Af Marie Ejlersen, PsykiatriFonden

Farshad Kholghi oplevede krigen på tæt hold, da han var barn, men reaktionen – angsten – er først kommet mange år senere. Her fortæller Farshad Kholghi, hvordan han lever med sin angst.

Skuespiller, forfatter og debattør Farshad Kholghi var otte år, da Ayatollah Khomenie i 1978 ændrede Iran med den islamiske revolution. Kholghi husker stadig, hvordan folk om natten løb rundt i gaderne og råbte “Død over shahen”. Det var oplevelser, han ikke tillagde stor betydning, indtil han for seks år siden begyndte at få angstanfald.

Farshad Kholghis forældre prøvede ikke at beskytte den 8-9-årige dreng ved at holde krigens grusomheder hemmelige. De forklarede tværtimod, hvad der skete, og hvorfor det skete.

“Det gjorde mig faktisk mere bange, fordi det var så grumt. På en måde følte jeg, at jeg fik mere ansvar, jo mere jeg fik at vide. Det var hårdt, men i dag er jeg glad for det, for det har givet indsigt og erfaring.”

Farshad Kholghi mener, at en hel generation af iranske børn mistede deres barndom pga. de barske realiteter, fx alle de islamiske regler (sharia-reglerne), de traumatiserende bombardementer og luftalarmer og ikke mindt censuren.

“Samfundet blev pludselig lavet fuldstændig om, og det satte jo sit præg på det hele. I løbet af et års tid trådte reglerne i kraft, så da vi kom tilbage til skolen efter en lang periode med strejker, blev vi sat til at hive siderne ud af de eksisterende skolebøger, altså censur. Børn, der skal lave censur! Det var et overgreb.”

Kholghi fortæller, hvordan revolutionen skabte et splittet liv, og at Iran blev og stadig er et dobbeltsamfund, hvor én ting er, hvordan mullahen kræver, man skal opføre sig, en anden er, hvordan folk egentlig tænker og lever.

“Et andet problem var, at mine forældre ikke er muslimer. De tilhører baha-religionen, en ca. 100 år gammel demokratisk og intellektuel religion, der fx går ind for ligestilling mellem kønnene. Så jeg oplevede angsten i forbindelse med at have en ‘forkert’ religion, angsten for, hvornår de ville komme og tage os. Der var bombe- og raketangreb, men gudskelov ikke soldater på gaderne. Det værste var, at der kunne ske noget hele tiden, uanset om man sad i skolen eller derhjemme. Pludselig kom luftalarmen, og så skulle man bare løbe. Vi var i evigt alarmberedskab.”

At flygte uden sin far fremhæver Farshad Kholghi som en af de værste oplevelser. Forældrene var enige om, at den nu 14-årige Farshad Kholghi og moren skulle flygte først for at komme i sikkerhed.

“Det var hårdt at sige farvel til min far og resten af familien. Jeg anede ikke, om jeg ville se ham igen. Det var en traumatisk oplevelse, som jeg ikke på daværende tidspunkt betragtede som noget særligt. Krigen var på mange måder blevet hverdag, og jeg har altid elsket eventyr. Jeg læste romaner om helte og tænkte ‘wow, jeg er med i min egen roman’. Men der er jo bare det, at når helten har vundet prinsessen og det halve kongerige, så bruger han halvdelen af formuen på psykologhjælp.”

Krigen og flugten havde sat sine spor
Farshad Kholghi havde boet 15 år i Danmark, da han for ca. 6 år siden begyndte at få angstanfald. 

“På det tidspunkt havde jeg fortrængt alt. Jeg var begyndt at holde foredrag om flugten og islamisternes overtagelse i Iran, men jeg var ikke gået i dybden med, hvad mine oplevelser egentlig havde betydet. Jeg var meget distanceret til emnet, og til mine foredrag fortalte jeg om hændelserne på en sjov måde. Men stille og roligt kunne jeg mærke, at krigen og flugten havde sat sine spor.”

Farshad Kholghis foredrag, hvor han blandt andet havde kritiseret brugen af tørklæder, udløste chikane og tilråb på gaden. Farshad Kholgi, der på det tidspunkt var flyttet til Nørrebro, blev passet op af unge muslimer. Nogle kom med trusler, andre kastede sten eller spyttede efter ham.

“Pludselig oplevede jeg, at jeg var havnet i samme situation, som da jeg var barn. Jeg faldt i et sort hul. Jeg oplevede den samme angst som dengang i Iran. Og jeg genkendte den dødskultur, som jeg havde oplevet efter revolutionen. Før Khomenies ankomst værdsatte man livet i Iran. Efter revolutionen blev samfundet – og livet – restriktivt. Efter at have boet på Nørrebro i få uger kunne jeg mærke stemningen fra Teheran efter revoluti on en. Jeg savnede simpelthen Danmark. Og det var en stor frustration at være flygtet fra denne situation og så ende i den igen.”

Da Farshad Kholghi flere gange havde oplevet, hvordan unge fyre ventede ved hans hoveddør med sten og truende tilråb, valgte han at flytte. 

