Af Marie Ejlersen, PsykiatriFonden

Forfatter Jonas T. Bengtsson skriver bøger om det parallelsamfund, som mange udsatte danskere lever i. Hans mål er at udfordre læsernes fordomme og opfattelse af normaliteten.

Den unge danske forfatter Jonas T. Bengtsson skriver på indignation. Og på aggression over det menneskesyn, der hersker i Danmark i disse år. Det er i hvert fald hans egen forklaring på, at hans romaner tager udgangspunkt i de afkroge af samfundet, hvor de fleste almindelige mennesker ikke sætter deres fødder, men nok parkerer deres fordomme.

Ikke Guds bedste børn
Personerne i Jonas T. Bengtssons bøger hører ikke til blandt Guds bedste børn, men på trods af at de bevæger sig på den forkerte side af loven, har man sympati for dem. Man kommer til at holde af dem, og man bliver ved med at holde af dem, også når de torturer eller dræber andre. Og det er det, Jonas T. Bengtsson vil. Få læseren så langt ind i disse personers hoveder, at alle handlinger virker naturlige. At der for den person i den situation ikke var andet at gøre.

“Den store grad af identifikation med mine hovedpersoner er det eneste, der gør mine bøger interessante,” smiler Jonas T. Bengtsson beskedent. “Alle historier er alligevel blevet fortalt i en eller anden grad. Aminas Breve er bygget op som en klassisk odyssé, og første del af Submarino er en Mus og Mænd-historie (John Steinbeck, red.). Det er jo ikke interessant at fortælle de historier, hvis der ikke er noget nyt at komme efter. Det nye, som jeg prøver at bidrage med, er at få folk så langt ind i hovedet på hovedpersonen som muligt.”

Ud i gråzonerne
32-årige Jonas T. Bengtssons debuterede i 2005 med romanen Aminas Breve (People’s Press). Hovedpersonen, den skizofrene Janus, er efter fire år blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling. Nu turer han rundt i København for at finde veninden Amina, der via sine breve har været Janus’ eneste kontakt til verdenen uden for hospitalet. Jagten på Amina bliver dog ikke en romantisk rejse, for Jonas T. Bengtsson udfordrer bevidst det stereotype billede fra forsiden af formiddagsbladene: At den skizofrene Janus udvikler sig til voldsmand.

“Det er jo ikke Janus’ sygdom, der er skyld i volden. Det er noget andet i ham. Noget, som alle kan opleve. Min idé var at udfordre læserne i en grad, hvor de siger: ‘Jeg forstår godt hans handling,’ fortæller Jonas T. Bengtsson om den lange scene, hvor Janus torturerer sin tidligere pennevenindes mand. Trods forsøget på det modsatte har Jonas T. Bengtsson flere gange mødt holdningen, at Aminas Breve tegner et negativt billede af mennesker med psykiske sygdomme.

“Folk har sagt til mig, at ‘det er virkelig ikke det, vi har brug for at høre. Det hører vi jo om i forvejen … på forsiden af Ekstra Bladet’. Det er selvfølgelig et fuldstændig legalt synspunkt, men jeg synes, det er vigtigt at konfrontere problemerne i stedet for at male et lyserødt billede af, hvordan det kunne se ud i den perfekte verden. De historier, der kommer på forsiden, er jo ikke – selv om vi godt kunne ønske det – ting, som Ekstra Bladet selv finder på,” siger Jonas T. Bengtsson.

Han tilføjer, at man netop kan være med til at forhindre de spektakulære enkeltsager fra psykiatrien i at præge hele mediebilledet og dermed almindelige menneskers syn på psykisk syge ved at gå ud i gråzonerne og prøve at beskrive, hvordan det endte så galt. Vi hører jo ikke om de mennesker, hvor det ikke går så galt. De har ikke en historie at fortælle endnu.

Kampen for menneskelighed
“Et mål for mig har været at være ærlig. De problemer, jeg beskriver, er ikke noget, jeg finder på for dramaets skyld. Det er problemer, som mennesker reelt har og lever med. Jeg synes, det er værdigt at få dem på tryk – på en ikke overdreven måde,” fortsætter Jonas T. Bengtsson, der syntes, hovedpersonen Janus fortjente at blive fremstillet som en helt – muligvis en antihelt, smiler han – som en handlekraftig person og ikke bare et offer. Ikke bare en diagnose.

