Af Henrik Jensen 

Værdierne i samfundet er med årene gået fra at være faderlige til at være moderlige. Det påvirker ungdommen, der vokser op uden autoriteter, mener sociolog Henrik Jensen fra Roskilde Universitets Center.
 
Der er i ethvert samfund en gruppe af unge – frem for alt unge mænd – som det gælder om at få spændt for det gode. Både for deres egen og alle andres skyld. Ellers lader de sig let spænde for det onde. Igennem århundreder er ‘det gode’ og ‘det onde’ temmelig uproblematiseret blevet forstået som det, der groft sagt ligger inden for/uden for de streger i sandet, der til enhver tid trækkes ud fra grundværdierne i den gældende kultur.

For tiden breder der sig en følelse af, at et stigende antal unge mænd har det svært med stregerne i sandet. Uanset om de som et mindretal direkte er en trussel for andre eller bare går deres egne veje, konkret eller mentalt, er de ikke til rådighed for fællesskabet.

Opdragelse af unge mænd
At unge mænd sådan kommer i fokus som en risiko, hænger muligvis sammen med biologiske forhold, et overskud af rastløs energi, af ‘kræfter’, en tendens til hormonal ubalance i visse år i livet. Eller måske, som det også er blevet foreslået, med en i forhold til piger sen udvikling af frontallappen, som kan give problemer med at sætte grænser for sig selv. Hvem ved?

Der er historisk belæg for, at unge mænd er særligt påvirkelige og åbne for idealiseringer, utopier og for en sætten-sig-i-spidsen for et fælles formål. På den baggrund har man op igennem historien investeret omfattende i opdragelsen af unge mænd. Der har handlet om karakterdannelse, baseret på faste og ufravigelige overbevisninger.

Kulturkløft
Vi lever et mentalt liv, udspændt mellem to meget forskellige kulturer. På den ene side en traditionel pligtkultur med dybe rødder, halv-fortrængt og svækket, men i live. Og på den anden en aggressiv, mo­derne velfærds- og rettighedskultur med et individual-terapeutisk sigte. Et vertikalt orienteret, autoritetssøgende, delvis religiøst menneskesyn, over for et menneskesyn, der er refleksivt, materialistisk, terapeutisk og søger lighed mellem mennesker. De to kulturer er hinandens modsætning, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i mediedebatten, hvor de altid står over for hinanden.

Den traditionelle verden, hvor pligtkulturen kommer fra, var en top-down organisation. Der var mesterlære, og der var et ‘oppe’ og et ‘nede’, som i høj grad også slog igennem i socialiseringen, opdragel­sen og uddannelsen, hvor kulturarven var et afgørende element. I rettighedskulturen socialiseres den enkelte ikke længere gennem nære forbilleder, endsige ved hjælp af kulturarven, men gennem ligestillede. Det er learning by doing, hver generation op­finder verden på ny, afvejer sine muligheder mod sine rettigheder og forhandler sig frem.

Hvor det i rettighedskulturen gælder om at forblive barn, eller i det mindste ung, så længe som muligt – det er i ungdommen, mulighederne findes – kunne man i pligtkulturen ikke blive voksen og få del i de voksnes privilegier hurtigt nok.

Selv om de to kulturer er yderst forskellige, er vi fortsat bærere af dem begge. Ikke mindst som forældre. Og som C.G. Jung har påpeget, er forældre vigtige, lige meget hvilken psykologisk teori man hylder, ale­ne fordi de ‘tilfældigvis’ er de første mennesker, barnet møder. Her møder barnet autoriteten.

Faderlige og moderlige værdier
I begyndelsen af det 20. århundrede – med første verdenskrig i 1914 – skete forandringer i kulturen, der kan beskrives som et tab af lydhørhed over for autoriteterne, især fadermyndigheden.

En klar og entydig dominans af de traditionelle faderlige værdier – pligt, myndighed, hierarki, ansvar, skyld, behovsudsættelse, lydighed, selvbegrænsning, rationalitet, sublimering m.v. – blev i løbet af det 20. århundrede afløst af en styrkelse af de traditionelle moderlige værdier – omsorg, nærhed, behovstilfredsstillelse, inddragel­se, følsomhed, kreativitet, terapi m.v.

Og de unge mænd? Ja, man kan formulere det sådan, at den investering, der igennem århundreder var gjort i nationernes unge mænd, i de toneangivende lande med ét slag blev opsagt til fuld udbetaling i 1914, da første verdenskrig brød ud. I den krig blev opofrelse dagens ret, her blev lammet slagtet, og nettoresultatet kunne fire år senere aflæses i 8-9 millioner døde unge mænd og endnu flere lemlæstede på krop og sjæl.

Dermed var det slut med, at de unge mænd tog faderen som forbillede. Men det var ikke med det samme slut med offerviljen. I stedet kastede man sig over de radikale utopiske ideologier – kommunisme, nazisme – som man kunne identificere som kald. Alle ved, hvordan dét endte. Så nu er vi i den vestlige verden på godt og ondt vaccineret mod utopierne,  vores ideologi er liberalistisk. Her dør ingen længere frivilligt for nogen sags skyld. Det er en lettelse og en belastning. Nu hersker i stedet den horisontale kulturs moderlige værdier, og prisen er en udbredt narcissisme og en ubestemmelig følelse af meningsløshed.

Mangel på mening og kald
Manglen på mening, manglen på kald, går hårdest ud over de unge mænd, som historisk set altid har været mest motiveret for idealisme. De vokser op i en kultur uden tvingende fællesskabsideologier og uden konstruktive forbilleder, som kan forpligte dem over for fællesskabet. Fædrene er ofte enten væk, svækkede eller demoraliserede, og det medfører en svækket kulturel kontinuitet på den maskuline side. Historien er ikke læn-gere vigtigt for nu at sige det, som det er.

