Af Marie Ejlersen, PsykiatriFonden
 
Samtaler med psykologerne i Psykiatri­Fondens Ungdomsprojekt er med til at fastholde udsatte unge på uddannelsen.

PsykiatriFondens Ungdomsprojekt har til mål at fastholde elever på ungdomsuddannelserne, der på grund af personlige problemer er i fare for at falde fra uddannelsen. Et af redskaberne er at tilbyde de unge samtaleforløb hos projektets psykologer.

“De unge, vi møder har meget forskellige problemer, men nogle af de hyppigste er tristhed og depression, familieproblemer og angst. Men trods problemerne har de unge faktisk gode ressourcer. For det kræver ressourcer at møde op og bede om hjælp. For en særlig gruppe, de pligtopfyldende piger, kan ressourcerne endda virke så store, at omgivelserne ikke ser problemerne bag,” fortæller psykolog i Ungdoms- projektet Anne Kaplan.

“De ser tjekkede ud og er pligtopfyldende. De afleverer deres opgaver til tiden og får høje karakterer. Når vi møder dem, er det ofte fordi, de – ifølge dem selv – har fået en dårlig karakter, som gør, at de går ned med flaget,” fortæller Anne Kaplan om pigerne, der sidder hjemme og er meget kede af det uden at sige det til veninderne. Ofte er der tale om piger, der står i første række, når det gælder om at hjælpe andre, men de beder sjældent selv om hjælp.

“Nogle unge bliver pludselig dårlige, og andre har haft problemer i årevis, og man kan undre sig over, hvordan de har kunnet gå igennem vores uddannel­sessys­tem uden, at nogle har taget fat i dem,” siger Anne Kaplan.

“De pligtopfyldende piger stiller høje krav til sig selv. Derfor forsøger de også at løse deres problemer selv. Men lige pludselig begynder de at græde tilsyneladende uden grund, og de falder ned i ‘et sort hul’, som de selv udtrykker det. Pludselig er det svært for dem at tage sig sammen og lave skolearbejdet,” fortæller Anne Kaplan om de depressive tendenser, som pigerne udviser, og som både overrasker og chokerer dem. I løbet af få uger får pigerne en oplevelse af, at verden ramler sammen. Der er ofte flere belastninger i spil: opstarten på en ny uddannelse, nye faglige krav, at de unge skal orientere sig socialt og fagligt samtidig med, at de både gør sig mere uafhæn­gige af deres familie og har rigtig meget brug for den. Ung­domsprojektets psykologer er foruroliget over, hvor dårligt mange af de unge har det. Deres hverdag er præget af tristhed, magtesløshed, hjælpeløshed og ensomhed.

“På den ene side oplever vi, at de unge har gjort sig mange gode tanker om livet. Samtidig er der svære situationer og følelser, som de har vanskeligt ved at håndtere og dele med andre. De tør ikke, for de har fantasier om, hvad andre vil tænke,” siger Anne Kaplan om den kultur, der er udbredt blandt de unge i dag, hvor man ikke må have det dårligt.

Bekymring for fremtiden
Psykolog Ida Koch, der blandt andet er tilknyttet Den Gule Flyver, har gennem de seneste 30 år arbejdet med unge. Hun har iagttaget forskellige forandringer gennem årene.

“Det er mit indtryk, at flere unge er pressede og stressede. De føler, det er vanskeligt at leve op til deres egne og andres forventninger, og de er bange for ikke at klare sig. De er fremtids- og præstations­angste eller -bekymrede. Mange af dem har en række plagsomme psykosomatiske stress-symptomer,” fortæller Ida Koch og beskriver, at en del unge lider under mangfoldigheden og de mange valgmuligheder. Det kræver nemlig, at den enkelte unge har en slags overblik, kan orientere sig og navigere mellem de mange muligheder. Og det kræver ikke mindst, at den unge er i stand til at træffe hurtige valg, valg der kan få meget vidtrækkende konsekvenser.

“En del unge kan ikke finde ud af at træffe disse valg. De kan ikke finde mening eller retning og kan ikke finde sig selv i verden. Nogle bliver simpelthen bange. Det er meget ubehageligt for dem og kan give angst, fortabthedsfølelse og kaosfornemmelse. Nogle af de unge står af eller giver op. De trækker sig væk, melder sig ud af f.eks. skole eller kammeratgruppe. Måske bliver de deprimerede, får selvmordstanker, andre begynder at skære sig eller tage stoffer, der fjerner dem fra de vanskelige realiteter. Endnu andre udvikler en spiseforstyrrelse,” fortæller Ida Koch.

