Hash – cannabisAf overlæge Jes Gerlach, PsykiatriFondens formand
1. Oprindelse
Hash eller cannabis er gennem tusinder af år blevet anvendt mod smerter og uro og som rusmiddel. Det udvindes fra hampplanten Cannabis sativa. Det aktive stof hedder delta-9-tetrahydrocannabinol (THC). Hash indtages almindeligvis ved rygning (‘joint’), men kan også spises (f.eks. i form af hashkager).
2. Udbredelse
Hash er det mest udbredte illegale stof. Ca. 40% af de 16-24-årige har prøvet hash, men kun 5% har et aktuelt forbrug*. Ca. 20% af eleverne i 9. klasse har prøvet hash. Forbruget falder med årene. Som det også fremgår af figuren nedenfor, er det især drengene/mændene, der bruger eller misbruger hash. Nogle få velfungerende mennesker har et regelmæssigt forbrug af hash.
3. Virkning
Hash i små mængder gør én behageligt afslappet, opstemt, lettere euforisk med udsvævende tankegang (man kan udadtil virke fjollet og dumt grinende) og forstærker sanseindtryk. Det kan modvirke angst og anvendes derfor undertiden som selvmedicinering af mennesker med angst. I større doser fremkalder hash sløvhed, passivitet og hukommelsessvigt, og indlæringsevnen nedsættes. Man bliver langsom, ligeglad og kan få angst og lettere paranoide ideer. De synlige kendetegn er røde øjne. Desuden oplever man øget tørst og appetit.
4. Psykose
Hos personer, der er psykisk skrøbelige, evt. psykisk syge, kan hash fremkalde eller forstærke psykotiske symptomer, angst stigende til panik, vrangforestillinger og hallucinationer. Hash er ofte det, der udløser en psykose hos unge mennesker, f.eks. skizofreni. Nogle patienter bagatelliserer disse bivirkninger og gentager rusen – måske for at være med i et bestemt miljø (gruppepres), måske for at få et afbræk i en ellers monoton hverdag. Hash er et kæmpe problem på psykiatriske afdelinger, hvor det belaster behandlingsmiljøet, forringer behandlingsmulighederne og giver anledning til psykotiske reaktioner og kriminalitet.
5. Virkningstid
Hash er meget fedtopløseligt og forbliver derfor i organismen i meget lang tid. En hashrus varer typisk tre til fire timer, men stoffets sløvende virkning forsvinder først helt i løbet af et døgn. Man regner med en halveringstid (tiden, indtil halvdelen er udskilt) på 2-7 dage, hvilket betyder, at stoffet kan påvises i blod og urin i flere uger.
6. Afhængighed
Hash er vanedannende og fremkalder afhængighed. Jo mere man indtager, jo mere skal der til for at opnå en rus (kaldes tolerans). Ved ophør efter længere tids hashrygning kommer der abstinenssymptomer som søvnbesvær, rastløshed, nattesved, irritabilitet og ulyst, men abstinenssymptomerne er dog mildere end efter alkohol og heroin.
7. Hjernenerver
Vi er alle født med hash-stoffer (cannabinoider, anandamid) i kroppen, ligesom vi har masser af cannabisreceptorer på nerveceller (CB1, især i hjernebarken) og på immunceller (CB2). Når hash-receptorerne på CB1-receptorerne bliver stimuleret, stimuleres indirekte også dopamin og opioidsystemerne, hvilket bidrager til virkningerne.
8. Terapeutisk anvendelse
Hash stimulerer appetitten, hvilket man udnytter hos mennesker med aids og kræft i kemobehandling. Cannabis modvirker smerter og spasticitet og anvendes derfor ved shlerose. Det er kun sygehuse, der via apoteket kan få cannabis i pilleform (under navnet Marinol), og Lægemiddelstyrelsen skal ansøges om tilladelse dertil. Det skal tilføjes, at cannabis for tiden undersøges som middel mod Parkinsons sygdom, Tourettes syndrom og tics. I små doser modvirker cannabis uro og depression, hvilket er i overensstemmelse med, at cannabis-antagonisten Acomplia, der tidligere har været tilgængelig som middel mod overvægt, kan fremkalde depression.
9. Behandling
Behandling af hashmisbrug består i psykosociale tiltag. Der findes ingen specifikke medicinske behandlingsmetoder, hverken til rusfasen, abstinensfasen eller den efterfølgende forebyggende fase, kun uspecifik symptombehandling. Abstinenssymptomer kan mildnes med beroligende medicin, f.eks. Seroquel eller benzodiazepiner (hvor sidstnævnte dog kan indebære risiko for ny afhængighed).
10. Økonomi
Man skønner, at der årligt omsættes for en milliard kr. hash i Danmark. Størstedelen af dette beløb går til kriminelle organisationer i ind- og udland. Det kunne tale for legalisering, men de alvorlige konsekvenser af et længerevarende misbrug taler imod. Sagen debatteres jævnlig i Folketinget.
* De seneste danske tal viser, at der er ca. 7.000 hashmisbrugere i Danmark.
Kilde: "De psykiatriske diagnoser" af Aksel Bertelsen, Povl Munk-Jørgensen og Per Bech"; PsykiatriFondens Forlag, 2010.