“For mig er Janus en slags hævn,” siger Jonas T. Bengtsson kryptisk. “En hævn over den gængse opfattelse af, at psykisk syge er svage, lige indtil det øjeblik, hvor det går virkelig galt, og den psykisk syge er involveret i kriminalitet. Så siger man straks: ‘Hvordan kan det gå så galt, hvorfor har den syge ikke været spærret inde til at begynde med?’ Min Janus er – uanset sygdom –  handlekraftig, og jeg viser, at hans drivkraft er ganske menneskelig. Han ønsker ganske enkelt at få breve igen. Han vil genvinde kontakten til sin veninde og livline Amina, fordi netop kontakten til et andet menneske gør ham til menneske. For mig er det interessant, at man kan gøre umenneskelige ting i kampen for sin egen menneskelighed.” 

En nær veninde med skizofreni har spillet en vigtig rolle for beskrivelsen af hovedpersonen Janus. Efter at have researchet hos læger og sygeplejersker og i faglitteraturen forlod Jonas T. Bengtsson for en stund fagkundskaben og søgte indsigt og inspiration hos veninden, der havde været hele turen igennem.

“Jeg ville have den subjektive version af det at være syg. Jeg ville se det helt indefra. Og jeg oplevede, at hvis man skal ‘ind i folks hoveder’, så bliver man nødt til at lægge sine fordomme fra sig,” fortæller Jonas T. Bengtsson.

Liv og død
Det interessante er at skrive om dem, der falder igennem de huller, som systemet er fuld af, forklarer Jonas T. Bengtsson om forfatterskabet, der i 2007 blev udvidet med murstensromanen Submarino (People’s Press). Bogen følger to brødre, der aldrig ses, men for altid er bundet sammen af et fælles grusomt barnsdomstraume. Nick har netop afsonet en voldsdom og bruger det meste af sin tid i det lokale træningscenter, mens den unavngivne storebror, der er narkoman, dagligt kæmper for sine stoffer og den 4-5-årige dreng, som han er alene med efter morens død.

“De her mennesker lever lige ved siden af dem, der køber det store fladskærmsfjernsyn eller det nye hus. Det er dem ved siden af normalen. Og det er både skræmmende og fascinerende, at der findes så stor en gruppe, der lever i et parallelsamfund,” siger Jonas T. Bengtsson, der var en tur i underverdenen, da han skrev Submarino. Den viste sig ikke kun at være mørk og grå, men derimod befolket af venlige mennesker, der står over for helt andre valg i livet end deres medborgere.

“Der er historier at hente i mennesker, hvor alle deres valg har stor betydning. Vigtige valg, der ikke er et spørgsmål om, hvilket forsikringsselskab der tilbyder den billigste forsikring. Men valg, der hver gang handler om liv og død. De her mennesker mister deres børn eller førlighed, hvis de vælger forkert. Det gik op for mig, da jeg færdedes i dealermiljøet, at det kræver både stor ærlighed og godt købmandskab at gøre det ordentligt. Når jeg lader min hovedperson gøre store fejltagelser, er det alene for at kunne slutte historien af. I virkeligheden er dealermiljøet ikke et sted, hvor alle snyder hinanden. Jeg fik respekt for en verden, hvor du, hvis du skal leve og overleve, bliver nødt til at være en ufattelig god menneskekender. Du skal ret hurtigt kunne vurdere, hvem du kan og ikke kan stole på, og du skal være et ordentligt og ærligt menneske. For andre mennesker er der almindeligvis ikke de store konsekvenser ved at ligge på grænsen til snyd. Det er der for dealeren. Sælger han noget dårligt heroin, kommer der nogen efter ham. Han mister måske sin førlighed eller hele sin kundekreds og dermed sit eksistensgrundlag,” fortæller Jonas T. Bengtsson.

