Træthed og stress kan gøre alle uopmærksomme, urolige og ude af stand til at opfatte, hvad der bliver sagt. Det er normalt. Men har man ADHD ­(Attention Deficit Hyperactivity Disorder, dvs. en grundlæggende forstyr­relse i evnen til at være opmærksom) er situationen sådan hele tiden. Man kan ikke fastholde opmærksomheden og kan hverken forstå eller forholde sig til meget af det, man hører og ser. Man kan ikke sidde stille, men går fra det ene til det andet og bliver aldrig færdig med noget. Man forstyrrer, afbryder, dominerer, irriterer – og oplever derved ofte modvilje fra omgivelserne.

Sygdommen ADHD har været synlig i skolerne i mange år – under navnet DAMP. Men der er dog stadig stor usikkerhed om den tidlige diagnose og om den pædagogiske og medicinske behandling, både i skole og i hjem.

Læs mere om ADHD hos henholdsvis børn og voksne nedenfor (fra PsykiatriFondens bog ADHD - opmærksomhedssygdommen hos børn og voksne):

ADHD hos børn: symptomer og behandling
Af professor, overlæge, ph.d. Niels Bilenberg, Det børne- og ungdomspsykiatriske Hus, Universitetsafdeling, Odense

Mange danskere forstår ikke umiddelbart udtryk som ADHD og DAMP, der jo er forkortelser af engelske ord. I stedet kunne man på dansk bruge betegnelsen opmærksomhedsforstyrrelse. Så ville alle vide, hvad det drejer sig om.

Opmærksomhedsforstyrrelse optræder med eller uden samtidig hyperaktivitet. Hos over 2/3 af børnene med alvorlig opmærksomhedsforstyrrelse ser man samtidig overaktivitet og impulsivitet. For ikke at bryde med traditionen anvendes udtrykket ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) her.

ADHD opstår som følge af en fejludvikling eller umodenhed i hjernen. Sygdommen er mest kendt hos børn, men bliver ved med at give problemer ind i voksen­alderen hos mere end halvdelen. Man er stort set enig om, at ADHD forekommer i alle sværhedsgrader og med en glidende overgang til det normale.

Symptomerne inddeles i tre grupper:

• Uopmærksomhed
• Overaktivitet
• Impulsivitet

Symptomerne skal have været til stede før 7-års alderen og skal have varet i mindst seks måneder, for at man kan tale om ADHD. Desuden skal vanskelighederne ses i flere situationer, fx i skole, hjem og fritidsinstitution.

Ofte følger der problemer som bevægelsesvanskeligheder, adfærdsforstyrrelse, indlæringsproblemer, tics, følelsesmæssige problemer, autismelignende vanskeligheder eller depression med.

Danske og udenlandske undersøgelser viser, at 2-5% af alle børn har en betydelig opmærksomhedsforstyrrelse. Drenge rammes hyppigere end piger, og der er ca. fire drenge for hver pige. Generelt henvises flere drenge end piger til børne- og ungdomspsykiater, fordi piger er mere rolige og forårsager færre problemer end drenge.

ADHD hos voksne - symptomer, diagnoser og årsager
Af praktiserende speciallæge i psykiatri Mogens Brødsgaard, Århus

ADHD har længe været kendt og behandlet i børnepsykiatrien. Det er først i de senere år, at man i voksenpsykiatrien har erkendt, at også mange voksne lider af ADHD. Disse mennesker er ofte blevet misforstået og fx betragtet som personlighedsforstyrrede (psykopati eller borderline), eller også er ADHD-problemerne ikke blevet diagnosticerede pga. andre mere kendte diagnoser som depression, angst og OCD (Obsessive-compulsive disorder).

Som tidligere nævnt står AD for opmærksomhedsforstyrrelse og H for hyperaktivitet/ impulsivitet. Omkring 1/3 af alle med opmærksomhedssygdom er uden hyperaktivitet og impulsivitet (ADD), og diagnosen kan da være ekstra svær at stille. I det følgende vil betegnelsen ADHD blive anvendt, også i de tilfælde, hvor der egentlig er tale om ADD.

ADHD ses hos 3-5% af alle børn. Symptomerne ændrer sig med alderen, og de fleste bliver fx mindre omkringfarende. Man regner derfor med, at det kun er 2-3% af den voksne befolkning, der har ADHD i mærkbar grad. Til gengæld er der øget risiko for at udvikle andre psykiske sygdomme som personlighedsforstyrrelse eller misbrug.