“Jeg var bange, men jeg ville ikke indrømme det – og slet ikke for mig selv. Det var bare en mørk følelse, der bredte sig, ligesom når en blækklat spredes på et hvidt papir. Jeg fik ikke fysiske symptomer, men jeg kunne mærke en ekstrem vrede. Og når jeg blev vred, sparkede jeg til højre og venstre og var meget irritabel. På det tidspunkt var jeg forelsket i en pige, og min irritation gik selvfølgelig også ud over hende. Jeg skældte ud på alle. Og jeg havde fornemmelsen af, at andre ikke ville mig det godt, at de var mine fjender. Angstanfaldene kom ud af det blå. Det kunne være i supermarkedet. Og under en svømmetur på en ferie i Grækenland var det propperne i ørene, der udløste et anfald. Jeg kunne slet ikke kontrollere an faldene, når de var i gang. De måtte aftage af sig selv.”

Dobbeltliv
I en periode levede Farshad Kholghi et dobbeltliv – samtidig med angstanfaldene passede han sine teaterjob og holdt mange foredrag.

“Når jeg holdt foredrag, skulle jeg være sjov, oplysende og mest af alt på. Og det var jeg – især efter et anfald. Først var jeg totalt urimelig og kravlede rundt derhjemme og græd, uden at min kæreste kun ne komme i kontakt med mig. Og når jeg så, at klokken var lidt over fem, tog jeg mig sammen og mødte op på job kl. seks. Så kunne jeg optræde for over 200 mennesker. Nogle af mine bedste optrædener har været efter et angstanfald.”

Hvor kom den selv kontrol fra?
“Først og fremmest fra forfængelighed. Der var ingen, der skulle op dage, at jeg havde det dårligt. Og så tror jeg også, at jeg var i god træning fra mintid i Iran. Sådan var realiteterne under revolutionen. ‘Come on – get over it.’ Jeg forsøgte hele tiden at fortrænge tingene.”

Efter et år gik Farshad Kholghi og hans kæreste fra hinanden.

“Hvis jeg havde haft mere overskud, ville jeg allerede i starten have sagt til hende, at jeg havde det skidt, og at vi skulle lade være for hendes skyld. Men jeg havde jo brug for nogen at holde mig til.” Lige efter bruddet med kæresten tog Farshad Kholghi en måned til Thailand for at slappe af, læse og skrive. Han kom tilbage med fornyet energi, men efter 4-5 måneder fik han et alvorligt sammenbrud.

“Jeg var konstant angst og græd i to uger i træk. Jeg havde en forfærdelig smerte med mig hele tiden. Jeg indså, at jeg måtte gøre noget ved problemet, at jeg faktisk havde dæmoner, drager, eller hvad man skal kalde det, som jeg var nødt til at lære at leve med. Jeg begyndte at gå i terapi, og nu efter fem år er jeg blevet mere og mere ærlig over for mig selv om betydningen af de ting, jeg har oplevet.” Det tog tid, før Farshad Kholghi kunne mærke en effekt af terapien.

“Jeg havde svært ved at bruge det til noget, og jeg blev typisk irriteret over at fortælle om mine oplevelser og angst. Først og fremmest blev jeg irriteret på mig selv, hvilket blev rettet mod psykologen. Jeg syntes ikke, jeg fik nok ud af det. Jeg ville have redskaber, altså svar på, hvad jeg præcis skulle gøre, når jeg fik det dårligt.”

Jeg har set alvoren
I bakspejlet kan Farshad Kholghi se, at den manglende effekt af terapien skyldtes, at han ikke turde eller var klar til at blive konfronteret med oplevelserne. – “Det er først inden for det sidste halve år, at jeg føler, jeg har gavn af terapien og kan bruge de redskaber, jeg får. Min terapeut har nogle meget håndgribelige ting, jeg kan bruge, fx små aftaler om ting, jeg kan gøre, hvis jeg bliver angst. Fx sende en sms. Det er rart at vide, at man har støtte. Og det har den psykologiske effekt, at jeg ved, det aldrig kan gå helt galt.”

Især ærligheden over for sig selv og over for den nuværende kæreste har hjulpet Farshad Kholghi, og han fortalte hende da også med det samme: “Sådan her er jeg”.

“I stedet for på første date at fortælle hende alt det, jeg kan, fortalte jeg hende, hvad jeg ikke kan. Rene kommunikationslinjer er gode. Jeg var selvfølgelig bange for, hvordan hun ville reagere. Men det er rart, hvis jeg har et tilbagefald, at min kæreste ved, hvad der sker. Jeg slapper mere og mere af, hvilket er selvforstærkende, så jeg har fået det bedre. ‘The truth shall set you free’,” ler Farshad Kholghi.

Ærligheden skinner også igennem, når Farshad Kholghi fortæller om sine oplevelser i sine foredrag. Han forholder sig ikke længere kun ironisk til oplevelserne.

“Tidligere fortalte jeg om mine oplevelser med overskud på overfladen. Og jeg skøjtede hen over alvoren. Jeg beskyttede mig instinktivt bag vittighederne. Først for et par år siden kunne jeg overhovedet forholde mig til alvoren. Og et eller andet sted er jeg meget glad for de ting, der er sket. Lidt kynisk kan man sige, at det har hjulpet på de ting, jeg laver, at jeg har set alvoren. Det har betydet, at jeg er opmærksom på, at man skal tage livet alvorligt, og så kan man gøre grin med alvoren bagefter. Hvis folk fortæller om deres egne erfaringer med humor, er der jo mange, der lytter. Og når det er rigtige erfaringer, er der også mere vægt bag grinet. Men det vidste jeg ikke dengang,” slutter Farshad Kholghi.