Af professor Esben Hougaard, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Lige nu er den kognitive adfærdsterapi den mest brugte af de psykoterapeutiske hovedretninger.

Man har – så vidt man ved – behandlet af psykiske og psykosomatiske sygdomme eller problemer ved hjælp af psykiske midler  i alle samfund til enhver tid. I ikke-vesterlandske samfund udøves psykologisk behandling af såkaldte heksedoktorer eller shamaner, der oftest udfylder en kombineret funktion som præst og læge. Fremkomsten af psykoterapi i moderne, videnskabelig forstand knyttes ofte til familielægen Joseph Breuers “talking cure” over for en patient ‘Anna O.’ med hysteriske lammelser og hans og Sigmund Freuds redegørelse for behandlingshistorien i deres fælles bog Studier i hysteri fra 1895.

Freud skabte psykoanalysen som en særlig psykoterapeutisk metode omkring år 1900. Tidligt blev der udskilt en række underskoler inden for psykoanalysen knyttet til store personligheder som Carl Jung, Alfred Adler, Otto Rank m.fl. I 1940’erne lancerede Carl Roger et alternativ til psykoanalysen i form af klientcentreret psykoterapi, i slutningen af 1950’erne opstod adfærdsterapi og system­orienterede terapiformer, og fra midten af 1960’erne begyndte kognitiv terapi at vinde frem.

De fire hovedretninger
Psykoanalyse eller psykodynamisk terapi, humanistisk eller oplevelsesorienteret psykoterapi (herunder klient-centreret psykoterapi), adfærdsterapi, systemorienteret eller systemisk terapi og kognitiv terapi udgør psykoterapiens hovedretninger.

Ad­færdsterapi og kognitiv terapi er nu for det meste smeltet sammen under betegnel­sen kognitiv adfærdsterapi. Der er adskillige undergrupper inden for hver af hovedtraditionerne, og mange psykoterapeuter arbejder eklektisk, dvs., at de udvælger eller blander metoder fra forskellige terapiretninger.

Umiddelbart kan de forskellige terapiformer (se definitioner til højre på siden) virke meget forskellige, men der er også mange fællestræk og faktorer i psykoterapi, f.eks. at der lægges stor vægt på relationen mellem terapeut og patient (man taler om en terapeutisk alliance), at patienten konfronteres med sine problemer og de ubehagelige følelser, at klienten får konkret tilbagemelding fra terapeuten og dermed større indsigt i problemer­ne, og at klienten øver sig i at foretage ændringer i hverdagen.

Nogle forskere er af den opfattelse, at fællesfaktorerne (også kaldet de nonspecifikke faktorer) spiller en større rolle for psykoterapiens resultat end terapiretningernes særlige metoder. Der er også sket en tilnærmelse mellem retningerne i de senere år, så de i praksis nu mere ligner hinanden. Blandt årsagerne kan være dels den øgede grad af kommunikation mellem forskellige forskere og praktikere i det moderne videnssamfund, dels en tiltagende erkendelse af begrænsninger i særlige terapeutiske metoder. Der vil kunne argumenteres for, at de terapeutiske hovedretninger alle bidrager med relevante delperspektiver på den psykoterapeutiske proces, så terapeuter vil kunne lære af hinanden på tværs af teoretiske skel.

Kognitiv terapi er mest udbredt
Mens psykoanalysen klart var dominerende i det forrige århundrede, er kognitiv adfærdsterapi antageligt nu den mest udbredte form for psykoterapi. Figuren nedenfor illustrerer udviklingen i teoretiske præferencer for medlemmer af den amerikanske psy­kologforenings afdeling 12, selskabet for kliniske psyko­loger, over en godt 40-årig periode fra 1960-2003. Kognitiv terapi er gået stærkt frem i perioden og har nu sammen med eklektisk terapi den største tilslutning.

Psykodynamisk terapi er gået tilbage, men har stadigvæk den næsthøjeste tilslutning blandt terapiretningerne. Selv om nogle af de klassiske terapiformer har mistet terræn, ser det ud til, at alle hovedretningerne har bevaret status som i det mindste ‘respektable mindretalspositioner’.

Den kognitive terapiretnings fremgang hænger sammen med en almen udvikling inden for behandlingsområdet i retning af, at man lægger tiltagende vægt på empirisk dokumentation for virkning, såkaldt evidensbaseret praksis. Der er omfattende dokumentation for, at kognitiv adfærdsterapi er virksom og dermed er en konkurrencedygtig behandling sammenlignet med medicin over for mange psykiske sygdomme. Der er mindre dokumentation for andre terapiformer, men det er vigtigt at huske på, at manglende dokumentation for en behandlingsmetodes virkning ikke er det samme, som at metoden ikke virker.

Psykoterapi er på vej til at blive et etableret behandlingstilbud for psykiske sygdomme på linje med medicinsk behandling. Der oprettes for tiden specialklinikker for behandling af angst og depression flere steder i landet, ligesom der netop er åbnet op for sygesikringstilskud (60%) til psykoterapi for depression hos privatpraktiserende psykolog. Tilskud til psykoterapi mod angst følger med fra næste år.