ADHD ses hos 3-4 gange så mange mænd som kvinder, men af dem, der søger behandling, er der lige mange mænd og kvinder, fordi mænd ofte undlader at søge behandling. Sygdommen findes inden for alle sociale klasser og intelligensniveauer.

Om at få øje på ADHD
ADHD kan være en svær diagnose at stille på voksne. Sygdommen har alle sværhedsgrader (fra let og moderat til svær og invaliderende) med en gradvis overgang til det normale. En del har allerede fået diagnosen som barn. Det gælder især dem, der har sygdommen i moderat til svær grad, mens de øvrige kan gå gennem livet uden at få en diagnose.

En del personer er formentlig ligeglade med at blive diagnosticeret, da de alligevel ikke agter at få nogen form for behandling. De mener, at de nu engang er, som de er, og det har de altid levet med og accepteret. Desuden ved vi, at en af forældrene til et barn med ADHD ofte har de samme vanskeligheder (pga. den store arvelighed), og så har de måske accepteret, at det blot er noget, der ligger til familien.

I adskillige år har personalet på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger været opmærksomme på netop arveligheden, så de har direkte spurgt forældrene til de børn, de behandler for ADHD, om de har tilsvarende symptomer. På den måde har man fået øjnene op for mange voksne med ADHD.

Ofte er det en kæreste eller ægtefælle, der får personen med ADHD til at opsøge en psykolog, en psykiater eller den praktiserende læge, fordi vedkommende har hørt om ADHD, eller fordi personens adfærd er for generende for omgivelserne.

En væsentlig årsag til, at ADHD overses, er det faktum, at der hos 85% er samsygelighed (komorbiditet), dvs. at personen har en anden sygdom samtidigt. Ofte er det symptomerne fra denne anden sygdom, der fører til kontakt med en behandler. Og ofte er det symptomerne fra den sekundære sygdom, der tager al opmærksomheden.

Det kan være:

• Misbrug (55%)
• Angst, fx generaliseret angst, panikangst og socialfobi (50%)
• Depression (20-25%), inklusive den bipolare lidelse (maniodepressiv sygdom) (10-15%)
• Tvangstanker og tvangshandlinger (Obsessive-compulsive disorder), Tourettes syndrom og tics
• Personlighedsforstyrrelser, fx dyssocial personlighedsstruktur (psykopati) (18% mænd og 6% kvinder) og emotionel ustabil personlighedsstruktur, fx borderline
• Aspergers syndrom
• Læsevanskeligheder, ordblindhed og indlæringsvanskeligheder (ca. 20%)
• Søvnforstyrrelser (der vendes op og ned på dag og nat)

ADHD bliver ofte forvekslet med diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur, især den såkaldte borderline-type. Ved begge sygdomme er personen præget af impulsiv adfærd, manglende vedholdenhed og konfliktfyldte forhold til omgivelserne. Men der er også tydelige forskelle, som det fremgår af figur 12. Da behandlingen af de to sygdomme er vidt forskellig, er det vigtigt, at man får stillet den rigtige diagnose.

Diagnosen
Når man skal stille diagnosen ADHD på en voksen, skal man sikre sig
følgende:

• Symptomerne skal have været til stede før 7-års alderen, og de skal have været der uafbrudt indtil voksenalderen.
• Symptomerne skal have været til stede både hjemme, i skolen og ved fritidsaktiviteter, og de skal have givet problemer for personen.
• Tilstanden påvirker personens selvopfattelse, selvtillid og selvværdsfølelse  både som barn og voksen.

Man inddeler herefter i tre typer:

• Overvejende uopmærksomhedstype (ADD, attention deficit disorder).
• Overvejende hyperaktivitets-/impulsivitetstype (HD, hyperkinetic ­disorder).
• Kombineret type (ADHD).

Det er vigtigt, at man sikrer sig, at symptomerne er til stede både i arbejds- tiden og i fritiden. Hvis symptomerne fx udelukkende viser sig på arbejdspladsen, er det problemer, der har med arbejdspladsen at gøre, og som derfor skal løses der. Det samme gælder om hjemmet.

Man taler først om hyperaktivitetssymptomer, hvis de er til stede efter 11-års-alderen, og om impulsivitetssymptomer, hvis de er til stede efter 14-års alderen.

Uopmærksomhedssymptomerne vil derimod først være fuldt udviklede efter 20-års alderen. Voksenpsykiatrien tager netop over på det tidspunkt, hvor alle symptomerne aldersmæssigt er fuldt udviklede. Det kan være vanskeligt at vurdere symptomerne hos en ung voksen, da det ofte blot drejer sig om umodenhed. Når personen er ældre end 25 år, er det lettere at vurdere.