Ballademagere
Knap 20% af de unge, der kommer i Ung­domsprojektet, er drenge. De er ofte af familien og i folkeskolen blevet oplevet som problemdrenge, der skaber ballade.

“De opfatter sig selv som dem, der laver ballade, og de bruger mange ressourcer på at opøve evnen til at være ligeglade. Ligeglade med sig selv eller andre, fordi de tit er blevet svigtet eller har oplevet sig som svigtet,” siger Anne Kaplan. Men det kræver hårdt arbejde at gå fra at være ked af det og vred til at blive ligeglad, og det smitter af på den måde, de i øvrigt forholder sig til livet på.

“De drenge, vi møder, taler ikke om, at man kan have det svært. De bruger udtryk, som ‘at man har en nederen dag’, men at fortælle, hvad der egentlig gør ondt, er svært og uvant for dem og kan være et brud på det ‘seje’ selvbillede og ønsket om at være uafhængig af andre mennesker,” fortsætter hun.

En psykisk syg far eller mor
Psykologerne i Ungdomsprojektet taler også med unge, som er vokset op med en
psykisk syg far eller mor, og som i mange år har taget ansvar for den syge forælder.

“Med netop denne gruppe bliver det tydeligt, hvor ‘lidt’ der nogle gange skal til”, fortæller Anne Kaplan om den lettelse, psykologerne ser hos de unge, der i årevis har spekuleret på, hvad der var galt med deres forældre.

“Nogle unge beretter om en psykisk syg mor eller far, uden at de unge overhovedet ved, hvad angst, skizofreni eller depression er. For andre unge er det en kæmpe lettelse at få talt om de bekymringer, de har om selv at blive psykisk syg, men også at få en bed­re forståelse af, hvordan det har påvirket dem at vokse op med en psykisk syg forælder,” fortæller Anne Kaplan.

Et omvandrende problem
Selv om antallet af samtaler varierer fra ung til ung, har det afgørende betydning for alle de unge at møde et menneske, der er interesseret i dem, som ser dem og lytter. Anne Kaplan understreger, at psykologerne i det første møde med den unge  lægger vægt på alt det, de unge også kan ud over, at de er stødt på et problem.

“Ressourcebilledet er et meget vigtigt afsæt for den unge, før han eller hun ven­der sig og ser på problemerne,” forklarer Anne Kaplan. “Nogle gange kan det være vigtigt at skabe distance til problemet, ellers kan man have tendens til at se problemet gennem problemmættede øjne.”

Og typisk opfatter de unge sig som et stort omvandrende problem, når de kommer i Ungdomsprojektet første gang, men kan man adskille den unge fra problemet, er man godt på vej, fortæller Anne Kaplan. Det er befriende for de unge at tale om problemet som en side af dem selv frem for, at det er hele deres personlighed, der er vanskelig. På den måde genvinder de gradvist kontrollen over problemet, og det giver mulighed for at tænke og handle anderledes i forhold til deres livssituation.

“Jeg talte med en pige, der gennem fire år havde haft en spiseforstyrrelse og havde skåret i sig selv. Da hun afsluttede forløbet, fortalte hun, at hun var så glad, for nu havde hun i mange år troet, at den var helt galt med hende, men hun havde fundet ud af, at hun ud over at være en pige, der havde problemer med mad, også var mange andre ting, f.eks. en meget kreativ pige,” siger Anne Kaplan.

Et sprog for det svære
“Vi hjælper de unge med at finde et sprog for det, der er vanskeligt. Det kan være svært til den første samtale at finde ud af, hvad det egentlig er, der er svært, hvilket også kan være med til at afholde nogle unge fra at komme hos os,” forklarer Anne Kaplan. Nogle unge tror, at man skal have en klar definition af problemet, før man kan komme til samtalerne. Andre ved godt, at der er noget galt, men tør eller ved ikke, hvordan de skal tale om, at de f.eks. skærer i sig selv, har selvmordstanker eller et problematisk forhold til mad.

“Noget af det vigtigste er, at vi anerkender deres smerte, og at vi tør og kan rumme den. At vi for en tid tør være deres vikarierende håb, at vi ud fra det, de siger, tror på, at deres situation kan blive lidt anderledes,” siger Anne Kaplan. Hun oplever, at de unge generelt ikke anstrenger sig så meget for at holde sammen på sig selv, når de først har sagt problemerne højt. Det er også derfor, omgivelserne, f.eks. studievejlederne, i den periode oplever nogle af de unge som mere triste.

