Af Joakim Garff

Angst er et grundlæggende begreb hos den danske filosof Søren Kierkegaard. Han var en menneskekender, der satte ord på angsten – netop som noget menneskeligt.

Kierkegaard var psykolog i en epoke, hvor den moderne psykologi knap nok var kommet i puberteten. Hans samtidige havde da heller ikke megen forståelse for analyserne af subjektets skyggesider, det dæmoniske, fremhævelsen af seksualitetens betydning, selvbedraget, det ubevidstes omfang, de maskerede lidenskaber, angsten. Et vist indtryk af alt dette havde man ganske vist modtaget fra tysk og engelsk romantik, men Kierkegaard gik væsentligt videre og overskred grænserne for, hvad såkaldt almindelige læsere kunne godtage. Også dette havde menneskekenderen Kierkegaard imidlertid forudset. Da han den 17. juni 1844 udgav sit psykologiske hovedværk, Begrebet Angest, nøjedes han med at lade bogen trykke i et oplag på 250. Det var under det halve af, hvad værker som Enten–Eller og Philosophiske Smuler var udkommet i.

At betegne Begrebet Angest som en psykologisk selvbiografi ville nok være noget af en tilsnigelse. Om ikke andet, så fordi Kierkegaard ikke udgav værket i sit eget navn, men lagde det i hænderne på en pseudonym forfatter ved navn Vigilius Haufniensis. Begrebet Angest ville dog formentlig næppe have set dagens lys, hvis ikke Kierkegaard som en nærmest uudtømmelig primærkilde havde haft sit eget problemfyldte indre. I sine dagbøger eller journaler – som han med en lægelig undertone selv kalder dem – rapporterer han om svimmelhed, hovedpiner, søvnløshed, synsforstyrrelser og meget andet. Det er symptomer, som han fører tilbage til et misforhold mellem ånd og krop og kan formulere i en moderne tids billedsprog:

“(...) som et Dampskib hvor Maskineriet er for stort i Forholdet til Skibets Bygning: saaledes lider jeg.”

Eller som Kierkegaard udtrykker det med nok en havgående – og endnu kortere – metafor:

“Jeg lever nu engang i Tungsindets særskilte Cahyt.”
 
Den årvågne københavner
At kunne bringe de indre konflikter nænsomt ud på papirets åbne flade kræver lige så megen koncentration i selvfordybelsen som kunstnerisk overskud. Men da Kierkegaard lå inde med begge dele i ret rigelige mængder, skrev visse værker nærmest sig selv. Og så var han, ikke at forglemme, begavet med en by, Kongens København, der var befolket med fortrinlige studieobjekter af snart sagt enhver slags. Der var gale som geniale, kummerformer og pragteksemplarer imellem hinanden, samlet set et pulserende psykologisk laboratorium, som senere tiders småtskårne normalitetsbegreb har fået sat anderledes skik på. Ikke for ingenting betyder Vigilius Haufniensis da også den årvågne københavner.
 
Det er netop denne årvågenhed, Kierke­gaard udviser, da han en efterårsdag i 1843 er i færd med at foretage de første skitser til Begrebet Angest.

“Jeg sidder og lytter til Tonerne i mit Indre,” forklarer han og fortsætter:

“Musikkens glade Vink og Orgelets dybe Alvor; at sammenarbeide dem, det er en Opgave ikke for en Componist, men for et Menneske, der i Mangel af større Fordringer til Livet indskrænker sig til den simple, at ville forstaae sig selv.”

Der løber en lille brise af koket ironi ned langs ydersiden af den sidste sætning. For er der noget, som er krævende og for så vidt ganske fordringsfuldt, så er det ifølge Kierke­gaard at forstå sig selv – til bunds. Det er i mere end en forstand en opgave for livet. Og den indebærer blandt meget andet, at man kommer i berøring med angsten, dens væsen såvel som dens uvæsen: Angstens uvæsen er den paniske angst, fobierne, abnorme angsttyper, der kan kræve professionel behandling.

Angstens væsen, derimod, er anderledes afdæmpet og lader ligesom en dybsindig budbringer komme til orde i mennesket, så det forstår, at det er ånd, men en ånd i ubalance, en ånd i krise, fordi mennesket endnu ikke er blevet sig selv. Eller at mennesket er ved siden af sig selv eller måske i omfattende forstand slet ikke vil være sig selv bekendt. Angsten afslører eller tydeliggør kort sagt et eksistentielt vilkår, som man ifølge Kierkegaard ikke skal ignorere eller forsøge at medicinere sig bort fra. Og skulle nogen føle sig provokeret til at indvende, at han da virkelig aldrig nogensinde har været det mindste angst, da skal Kierke­gaard “med Glæde indvie ham i min Forklaring, at det kommer deraf, at han er meget aandløs.”

Angsten for det mulige
Som ånd adskiller mennesket sig fra alt andet i denne verden. Stenen i strandkanten eller mælkebøtten i rabatten kan ikke ængstes, næppe heller myren, storken eller giraffen, skønt de måske lever livet farligt. Et dyr kan nemlig ifølge Kierkegaard slet ikke ængstes, men det kan nære frygt, da frygt altid retter sig mod en konkret, afgrænselig genstand. Et menneskes frygt udløses tilsvarende af bestemte omstændigheder, den glubske hund eller spøgelsesbilisten, hvis farlighed fremkalder en frygtbetonet adfærd, der i forhold til den aktuelle situation er rationel.

