de ser sig i spejlet eller sammenligner sig med de smukkeste, de dygtigste, de sjoveste og de mest overskudsagtige, ser det ud, som om de slet ikke selv slår til. Heller ikke selv om de gør deres bedste. “Jeg gør mit bedste, men det er ikke godt nok”, som et ungt menneske siger. Man kan blive helt ude af sig selv i bestræbelserne på at blive optimal.

En evig stræben efter succes
Ved hele tiden at sammenligne sig selv med alle de bedste i skolen, i sporten, i medierne kan man næsten ikke undgå at blive utilfreds med sig selv, og livet bliver en evig stræben efter at blive den succes, man så gerne vil være. “Jeg kan ikke leve op til mig selv”, siger en ung pige. Men hvad vil det sige at ‘leve op til sig selv’? Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at de unge forsøger at være det ydre kulturelle idealbillede, altså overskudsmennesket, ja, nærmest en engel. En, der ikke begår fejl og som bare er ‘rigtig’ og ‘optimal’. Da dette er en umulig opgave for almindelige dødelige, skammer mange unge sig over sig selv. De lykkes ikke i livet, når livet ikke er optimalt.

Dette fører til, at meget skjules bag facaden. Mange unge ‘spiller sig selv’ og bliver udmattede og ensomme af at lade, som om de er glade og har et godt liv. De kan ofte være følelsesmæssigt ensomme, selv om de har mange venner og en støttende familie, idet de holder deres følelser og problemer for sig selv. Mange vil ikke ‘belaste’ andre, særligt ikke forældrene, der selv har problemer. Forældrene kan have vanskeligt ved at tale sammen, have misbrugsproblemer, være deprimerede eller have meget travlt. De unge vil gerne klare sig selv, men omstændighederne fører ofte til, at de i bogstavelig forstand er overladt til at klare sig – selv. På denne måde kan livet og dets udfordringer føles overvældende. Til tider har de unge endvidere travlt med at tage ansvaret for deres forældre og at forsøge at støtte dem til at komme igennem deres problemer.

De unge er tvunget til at være stærke
De unge er således meget stærke, men også tvunget til hele tiden at være stærke og træffe valg. Det betyder, at de bliver meget ensomme i deres valg og ensomme med de eksistentielle problemer, der ligger til grund for at kunne foretage valg.

Faktisk synes mange unge, de skal være så stærke, at de nærmest fortrænger de svage og ‘uduelige’ sider. “Jeg har lært mig selv ikke at være ked af det, så jeg har det meget godt,” siger en ung pige. En anden pige ønsker brændende at kaste sig ud foran en bil. Hvis hun nu ikke blev for meget skadet, så ville hun komme på sygehuset, og så ville hun “have lov til at være ked af det”. Samme pige mener også, det ville være godt, hvis hendes mormor døde, for så kunne hun ligeledes “få lov til at være ked af det.” Hvis hun var ked af det ‘uden grund’, ville hun blive en belastning. Hun har fået den opfattelse, at hun skal gøre andre glade, og at hun vil blive forladt, hvis hun er en ‘belastning’. Som mange andre unge har hun vanskeligt ved at være alene og med at acceptere og rumme egne følelser.

Jeg hører oftere og oftere udtalelser, som tyder på, at unge presser sig selv for meget, og at almindelige følelser holdes nede eller undertrykkes helt. Mange unge, der gerne vil være stærke og klare sig godt, kan på denne måde miste kontakten med egne følelser og behov. Risikoen for, at de bryder sammen efter et stykke tid med tilsyneladende uforklarlig angst eller depression, er stor. I det ydre har de styr på sig selv, men indvendigt kan der være et følelsesmæssigt tomrum eller kaos.

Der synes at være en meget stor angst eller utryghed hos mange unge. Spørgsmål som “Kan jeg nu klare mig i livet?”, “Er jeg god nok?” og “Vil andre kunne lide mig?” går igen. Ofte har de unge haft traumatiske oplevelser, hvor de har været udsat for mobning i skolen, eller hvor de i familien har haft mange problemer og ikke har fået den omsorg og tryghed, de har behov for.

