Af Marie Ejlersen

God stresshåndtering er at tage ansvar, prioritere og få ting færdig hver dag. Og man skal gå hjem og holde fri, mener Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen.

“Det er jo ikke indviklet,” indleder antropolog Anne Knudsen, der er chefredaktør og administrerende direktør for Weekendavisen og leder af en arbejdsplads, der med høje præstationskrav, skarpe deadlines og en nyhedsstrøm, der ruller døgnets 24 timer, kunne være kilde til stress blandt medarbejderne.

Anne Knudsen fortsætter: “Forskellen på at have stress og at have travlt er, at når man har travlt, så bliver man færdig. At blive færdig forekommer mig at være alfa og omega. I løbet af arbejdsdagen skal der være nogle markeringer af, at man er færdig, så man kan gratulere sig selv, blive rost og tænke ‘yes, nu har jeg gjort det.’ Så kan man glemme sin opgave, for den har man jo løst, eller man kan glemme sit arbejde, for nu har man fri,” siger Anne Knudsen.

Anne Knudsen underholder ofte sine medarbejdere med det at holde fri, og det er hendes grundholdning, at medarbejderne ikke dag efter dag skal sidde til sent på arbejdet.

“Når jeg går hjem, går jeg rundt og ser, om der er nogen, der sidder på deres kontorer. Og så skal de have en rigtig god forklaring på at sidde der,” siger Anne Knudsen.

Som leder er Anne Knudsen opmærksom på, hvordan gå hjemdisciplinen nemt kan skride på præstationsorienterede arbejdspladser som fx en avisredaktion. Der opstår nemt en konkurrence om, hvem der sidder på arbejdet længst.

“En del steder svæver folk rundt i den vildfarelse – eller måske har de forstået det helt rigtigt – at hvis de er gået før chefen, så tænker chefen, at de prioriterer privatlivet højere end arbejdet. Men man skal måle sine medarbejdere på, hvad de gør, og ikke på, om de befinder sig på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Desuden tror jeg, at mange forestiller sig, at det de laver bliver bedre, jo senere de sidder, og det gør det ikke,” mener Anne Knudsen. 

“Hvis man skal lave noget, som der er en intellektuel komponent i, så må man hellere lave den, mens man er udhvilet. Derefter skal man lægge arbejdet fra sig, gå en tur og møde i morgen, fordi éns hoved skal luftes. Man skal bruge sin krop, og man skal sove godt om natten. Jeg kan selv se, hvor meget sværere det er for mig at skrive, og hvor meget mindre spændstigt mit sprog bliver, når jeg er træt. Og det går jeg ud fra som givet også gælder for andre,” fortæller hun.

At Anne Knudsen selv ofte overkommer lange dage, der afsluttes med foredragsvirksomhed i hele landet, skyldes fornemmelsen af selv at styre opgaver og tid.

“At kunne styre sit arbejde er i sig selv et plus, også selv om bagsiden er, at der ikke er nogen, der fortæller én, hvornår man er færdig. Og hvornår tingene er gjort godt nok. Hvis man selv er ansvarlig for planlægningen af éns opgaver, så skal man lave regler for, hvordan arbejdet skal styres, så man undgår følelsen af aldrig at være færdig. Jeg overkommer meget ved at gøre de ting, jeg gør, når jeg gør dem i stedet for alt muligt andet. Det er usandsynlig vigtigt, at man vælger, hvilke ting man ikke vil bruge tid på,” mener Anne Knudsen.

Allerede som universitetsforsker oplevede Anne Knudsen sammenhængen mellem dårlig planlægning, uklare krav og stress.

“På universitet oplevede jeg, hvordan de mange uklare krav var vældig stressende. Det er jo en grundlæggende bestanddel af forskning, at man ikke ved, om det man sidder med vil lykkes, om man vil få et svar. På universitet så jeg, hvordan folk tog deres bærbare og fyrretyve ringbind med hjem i weekenden. Og så tog de i sommerhus med familien og forestillede sig, at de skulle arbejde. Men for de fleste blev det ikke til noget, og så havde de følelsen af hverken at have arbejdet eller holdt fri. Om mandagen, hvor de jo havde arbejdet hele weekenden, havde de egentlig svært ved at komme i gang. Ved slutningen af året kunne jeg se, at jeg havde lavet mere end de kolleger, der følte, at de hele tiden arbejdede. Og sådan tror jeg, det er. Hvis man ikke kan finde ud af at holde fri, kan man heller ikke finde ud af at arbejde,” fremhæver Anne Knudsen.

Tidsspilde er det, der stresser Anne Knudsen mest.