“De unge tillader sig selv at se på problemet og forholde sig til de svære og forbudte følelser, de er forbundet med. Og det er jo noget af det, mange af dem ikke plejer at gøre. Nogle får et dyk, før det går bedre”.

Selv om det føles som to skridt frem og et tilbage, giver samtalerne ofte de unge en helt anden accept af sig selv. De går fra at være den, der ikke kan finde ud af noget til at være en person, der magter at forholde sig til sin sårbarhed og bryde ensomheden.

“De unge fortæller os, at følelsen af ikke at være alene er rigtig vigtig. At dele hemmeligheden om, hvor svært de har det. Og at problemerne ikke bliver værre af at blive sagt højt – tværtimod” siger Anne Kaplan, der dog påpeger, at de unge kun kan gennemføre samtaleforløbet, hvis de er motiverede. Nogle gange kom­mer de unge presset af deres studievejleder, som ellers ikke ser an­den udvej end at smide dem ud fra uddannelsen, og det dur ikke.

Ensomhed og mangel på stabil, åben og fortrolig kontakt til jævnaldrende eller voksne, er også det psy­kolog Ida Koch i tiltagende grad møder hos de unge. Nogle har trukket sig væk fra social kontakt efter nederlag, svigt eller mobning.

“Tendensen er, at de unge, når de har det svært, bærer deres problemer på mere diskrete måder end tidligere. De gør alt for at skjule deres vanskeligheder, og mange søger ikke hjælp, fordi de ikke har tillid til voksne. Des­uden er de flove og har skyldfølelse over ikke at klare sig. De er jo an­svarlige for deres egen, som vi voksne kalder det, udviklings- og læreproces. Og i og med at udviklingen og vellykketheden er gjort til et individuelt anliggende, så er skylden, når det går galt, også individualiseret,” fortæller Ida Koch.

Hun mener ikke, at det i det lys er så mærkeligt, at langt flere unge vender fortvivlelsen og vreden indad mod sig selv, frem for at vende den udad imod andre mennesker og ting. Langt færre unge begår kriminalitet, som udtryk for vanskeligheder. Nej, de beskadiger sig selv, forsøger at tage deres eget liv eller bliver deprimerede, siger hun.

Konkrete redskaber
Især de såkaldte udspioneringsopgaver og coping-kort en stor hjælp for de unge, fortæller Anne Kaplan fra Ungdoms­projektet.

“Jeg beder de unge udspionere den tristhed, der rammer dem i deres liv. Hvilke tanker sætter tristheden i gang? På den måde undersøger vi, hvem der har kontrollen – tristheden eller den unge selv,” fortæller Anne Kaplan, der helt konkret beder de unge undersøge og skrive i en dagbog, hvor meget tristheden fylder hver dag. Nogle gange er der situationer, hvor tristheden ikke fylder så meget. Men hvorfor? Det samme gælder for angsten, nødvendigheden af at skære sig og tvangsritualerne.

En anden metode er copingkortene, eller ‘what to do’-kortene, som de unge kalder dem, som udspringer af de unges erfaringer om, hvad der hjælper dem til at distancere sig fra problemet i en given situation.

“Copingkort er helt personlige kort, som beskriver, hvad den enkelte præcis skal gøre, når tristheden eller angsten bliver for stor. På kortene, som de unge har i deres pung eller på deres opslagstavle, står f.eks., at de skal se en bestemt film, høre noget bestemt musik, tage et bad eller cykle en tur. For mange af de unge er det en stor lettelse at få konkret hjælp til at bryde de uhensigtsmæssige mønstre, som de plejer at søge hjælp i, f.eks. at skære sig,” fortæller Anne Kaplan, der ikke er i tvivl om, at psykologerne via Ungdomsprojektet er i kontakt med de unge på et meget vigtigt tidspunkt.

“Når vi møder de unge, er vi med til at forebygge eller afværge, at deres psykosociale vanskeligheder forværres yderligere med det resultat, at de stopper deres uddannelsesforløb. En ung fyr sagde ved sin sidste samtale, at problemet i årevis havde været chauffør i hans liv, men at han nu havde puttet det om i bagagerummet og selv havde sat sig på førersædet. Fra nu af ville han selv vælge, hvornår han skulle åbne bagagerummet og kigge på det,” slutter Anne Kaplan.