Synspunkter
Psykiske sygdomme er omgærdet af både tabu og uvidenhed.
På grund af tabu og mangel på viden søger mange mennesker, der har en psykisk sygdom, aldrig – eller først meget sent – professionel behandling. Af samme grund føler mange pårørende sig meget alene, når et familiemedlem bliver psykisk syg.
Oplysning og øget viden om psykisk sygdom nedbryder tabu – og skaber åbenhed. Til gavn for den psykisk syge og de pårørende.
Uvidenhed og tabu betyder, at mange mennesker tror, at psykiske sygdomme er næsten umulige at behandle. Faktum er: Man kan hjælpe.
Man er nået langt med behandlingen af psykiske sygdomme i dag, og faktum er, at de psykiske sygdomme kan behandles. Desværre står mange patienter og venter på behandling. At give dem den rette behandling forudsætter, at der bliver ansat flere behandlere i psykiatrien.
Politikerne bør yde flere ressourcer til terapi og til yderligere forskning.
Mange psykisk syge skal vente længe på at komme i behandling. Det er uværdigt.
Psykiske sygdomme er hårdt belastende for den syge selv og for de pårørende.
På WHOs liste over verdens værste sygdomme er eksempelvis sygdommen depression nummer fire.
Mere end halvdelen af alle selvmord har relation til depression.
Vi burde have en behandlingsgaranti for mennesker med psykisk sygdom. Ventetiden en uværdig for den enkelte og for familien.
Det er dyrt, at vi ikke yder hjælp tidligere.
Mennesker, der lider af depression, anvender eksempelvis sundhedsvæsenet tre gange så ofte som ikke depressive. Mennesker, der lider af svær depression, er ofte ude af stand til at arbejde i 4-8 måneder. Psykiske sygdomme og problemer er ekstremt kostbare for samfundet.
Depressioner koster samfundet 10 milliarder årligt i tabt arbejdsproduktivitet.
De samlede direkte og indirekte omkostninger i forbindelse med psykiske sygdomme er i Danmark beregnet til ca. 30 milliarder kroner. Det er langt mere end nogen anden sygdom.