Man kan mene, at vi i vores del af verden er forbi det punkt, hvor unge mænd udgør en voldsom samfundsmæssig risiko. Bevares, vi har vores andengenerationsindvandrere og vores autonome, men bortset fra nogle få utilpassede er vores unge mænd ikke det store problem for deres omgivelser. De fleste giver sig hen til deres personlige, private verden, til randen fuld af tidsfordriv, og koncentrerer sig om karriere og anden ekstremsport, om forbrug, livsstil m.m. Det teknologiske samfund er en ren malkemaskine for den hormonale overproduktion.

God fysik er ikke længere nok
Unge mænd betaler en pris for skiftet fra en dominerende pligtkultur til en dominerende rettighedskultur, skiftet fra faderlige til moderlige værdier. Vi formår ikke at spænde dem for og holde dem fast. En god fysik er ikke længere en samfundsmæssig nødvendighed, og mænd har i stigende grad vanskeligt ved at konkurrere med kvinder på områder, hvor de tidligere stod stærkt, f.eks. inden for videregående uddannelser. Unge mænd hænger efter med hensyn til sociale kompetencer og integrationsevne og -vilje. De falder ud i deres foretrukne subkulturelle lommer eller gør i stigende grad opmærksom på sig selv gennem overskridelser og ukontrolleret adfærd.

For tiden savner vi ikke noget rent materielt i vores del af verden. Tilværelsen er kompliceret, men let, selv om vores holdninger måske ikke afspejler det. Men den globale klokke er faldet i slag, og man må spørge sig selv, hvordan man får unge mænds samfundsfølelse stampet op af jorden igen, hvis de stegte duer holder op med at flyve os ind i munden. Den fornødne, løbende investering i pligt og fællesskabsfølelse må siges at være blevet forsømt.

Forældres manglende autoritet
Her gør det ondt værre, at forældre har så svært ved at være autoriteter for deres børn. Det har at gøre med vores generelle ambivalens over for autoriteter, som ikke blot har den konsekvens, at vi er automatisk antiautoritære, men også får os til at vige tilbage fra at tage autoriteten på os som forældre, lærere osv. I stedet forsøger vi at være venner med de unge, hvilket i almin­delighed blot forøger deres foragt for os.

Hvad man kan gøre ved det, er naturligvis et holdningsspørgsmål. Jeg mener, at alle er bedst tjent med, at forældre fortsætter med at være de naturlige autoriteter, de er, så længe som det går, i stedet for at kaste den af sig, så snart børnene begyn­der at kunne sige dem imod.

Coaching i familien
For tiden breder der sig en forestilling om brugen af coaching i familien. I stedet for at opdrages skal teenagere coaches, og i stedet for at sende deres vanskelige teenagere til en ‘ungdomscoach’ skal forældre selv blive en. Og hvis de ikke lige ved hvordan, så er der bøger, der kan fortælle dem det, med undertitler som: ‘Din teen­ager skal coaches, ikke opdrages’. Det er forhandlingsfamilien, ligesom vi har forhandlingsskolen og forhandlingsuniversitetet. Lyt til din teenager, formanes forældrene, og hvis du endelig åbner munden, så ros ham frem for at kritisere. Teenagere er ofte lukkede over for forældrene. Hvis de endelig lukker op, gælder det om at lytte til dem. Lytte! Din teenager viser dig tillid ved at ville indvie dig i nogle tanker, så tag imod. Senere kan du få lejlighed til respektfuldt at tale med din teenager om det, hun eller han er åbne for.

Det er længe siden, man har hørt noget så trist og redskabsagtigt i den boldgade. Det er tydeligt, at man har at gøre med en terapi, som er udviklet som underholdning i erhvervsvirksomheder og organisationer. Hvad skal den i familien? Overført til familien bliver den direkte skadelig. Det er ikke pjat, hvad der foregår i familien, det er skæbnesvangert, men salgstallene tyder på, at rådvilde forældre faktisk tager det alvorligt nok til at bruge det på deres børn.

Terapeutisk forhold til børnene
En familie er ikke en virksomhed eller en sportsklub, et barn er ikke et kæledyr eller en højdespringer. Forældre er, hvordan man end vender og drejer det, naturlige autoriteter for deres børn, grundlagt i de første 2-3 år af barnets liv. Det løber de fra, hvis de forsøger at gøre forholdet til børnene til et terapeutisk forhold, fylder det med alskens ‘redskaber’, der lugter langt væk af forstillelse og fordækthed. Invitationen til at fralægge sig den sidste rest af autoritet og ansvar spiller på mange forældres usikkerhed og konfliktskyhed og indbyder til manipulation.

Almindelige, normale forældre kan slappe helt af og blot være de forældre, de nu engang er. Det bekommer både dem og deres almindelige og normale børn bedst. Lad os lige slå fast, at børn ikke – heller ikke teenagere – er færdige, modne mennesker. Hjerneforskere understreger flittigt, at hjernen ikke er færdigudviklet i den alder, ligesom der er en hel bunke hormoner på spil, som yderligere medvirker til kaos. Børn har brug for klare grænser. Selv store børn har godt af at blive støttet af nogen, som bestemmer, og som man kan ende med at gøre oprør imod. Det sidste er ikke mindst vigtigt i forholdet mellem generationerne. Det er en del af overdragelsesforretningen i ethvert samfund.