Helt anderledes er det med angsten, der er genstandsløs. Angsten er angst for intet og overskrider som oftest det rationelle og umiddelbart rimelige. Skønt angsten ingen genstand har, ængstes man imidlertid aldrig bare ud i det blå. Man ængstes for det mulige, hævder Kierkegaard, muligheden af at blive sig selv. Angsten markerer, at denne mulighed endnu ikke er blevet virkeliggjort, at subjektet så at sige holder sig selv hen i det uvisse og ikke er blevet sig sin sammensathed bevidst. Mennesket er nemlig en “Synthese,” hvilket vil sige et spændingsfyldt væsen sammensat af uendelighed og endelighed, af det timelige og det evige, af frihed og nødvendighed. Angsten er en reaktion på denne sammensathed, en appel til mennesket om at bringe sig i dybere overensstemmelse med sig selv. Af gådefulde grunde vil menne­sket nemlig ikke være sig selv. Mennesket vil hellere være alt muligt andet, ikke bare en mere vellykket version af sig selv, men måske helst slet ingen, komplet anonym og derved løbe usynligt “med i Mængden.”

Ukendte og voldsomme kræfter 
Kierkegaard forsøger at indkredse den menneskelige trang til ikke at ville være sig selv ved at gribe tilbage til den gammeltestamentlige syndefaldsberetning, fortællingen om Adam og Eva, der havde alle muligheder, men forspildte dem så skammeligt. Fortællingen, der kan læses i tredje kapitel i Første Mosebog, omtales undertiden som en syndefaldsmyte, men er ifølge Kierkegaard kun en myte, for så vidt som “Mythen lader det foregaae udvortes, der er indvortes.”

Fortællingen skal derfor ikke læses som en barnligt naiv beskrivelse af menneskets tilstand i urtiden. Den skal derimod fortolkes som en dramatiseret gestaltning af de psykiske processer, der leder frem mod nogle pludselige skred i menneskets selvforståelse. I en optegnelse fra 1842 indrammer Kierkegaard sit problemfelt med den senere så berømte be­stemmelse af angsten som en “sympathetisk Antipathie,” altså en medfølende modfølelse eller en ambivalent dynamik, som han forbinder med arvesynden:

Med dette kompakte citat introducerer Kierkegaard en psykologisk tænkemåde, der ikke bare får vidtgående be­tydning for det moderne menneskesyn. Det præger også vores retspraksis, idet kendskabet til ukendte og voldsomme kræfter i det enkelte menneske har været medbestem-mende for vores juridiske be­greber om tilregnelighed og indvirket på noget så konkret som domstolenes strafudmåling. Faldet er nemlig ikke bare angst­provoke­rende, det er også angstprovokeret.

Tabet af frihed 
Adams straf bestod i tabet af frihed. Og som Adam faldt, således falder før eller siden enhver – ud af sin tætte samhørighed med sit familiemæssige ophav, ud af fællesskabet, ud af sin hidtidige selvforståelse. Og som Adam gemte sig i haven og ikke gav sig til kende, da Gud kaldte på ham, således kan også vi finde på at skjule os for os selv og hinanden, gemme os for Gud og hvermand eller lukke os inde i tavshed – hvad Kierkegaard også havde årvågen fornemmelse for og betegner som en dæmonisk manøvre. Det dæmoniske er netop ikke det højlydte og larmende, det er det indadvendte, det ordløse.

“Ufriheden bliver mere og mere indesluttet og vil ikke Communicationen,” noterer han således med et meget nutidigt ordvalg og fortsætter: “Naar Friheden nu berører Indesluttet­heden, da bliver den angest. Man har i daglig Tale et Udtryk, der er yderst betegnende. Man siger om Een: han vil ikke rykke ud med Sproget. Det Indesluttede er netop det Stumme; Sproget, Ordet er netop det Frelsende.”

Det dæmoniske er den indesluttedes afvisning af “Communicationen.” Udfrielsen består i at bryde tavsheden og “rykke ud med Sproget,” så man får talt ud om alt det fortrædelige og forsmædelige, som tavshedens dæmoner havde fået sat sig tungt og selvtilstrækkeligt på.

At det frelsende ligger i “Communi­catio­nen,” godtgør Kierkegaard storstilet gennem sit eget forfatterskab, der således  – også – har en terapeutisk karakter. “Ja, dersom ikke min Liden,” hedder det i 1849, “min Svaghed var Betingelsen for hele min Aands-Virksomhed: ja saa vilde jeg naturligviis endnu gjøre et Forsøg paa at gribe Sagen ganske simpelt medicinsk an. (...) Men her kommer Hemmeligheden, mit Livs Betydning corresponderer just med min Liden.”
 
For at kunne tilgodese sin skrivekunst opgav Kierke­gaard altså muligheden af en medicinsk behandling. Sin lidelse fastholdt han som et fremmedartet og utilgængeligt vækstpunkt under forfattervirksomheden, som derved blev hans “Communication” med såvel samtidige som fremtidige lidelsesfæller.
 
Også vi skal give angsten ord, udtrykke den, beskrive den og lære at aflytte dens myndige meddelelser, så vi kan lære os selv og hinanden bedre at kende – hvad man altså blandt andet kan gøre ved at læse Kierkegaard.