Af Hanne Bros
 
Udsatte unge savner tydelige voksne, viser erfaringer med unge på vej ud i kriminalitet.

To eksemplarer af det klassiske opslagsværk Hvad kan jeg blive årgang 2008 kan skimtes gennem de store glasfacader ind til Jobcenter Skelbækgade på Vesterbro i København. Her er indsatsen for unge i Københavns Kommune samlet.
   
Men for nogle af dem, der kommer her, er arbejde og uddannelse stadig langt væk. For eksempel unge, der afsoner en dom i et åbent fængsel og skal op og “snakke med far”. I den her sammenhæng er ‘far’ erhvervs- konsulent Tage Bak, der hanker op i unge kriminelle, så en praktikplads, en læreplads eller et rigtigt arbejde kan blive en mulighed.
   
Selv om Tage Bak har en god succesrate med at få sine 73 rødder i job eller lære, oplever også han sten på vejen: “En tidligere psykologisk eller psykiatrisk udredning skal selvfølgelig ikke være en forhindring for den unge, men det kunne gøre mit arbejde lettere, hvis jeg vidste, om der ligger en diagnose på vedkommende eller ej.”
   
Under alle omstændigheder er det et handicap for en ung at komme ud af fængslet med en straffeattest på slæb. Tage Bak ved derfor godt, at han skal skubbe på – også hos arbejdsgiverne – for at få skaffet arbejde til den løsladte: “Nu om dage kan du jo ikke engang blive flaskedreng, hvis du ikke har en ren straffeattest. Men de fleste drenge her får selvrespekten tilbage ved at tjene deres egne penge,” mener Tage Bak.

Indsatsen skal komme i tide
Nogle af dem, der forsøger at holde udsatte unge væk fra kriminalitet i København, er det opsøgende team på Nørrebro, det såkaldte OPS-team.

Uddannelsesvejleder Anoir Hassouni går gerne hen til de grupper af især unge indvandrerdrenge, der hænger i gaderne.

“Det er let for mig at tage kontakt, da de kender mig i forvejen. Jeg er selv opvokset herinde og arrangerer f.eks. fodboldturneringer i ferierne.”

Turneringerne skal både forebygge hærværk og anden kriminalitet, der ellers kunne være udført i kedsomhed – og helst også være med til at lokke de udsatte unge ind på en ungdomsuddannelse eller – hvis det er umuligt – et startforløb, hvor de kan blive afklaret om, hvad de kan. Ved sådanne turneringer er Anoir Hassouni, gademedarbejdere, pædagoger og andre voksne dommerne, der bestemmer: “Det er et godt billede på en ideel voksen: En, der sætter regler op, som det er klart for enhver, at man skal overholde, før spillet fungerer,” mener han. En af OPS-teamets opgaver er at forsøge at forhindre de unge i at komme ud på en kriminel løbebane, men det kan være svært at konkurrere med lettjente penge, der nemt kan finansiere f.eks. et stofmisbrug.

Ildsjæle er afgørende
Anoir Hassounis leder i OPS-teamet, Jør­gen Christensen, synes naturligvis, at Ung­dommens Uddannelsesvejledning gør en god og konstruktiv indsats for at få fat i de udsatte unge i København. Alligevel kan Jørgen Christensen godt være bekymret for, om indsatsen hænger sammen. De unge møder mange forskellige voksne, hvis og når de kommunale systemer ikke arbejder ordentlig sammen. En tredjedel af de unge, som det opsøgende team har haft kontakt til i 2006 frem til 1. maj 2008, har haft mere end fire skoleskift alene i grundskolen. For ham at se er det i dag meget de lokale ildsjæle på gadeplan, i klubber, skoler og arbejdspladser, der driver de gode historier frem. Men en bevidst anerkendt helheds­orienteret tværfaglig indsats mellem de mange forvaltninger og selvejende uddannelsesinstitutioner i Kø­benhavn er der ikke tale om.

Ansvaret tynger
“Det kan godt være, at mantraet ‘Ansvar for egen læring’ har gavnet middelklassens børn, men det er altså ikke effektivt over for svage unge,” mener Jørgen Christen­sen.

“Disse unge kan have svært ved at se formålet med at gå i skole, hvis undervisningen er for diffus. Egenansvaret virker tyngende og skræmmende.”
   
Han synes derfor ikke, at vi skal forlange af 16-årige, at de alle kan gå direkte ind på en ungdomsuddannelse. Målet om, at 95% af en ungdomsårgang skal have en uddannelse, anser han for urealistisk.

“Indtil det en dag bliver sjovt og attraktivt at tage en erhvervsuddannelse, må vi nok indse, at vi skal have særlige tilbud til udsatte unge, uanset om de er fra et socialt belastet hjem, har psykiske vanskeligheder eller er opvokset i en ghetto,” siger Jørgen Christensen.
   
Både Jørgen Christensen og Anoir Has­sou­ni mener, at relevante tilbud til de børn og unge, der hænger ud på gaderne i København, kan få dem at lægge ‘gangster-imaget’ på hylden. De synes derfor ikke, at det er rigtigt at kalde gruppen for ‘kriminelle’, fordi det er stadig muligt at flytte dem over i job eller uddannelse. Men de er godt klar over, at det at skifte spor også kan have sociale konsekvenser for den unge.

Anoir Hassouni fortæller: “Jeg har f.eks. en ung, der er begyndt at tage sig sammen til at få en uddannelse. Det betyder så, at han ikke går ud med gruppen om aftenen længere. Det har fået de andre til at reagere. De er begyndt at kalde ham for ‘luder’ og siger til ham: ‘Du vil gerne være dansker’.”

Mentorordninger virker
Men tilbage til erhvervskonsulent Tage Bak i Jobcenter Skelbækgade. Han er en af de praktikere, der skal tage sig af unge, der vitterligt er blevet dømt for kriminelle aktiviteter. Han er overbevist om, at mentorordninger fungerer for unge kriminelle, der skal tilbage på ret spor igen. Det kan både være en arbejdspladsmentor, der bliver frikøbt til at tage sig af den nyankomne, eller en social mentor, der støtter den enkelte.

Da folkeskolen sjældent er fuldført med et afgangsbevis, kan Tage Bak som regel skaffe et ufaglært job, såsom gårdmand, stilladsarbejder eller et servicejob i burgerkæden McDonald’s. “Det første, det gælder om, er, at de unge får deres selvrespekt tilbage. Jobbet, jeg kan hjælpe dem med at skaffe, er måske ikke spændende, men det er da i hvert fald en platform til at søge videre fra,” beretter Tage Bak. Han fornemmer, at han ofte er den første voksne, som vedkommende møder, der taler deres eget sprog og tager dem seriøst:

“De er ikke vant til voksne, der tager dem alvorligt. Vi coacher dem vel lidt: Kom nu med dine drømme!”

Erhvervskonsulentens egen drøm er, at den sociale tryghed i Danmark også skulle omfatte en bolig til udsatte unge. Mange kommer ud af fængslerne til hjemløshed, fordi familien har slået hånden af dem. Så sover de rundt omkring hos vennerne fra den tidligere omgangskreds, og det bliver ikke nogen stabil base for et fast arbejde.

“På den måde risikerer de også at komme til at ‘skylde’ tjenester, så hvis et almindeligt kollegium f.eks. kunne tage en eller to af vores unge ind, kunne de også opleve, at livet kan leves på en anden måde,” slutter han.