Hvad er demens?
Demens er betegnelsen for en række symptomer på svigt i hjernen. Det viser sig først og fremmest ved svigtende hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Demens giver også problemer med koncentration, regnefærdigheder, orienteringsevne og sprog.

En demens sygdom begynder ofte snigende, og det kan i begyndelsen være svært at afgøre, om der er tale om sygdom. Men efterhånden giver sygdommen udtalte problemer med at klare hverdagen. Nogle demente ændrer sig psykisk og får svært ved at omgås andre mennesker. Andre bliver urolige, overdrevent mistænksomme, vredladne, initiativløse eller får hallucinationer. De demente kan helt miste evnen til at leve i eget hjem og må bo på plejehjem.

Demens-sygdommen påvirker også de pårørende, som dels må se deres familiemedlem blive stadigt mere dement, dels må påtage sig et stort plejeansvar.

Hvor hyppig er demens?
Demens bliver hyppigere med stigende alder, så der bliver stadig flere demente mennesker i takt med, at vi lever længere. Hos de 60-65-årige er mindre end 1 ud af 100 personer demente, mens der blandt 85-90-årige er over 20 demente ud af hver 100. Demens kan i sjældne tilfælde udvikles i 40-års alderen, men de fleste er over 70 år, når symptomerne begynder.

I Danmark er der ca. 50.000 svært demente patienter, og tæller man de lette tilfælde med, regner man med 100.000. Der opstår omkring 9.000 nye tilfælde af demenssygdom hvert år.

De hyppigste former for demens
Den almindeligste form for demens kaldes Alzheimers sygdom og udgør 50-60% af alle tilfælde. Ved Alzheimers sygdom går nerveceller i flere områder i hjernen langsomt til grunde. Vaskulær demens (25%) opstår efter blodpropper eller blødninger i hjernen. Andre almindelige årsager til demens er Parkinsons sygdom og alkoholmisbrug, ligesom demens kan opstå efter læsioner af hovedet eller i forbindelse med stofskiftesygdomme.

Det kan i visse tilfælde være svært at skelne mellem demens og andre sygdomme. Det gælder for eksempel depression.

Der er en arvelig tilbøjelighed ved visse former for demens, men hvor meget arv i praksis betyder, er endnu ikke helt klart.

Hvordan stilles diagnosen?
Problemer med hukommelsen skyldes ikke altid en begyndende demenssygdom, så derfor er det vigtigt at stille den korrekte diagnose. En korrekt diagnose giver også mulighed for at tilbyde den rigtige behandling og støtte.

Først afklares det, om der virkelig er tale om demens. Herefter skal det afgøres, hvilken sygdom der har fremkaldt symptomerne.

De indledende undersøgelser kan foretages af den praktiserende læge, der eventuelt henviser til videre undersøgelse ved f.eks. en neurolog eller psykiater. Sommetider er det nødvendigt med en undersøgelse hos en neuropsykolog for at vurdere, hvilke hjernefunktioner der er ramt og sværhedsgraden heraf.

Ofte foretages CT-scanning eller MR-scanning for at få billeder af hjernens struktur. Scanningen kan bl.a. være med til at fastlægge typen af demens samt udelukke sygdomme, der minder om demens.

Hvordan behandles demens?
Enkelte former for demens kan helbredes, men i de fleste tilfælde forværres sygdommen langsomt over nogle år. Hvis demens skyldes blodpropper, er det muligt at forebygge forværring med medicin. I de sværeste tilfælde dør personen i løbet af få år.

Ved alle demenssygdomme kan der gøres meget for at bedre hverdagen og forløbet for både den demente og de pårørende. Demente har de samme behov for tryghed, anerkendelse og følelsesmæssig kontakt som alle andre. Ved henvendelse til socialforvaltningen kan man få kontakt til forskellige støtteforanstaltninger.

Lægen kan i nogle tilfælde tilbyde medicin, der kan lindre symptomerne. Desuden forskes der intensivt i at udvikle nye lægemidler mod bl.a. Alzheimers sygdom.