Om Landsindsatsen mod Depression

Landsindsatsen mod Depression er en informationsindsats, som PsykiatriFonden gennemfører i hele landet i samarbejde med lokale netværk.
Formålet med indsatsen er at oplyse, nedbryde tabu og forebygge depression.
I Indsatsen arbejder vi for, at depression bliver en accepteret sygdom, som vi alle har kendskab til, og ved hvordan vi skal håndtere, hvis den rammer os selv eller en af vore nærmeste.



Baggrund
Ca. 125.000 mennesker i Danmark har til enhver tid en middelsvær eller svær depression. 75.000 mennesker har til enhver tid mildere depressionssymptomer, som de i mange tilfælde selv kan overvinde ved at ændre deres livsstil.
For mange mennesker kan der gå op til 10 år, fra den første depression sætter ind, til de søger læge. Og desværre er der mange, der ikke får den rette behandling, når de endelig søger hjælp hos lægen.
Det har store konsekvenser for den syge, for de pårørende og for samfundet.
Det er i et forsøg på at ændre disse forhold, at PsykiatriFonden gennemfører Landsindsatsen mod Depression.

Organisering
Landsindsatsen mod Depression koordineres af PsykiatriFonden og er lokalt forankret i regioner og kommuner. Landets Psyk-Info'er (psykiatriske informationscentre) er centrale samarbejdspartnere i udbredelsen af kendskabet til depression på landsplan. Kombinationen af PsykiatriFonden som central afsender og et landsdækkende netværk har gjort det muligt at nå ud til danskerne via et særdeles effektivt samarbejde. 

Metode 
Viden er første skridt – både når det gælder forebyggelse og behandling af depression. Oplysning om depression sker bl.a. via kurser, temadage, offentlige møder, aktiviteter på arbejdspladser, temaudstillinger og arrangementer på biblioteker, skoler, uddannelses-institutioner, foreninger mv.
Den regionale indsats suppleres af en landsdækkende informationsindsats, hvor denne hjemmeside, pjecer om depression, bogudgivelser samt PsykiatriFondens TelefonRådgivning er centrale elementer. PsykiatriFondens ErhvervsPsykiatriske Center retter et særligt fokus mod erhvervslivet og arbejder for, at det rummelige arbejdsmarked også omfatter ansatte, som har eller har haft en depression. Som en integreret del af indsatsen mod depression kører PsykiatriFondens Børne- og UngeProjekts Informationsbus i hele landet og underviser børn og unge i psykiske sygdomme og problemer.

Synlighed
Landsindsatsen har nydt godt af en omfattende interesse fra befolkningen, politikere og presse, ligesom anerkendte borgere har bakket op i lokale præsidier. Indsatsen har gjort det lidt lettere at tale åbent om depression og dermed fået flere til at søge hjælp tidligt. I november 2007 blev informationsarbejdet udvidet med Landsindsatsen mod Angst. 

Økonomi

Landsindsatsen mod Depression er støttet økonomisk af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

 

Kontakt
For yderligere oplysninger kontakt afdelingsleder Lise Karup Pedersen, e-mail: lkp@psykiatrifonden.dk eller tlf.: 3925 2508.

Opbakning til indsatsen
Hanne-Vibeke Holst er med i præsidiet for Landsindsatsen mod Depression.
Se alle præsidie-medlemmer her