Af Jais Harrishøj Larsen

Tre unge mennesker er eller var ved at miste fodfæstet – måske fordi skole, kommune, fagfolk og familien ikke har de bedste rammer for et godt og målrettet samarbejde.

Situationen er ofte kompleks, når man arbejder med sårbare og udsatte unge. Derfor er der behov for en intensiveret diskussion om, hvordan man bedst anvender ressourcer, begrænsninger og muligheder i det tværsektorielle samarbejde – et behov, der ikke er blevet mindre med kommunalreformen. Både den udsatte gruppe af unge og fagpersonalet omkring dem oplever, at der somme tider opstår utilsigtede barrierer i forhold til de professionelles handlemuligheder. Måske et udtryk for, at de forskellige lovgivninger ikke altid arbejder sammen.

Romeo
Forældrene er født på et andet kontinent. Faren har deltaget i en militant oprørsbevægelse. Har været fængslet og formentlig tortureret. Moren har tilbragt flere år i en flygtningelejr i et naboland med Romeo og hans to år ældre bror. Familien er sammenført i tredjeland og derefter flyttet til Danmark.

Da Romeo og hans bror når den skolepligtige alder, begynder de i en almindelig folkeskole. Romeo har ikke helt let ved at gennemføre skoletilværelsen, men har imidlertid flere fordele: han er velbegavet, køn og meget blid af væsen, hvilket gør det svært ikke at synes om ham. I hjemmet slider moren for at holde sammen på familien, mens faren forbitres mere og mere, samtidig med at hans forbrug af alkohol stiger støt. Han føler sig uden for det danske samfund og er ikke motiveret til at lære det ny sprog. Moren derimod gennemfører sprogskole, kommer i arbejde og påtager sig det overordnede ansvar for familien.

Et stykke henne i skoleforløbet begynder Romeo at isolere sig i forhold til skolekammeraterne. Han møder uregelmæssigt frem og har ikke styr på hverken bøger, skema eller hjemmearbejde. Skolen og socialforvaltningen udpeger i fællesskab en støtte-/kontaktperson, som opnår et par ting: Romeos fortrolighed og fornyet interesse i skolegangen, så han i det mindste møder frem.

Via støtte-/kontaktpersonen og skolepsykologen henvises Romeo til en børnepsykiatrisk afdeling, hvor han gennemfører den indledende samtale ledsaget af sin mor. Da Romeo udebliver fra de følgende mødeaftaler, meddeles det pr. brev, at samarbejdet må ophøre. Familien tages dog ind i systemet igen, men nu er Romeo pga. alder blevet overført til ungdomspsykiatrien, hvor hans ventetid ‘er blevet fornyet’, og her gentager historien sig: Han dropper ud af et knap nok påbegyndt gruppeterapeutisk samarbejde.

To hændelser indtræffer stort set samtidig, da Romeo er 15 år. Faren begår selvmord, og den pige, som knægten har været forsigtigt forelsket i, forlader Danmark i et år. Hun har på forbløffende moden vis forsøgt at puste nyt liv i ham, men hun mister troen på perspektiverne, hvilket hun fortæller Romeo, umiddelbart før hun rejser.

Romeo udtrykker lettelse over farens død, da stemningen i hjemmet har været præget af farens tilstand. Romeo har i flere år følt sig meget lidt forstået og har ofte – ligesom moren – været mål for farens vrede og utilfredshed. Tabet af pigen er Romeo til gengæld fortvivlet over, og han isolerer sig i ekstrem grad. Han fortæller, at han gribes af angst, når han når et bestemt sted på vejen til skole, og han magter derfor ikke andet end at gå hjem igen. Han tilbringer tiden hjemme sammen med den ældre brors venner, der ofte er på besøg. Støtte-/kontaktpersonen kan heller ikke længere få øje på perspektivet og indstiller derfor samarbejdet. Siden har Romeo naturligvis kortvarigt været søgt sat i beskæftigelses- og uddannelsesforløb, men forgæves. I dag må han være omkring de tredive og sidder så vidt vides fortsat på sit værelse.

Henrik
Henrik er det mellemste af tre børn. Moren er centralt placeret i familiens liv og meget opmærksom på familiemedlemmernes helbredstilstand. Faren er optaget af sit arbejde, også når han er hjemme. Henrik har tidligt en kompliceret skolegang præget af opposition til lærere og skole. Heraf følger et alvorligt fagligt efterslæb. Moren oplyser, at hun selv har haft vanskeligt ved at indgå i fællesskaber både i sin egen skoletid og på sin arbejdsplads.

I begyndelsen af 6. klasse kommer Henrik på kostskole. Foræl­drene er til en start indforståede, men efter nogle måneder hentes han hjem, da både Henrik og forældrene mener, han kommer i dårligt selskab på den ny skole. Han går hjemme et par måneder, før han placeres i et lokalt dagskoletilbud for udsatte børn og unge, hvor man samtidig arbejder tæt sammen med familien.

Henrik trives ikke i dagskoletilbuddet. Han er trist, præget af modvilje over for krav og påkalder sig opmærksomhed via surhed og mangel på glæde. Han klager en del over hoved- og mavesmerter, hvilket forældrene giver som begrundelse for det hyppige fravær fra skolen.