Disse oplevelser har sat sig som en følelse af skam eller som ideen om, at “det er min egen skyld”. “Det må jo være mig, der er noget i vejen med,” siger de ofte. De unge har taget mobningen personligt eller har fået den opfattelse, at det er deres skyld, hvis de fx har en far eller mor, der drikker eller er psykisk syg. Dette er naturligvis ikke rigtigt, men mennesker tillægger sig ofte selv skylden for, at ubærlige ting er sket. På denne måde kan de skabe en mening og kontrollere angsten for, at det kan ske igen.

Det er klart, at ikke alle unge har været udsat for mobning, seksuelle overgreb eller lignende, men alle unge har set og hørt, hvordan kammerater er blevet holdt udenfor eller er blevet mobbet. De ved udmærket godt, at det lige så godt kunne være dem selv, det gik ud over. Derfor er det vigtigt at holde facaden og at pejle sig ind på, hvad der er in, og hvordan man skal være for at blive accepteret i fællesskabet.

Angsten synes at være en eksistentiel angst og usikkerhed over ikke at kunne klare sig i en omskiftelig, individualiseret kultur, hvor enhver tilsyneladende selv er ansvarlig for sin succes eller fiasko. Angsten forstærkes imidlertid af, at mange unge står meget alene og ofte skal klare sig selv. På den måde kan negative tanker og følelser blive selvforstærkende og (selv)destruktive.

Hvornår er man ‘god’ nok?
Idealet for mange unge er at få et ‘optimalt liv’, dvs. et liv, hvor man måske ikke er perfekt, men hvor man bruger, hvad man har og kan på en sådan måde, at man er ‘autentisk’, altså sig selv på en egen særlig og speciel måde. Således kan man hele tiden stræbe efter at blive bedre, og det er vanskeligt at se, hvornår det er godt nok. Det er en evig kamp for at realisere sig selv, og man har ansvar for egen læring hele livet. Kravene er grænseløse, og man vil derfor aldrig vide, hvornår man har gjort nok, og hvornår man er tilstrækkelig.

Mange unge ønsker af et godt hjerte at udrette noget og skabe en bedre verden for sig selv og andre. Hvis man er i tvivl om, hvilken vej man skal gå, kan man komme til at fokusere på i det mindste at gøre noget ved sine fejl og mangler. Det kan føre til, at man kommer til at fokusere på alle ‘fejlene’ og dermed får et fordrejet billede af sig selv og virkeligheden. Dette forstærkes af de mange sammenligninger med de bedste og med kulturens billeder af det ideelle menneske og det optimale liv.

At arbejde med unge er meget livsbekræftende, men de unges negativitet og selvhad gør det tydeligt, at samfundet har et problem. Den negative, selvdestruktive tænkning og ‘selv-management’, hvor man hele tiden skal presse sig selv og præstere – eller dømme sig selv som en fiasko – er vidt udbredt. De unge har brug for at have håb og tro på, at livet er værd at leve, og at de er gode nok til at leve i det, præcis som de er. Det er de voksnes opgave at vise dem det gennem selv at påtage sig et ansvar og formidle de værdier, vi lægger til grund for vores egne liv og beslutninger.

Forældre, lærere og andre voksne spiller en afgørende rolle, idet vi kan fortælle om egne erfaringer og valg i livet, og om hvilke værdier vi selv har, og hvilke overvejelser der ligger bag vores valg. Etiske spørgsmål om, hvad der er et godt liv, må frem i lyset og diskuteres, så den medieformidlede ‘virkelighed’ kan sættes i perspektiv og problematiseres. Det er ligeledes vigtigt, at man interesserer sig for de unge og ikke tror, de bare vil passe sig selv. På denne måde får de unge noget at holde sig til – eller at tage afstand fra. Ved at vise interesse undgår man, at de unge lades i stikken eller overlades til deres eget frie valg.

Det er både forældrenes, skolernes og samfundets opgave, at den enkelte bliver respekteret og anerkendt for det, som vedkommende er og på den måde bliver i stand til at være og føle sig som en del af fællesskabet.