“Jeg får det fysisk dårligt af at sidde til lange møder, hvor der ingenting sker. Jeg undgår den slags møder, alt hvad jeg kan. Det handler om at vide, hvordan man selv har det. Altså at man ved, at får man ikke planlagt sin dag eller opgave, så bliver man stresset.”

“På min arbejdsplads er medarbejderne meget selvstyrende. Nogle er meget tilbøjelige til at blive stressede, og de skal med min fulde støtte have lov til at lave aftaler langt ud i fremtiden i stedet for at have de der flydende aftaler, som mange andre lever fint med. Det er den måde, de kan mestre deres koncentration på,” siger Anne Knudsen.

Ud over kendskabet til den enkeltes arbejdsmetode er krystalklare grænser for forventningerne afgørende for medarbejdernes trivsel.

“Hvis en medarbejders arbejde er defineret, så han eller hun ikke kan gå hjem, så er der noget galt med arbejdet. Så må man kigge på, om medarbejderen er kommet til at tage for mange opgaver på sig. Måske bliver man ved med at skovle noget i hovedet på medarbejderne, uden at spørge om de har tid. Og mange medarbejdere skal være enormt pressede, før de selv siger fra,” siger hun.

Hvordan håndterer du selv stress?
“Jeg prioriterer. Min grundregel er, at jeg vil have tid til at skrive. Et job som mit kan nemt gå op i at svare på mails og reagere på ting, og det er ikke sådan et job, jeg vil have. Når der er noget, jeg skal skrive, starter jeg med det. Mails kan man sagtens besvare, når man er træt. Da jeg studerede og havde tre små børn, lærte jeg, at hvis du starter med at tag  ud fra morgenbordet, når børnene er afleveret, så trænger køkkenet også til en tur, ligesom man også burde skifte sengetøjet. Pludselig er klokken tre, og børnene skal hentes igen. Derfor skal man begynde med det vigtigste,” fremhæver Anne Knudsen.

Hvis man prioriterer, vælger man også fra. Hvad vælger du fra?
“Jeg tager ikke min telefon. Jeg skriver mails i stedet. En telefonsamtale er som et møde. Der er ting, som skal være der, uanset hvor beskedent mødeindholdet er: en begyndelse, en midte og en slutning. Man kan ikke bare sige sit budskab og så farvel. Det kan man på mailen. Og mails giver mig mulighed for selv at bestemme, hvornår jeg laver hvad,” siger hun.

Hvordan forholder du dig til stress, der er udløst af private problemer?
“Det synes jeg ikke, man skal blande sig i. Folk har ret til at have et privatliv, som deres arbejde ikke er fedtet ind i. Og jeg synes, det er helt utilstedeligt at begynde at spørge folk om deres skilsmisse, selv om man har en fornemmelse af, at det er den, der påvirker dem på arbejdet. Folks privatlivskriser er ofte noget, dergår over. Man kan godt give noget snor i et stykke tid. Hvis en medarbejders far ligger for døden eller deres barn er sygt, så bliver de jo ikke bedre arbejdskraft af, at man tæsker løs på dem. Der sker bare det, at de kommer til at lave alvorlige fejl. Og folk kommer jo igen, for de fleste vil forfærdelig gerne gøre det godt.

Der er langt mellem de medarbejdere, der er ude på at hæve lønnen uden at bestille noget. Og måske især nu, hvor folk i højere grad er med til at definere deres egen opgave og derfor også kan noterer sig triumferne selv,” siger Anne Knudsen.

“Stresshåndtering er at tage ansvar. Forventningen om, at nogen andre skal indrette ens liv, så man selv kan holde det ud, er helt gal. Jeg synes, man kalder for mange ting for stress. Hvis man er studerende og har tre små børn og samtidig skal tjene til livets ophold, så er det jo ikke stress, men en livsomstændighed. Det går jo over. Man må altid se sin situation ud fra omstændighederne,” siger Anne Knudsen.

“Mange har brug for at anbringe deres latente eller eksisterende ubehag i et bestemt symptombillede. Og stress er jo in. At jeg er kommet på den forkerte hylde, at jeg har en dum chef, men også det almindelige ubehag, som vi alle i en eller anden udstrækning har et potentiale for, det klæder man på i det idiom, som er tidens valgte. Stress er det idiom for tiden. Hvis det kan føre til, at man gør nogle ting anderledes, fx skifter job, er det godt. Men hvis det omvendt betyder, at en masse mennesker erklærer sig syge, så burde de have sagt op for længst,” slutter Anne Knudsen.