Henrik knytter sig dog mere og mere til visse voksne på stedet samt specielt én af de andre elever. Han liver kort sagt op. I det sidste år i dagskoleforløbet, inden han skal videre i uddannelses­systemet, skrues der op for de faglige krav, og Henriks somatiske symptomer tager til. Fraværet fra skolen bliver massivt. Han undersøges på kryds og tværs af adskillige speciallæger, alt sammen uden at der kan påvises et sygdomsbillede.

Skolepsykologen gør samtidig opmærksom på, at Henrik er overdrevent bekymret for bakterier, f.eks. på dørhåndtag, ligesom han nægter at deltage i den fælles frokostordning, da han så skal bruge samme bestik og service som de andre. Desuden fortæller Henrik, at han adskillige gange tjekker, om hoveddøren er låst, når han som den sidste forlader huset. Hans ulyst til at forlade hjemmet bliver mere og mere dominerende. Forældrene fastholder, at der må være en somatisk forklaring. Henrik henvises til ungdomspsykiatrien, men der etableres ikke et egentligt samarbejde. Henrik starter skolegang på en værkstedsskole, men holder op med at møde op efter få dage. Det seneste år har han befundet sig i hjemmet, mens han og familien venter på en somatisk udredning.

Katrine
Katrine er det yngste af to børn. Forældrene er begge udearbejdende. De søger meget tidligt om hjælp, men forgæves.

Katrine bortvises i løbet af femte klasse fra to skoler. Begge gange er hun kommet alvorligt på kant med klassekammerater og lærere. Den ene gang efter at have slået en lærer. Inden da har hun en enkelt gang været stukket af hjemmefra, hvor forældrene kontaktede politiet. Katrine henvises til et særligt skoletilbud, og forældrene tilbydes familierådgivning.

I en alder af tolv år er Katrine – der er betydeligt ældre i egen selvforståelse – for tredje gang inden for nogle få måneder stukket af hjemmefra. Det sker få uger inde i forløbet i det ny skoletilbud. I modsætning til de to første gange, hvor hun har ringet og bedt forældrene om at hente hende efter et døgn, hvor hun har været fuld og/eller skæv, giver hun denne gang ingen livstegn fra sig. Forældrene beder politiet efterlyse deres datter. Der sker ikke meget fra politiets side, men skolen foretager opsøgende arbejde, og via bekendte, der færdes i de miljøer, Katrine denne gang har opsøgt, kan forældrene beroliges med, at hun i hvert fald er i live. Der går tolv dage, før der kommer skred i tingene.

Årsagen til den lange ventetid er, at politiet – forståeligt nok – ‘ikke kører taxakørsel’. Politiet forventer, at de sociale myndigheder oplyser, hvor Katrine skal køres hen. De ønsker ikke at køre hende hjem, da de af erfaring ved, at de i løbet af få dage igen tilkaldes. På samme tid oplyser de sociale myndigheder – lige så forståeligt – at de er nødt til at have Katrine foran sig, da de ellers ikke kan lave en udredning og finde en hensigtsmæssig placeringsmulighed. Omsider brister tålmodigheden, og via dialog mellem de to instanser bliver det vedtaget, at Katrine skal efter-lyses på tv.

Takket være efterlysningen lykkes det en medarbejder på skolen at få kontakt til nogle af de unge, der er sammen med Katrine. Katrine bliver hentet af moren og en medarbejder fra skolen. Afhentningen, der mildt sagt udvikler sig dramatisk, kunne ikke være gennemført uden et tæt samarbejde mellem forældre, skole og politi. Politiet, der har holdt sig på standby, griber ind, da situationen truer med at udvikle sig på grund af, at andre unge blander sig. Katrine er så voldsom og så påvirket af stoffer, at man beslutter at køre hende til en psykiatrisk afdeling.

I modtagelsen bliver man overrumplet over Katrines unge alder og sender hen­de videre til en ungdomspsykiatrisk skadestue, hvor det er nødvendigt at bæltefiksere hende. Man giver samtidig, som reglerne dikterer, udtryk for, at Katrine kun kan og bør være på afdelingen et enkelt døgn. Forældrene er fortvivlede, både som reaktion på de mange dage i uvished, men også over udsigten til, at Katrine sendes hjem – kun for at stikke af igen.

På forældrenes opfordring deltager en medarbejder fra skolen dagen efter (en søndag) i en samtale med den vagthavende psykiater. Psykiateren vælger at indlægge Katrine til den følgende tirsdag, så de sociale myndigheder vinder tid til at handle. Det lykkes en rådsnar socialrådgiver at finde en placeringsmulighed, som kan give Katrine den tiltrængte beskyttelse mod sig selv – og hendes forældre den fornødne mulighed for at genvinde ro og overblik.

Som de tre unge menneskers historier viser, er der ikke grund til at betvivle den gode vilje. Hverken fra familiens, institutionernes eller systemets side. Alligevel er det håbet, at historierne vil gøre det synligt, hvor stort behovet er for at give den gode vilje på tværs af sektorer, fagfolk og pårørende bedre mulighed for at forenes.