Det normale i ekstremen
“Mange normale mennesker – altså alle os med et forholdsvis lille generalieblad – har en idé om, at så snart man røver en bank eller sælger stoffer, så er man et helt andet sted i verden. Så er der ingen sammenligning mellem, hvordan man selv har det, og hvordan bankrøveren eller dealeren har det. Det samme gælder i det øjeblik, man er psykisk syg eller på anden måde afvigende fra normalen, så må ens hoved også være skruet helt anderledes sammen. Man må jo føle følelserne anderledes end andre mennesker, tænker folk. Og sådan er det jo ikke – ud over i de psykotiske øjeblikke selvfølgelig,” siger Jonas T. Bengtsson, der forsøger at gøre op med forestillingen om, at alle psykisk syge eller sårbare mennesker hele tiden er ‘helt ude af den’. Derfor er det vigtigt for ham at normalisere Janus i Aminas Breve og de to brødre i Submarino.

“Mine bøger handler om at finde det normale i ekstremen. For uanset om du er skizofren, om du arbejder hos kommunen eller sælger dope nede på hjørnet, så fylder ‘det normale’ jo stadig det meste af tiden. Normaliteten og de følelser, som vi alle kender til, vil fylde meget, selv om du er syg. Problemet er, at når vi forestiller os, at folk, der har psykiske sygdomme eller er afhængige af heroin, er helt anderledes end os, så kan vi også tillade os at behandle dem lige nøjagtig, som vi vil. Så marginaliseres de endnu mere. Det sker ikke, hvis vi forstår, at det er nuancerne, der adskiller det syge eller det afhængige fra normalen,” fortsætter han.

Dem og os
Opbygger man et verdensbillede af dem og os, er det meget nemt at føle, at det er synd, uden at man rigtig føler med dem, fordi de er så forskellige fra os, siger Jonas T. Bengtsson.

“Når et fly falder ned, skimmer vi hurtigt aviserne for at se, om der er danskere blandt de dræbte. Det rammer os, fordi vi ved, hvordan det vil se ud, når familien skal til begravelse. Sker der et jordskælv i Kina, så er det jo bare kinesere. Det er svært at forholde sig til. Og de må jo være ret vant til, at folk dør rundt om dem. I Kina dør de jo hele tiden, og de bliver jo ikke kede af det på samme måde, når de f.eks. mister et barn. Det er jo vilkårene,” siger Jonas T. Bengtsson.

“Det er ligesom, når vi får flygtninge til Danmark og ikke gør nok for at finde ud af, hvordan de tænker, og hvordan de har det oppe i hovedet. Antallet af palæ-stinensere med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) i Danmark forklarer selvfølgelig ikke udelukkende, men måske 80% af den vold og de problemer, man finder blandt dansk-palæstinensiske unge. Ser du et trafikuheld i Danmark, kan du få krisehjælp, og det er o.k., at du ikke går på arbejde i 14 dage. Men har du været hængt op og er blevet tortureret, så er det noget andet, for det er jo sket i et andet land, og du er sikkert mere robust, fordi du fra barnsben har været vant til at se dine slægtninge, når de kom tilbage fra tortur.”

På grænsen
Nøglen til at forstå mange menneskers berøringsangst ligger måske netop i nuancen. For er der kun tale om nuancer mellem gal og normal, hvem kan så føle sig sikker, spørger Jonas T. Bengtsson.

“Jeg har altid haft en idé om, at jeg selv var ude i en gråzone. Jeg kan ikke sætte en finger på hvorfor, men jeg har haft mørke perioder. Lad os kalde dem mørke i respekt for dem, der oplever en egentlig depression, for guderne skal vide, at det er noget helt andet. Men jeg har altid vist, at det normale og der, hvor filmen knækker, hele tiden ligger og kører op og ned ad hinanden. Jeg tror, vi er rigtig mange, der bevæger os på grænsen. Alligevel bliver de fleste mennesker, der for første gang får en depression i en alder af 30 eller 40, stærkt chokerede. De har aldrig forestillet sig, at det kan ramme dem. De har jo levet et helt normalt liv, vil de typisk sige,” slutter Jonas T. Bengtsson.