Psykiske sygdomme

Mere normalt, end de fleste tror
Psykisk sygdom er langt hyppigere, end de fleste tror. Mindst 200.000 danskere lider til enhver tid af depression, mindst 200.000 af angst og mindst 200.000 af misbrug. Herudover er der et stort antal mennesker, ca. 40.000, der er ramt af svære psykoser, og 50.000 af demens.

Hver anden dansk familie kommer i kontakt med behandlingssystemet.

  • 15% får depressive symptomer - tilbagevendende depressioner eller vedvarende tristhed.
  • 20% får angstsymptomer - fobier, panikangst eller vedvarende angst.
  • 20% får misbrugsproblemer - alkohol, medicin, stoffer.
  • 15% over 65 år bliver demente.
  • Mange har flere af de nævnte symptomer samtidig.
  • Ca. 700 danskere begår hvert år selvmord - og 10 gange så mange forsøger det.

Viden og behandling er vigtigt
Psykiske sygdomme og problemer volder store menneskelige lidelser for patienter og pårørende. Derfor er det vigtigt med den rigtige viden og den rigtige behandling - på det rette tidspunkt.

Tabuer og fordomme
Der har altid været mange tabuer og myter om psykiske sygdomme. Psykisk syge og deres familier møder fordomme, der ofte skyldes, at omgivelserne mangler viden og erfaring.

Lidelse for den enkelte
Viden og et større kendskab til psykiske sygdomme er med til komme frygten, myterne og fordommene til livs. Når psykisk sygdom ikke er accepteret i befolkningen, sker det ofte, at mennesker med psykisk sygdom isolerer sig og undgår behandling. Ubehandlet psykisk sygdom resulterer i store lidelser for den enkelte, og det kan føre til misbrug, tab af arbejdsevne og undertiden - ulykkeligvis - selvmord.

Dyrt for samfundet
Psykiske sygdomme og problemer er ikke kun en lidelse for den enkelte og familierne, det rammer, de er også dyre for samfundet. I Danmark er de samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger i forbindelse med psykiske sygdomme ca. 30 milliarder kroner. 

Bøger
Angstbogen
Jes Gerlach (red.)
Stor grundbog om angstens symptomer, årsager og behandling.
304 sider, 295 kr.