Fortalt af Vickie, 48 år

En lys smuk søndag morgen kort efter min 40 års fødselsdag sidder jeg og læser Søndagsavisen i mit dejlige køkken med udsigt over havet. Jeg er glad for mit liv med min mand, mine to vidunderlige sønner og mit nye job på Novo Nordisk – alt er perfekt! Men inden i mig er der en ofte alt for dominerende sort plet. Den breder sig i alle mulige daglige situationer:

     - Når jeg skal spise i den fine kantine med mine søde kollegaer
     - Når jeg skal underskrive, mens den rare smilende bankmand er til stede
     - Når jeg skal vise min venlige kollega noget vigtigt på computeren
     - Når jeg skal stikke nøglen i det lille nøglehul for at åbne døren for min
       dejlige veninde
     - Når jeg mødes til en let frokost med mine gamle venner på min yndlings café

Den sorte plet vokser og breder sig i mine tanker og sind, jo mere de forskellige situationer nærmer og udvikler sig. Det føles, som om mine tanker og handlinger bliver overtaget ¬ alt foregår som inden i en osteklokke, og det eneste jeg kan tænke på er, hvordan jeg kommer væk fra situationen, og mit hjerte begynder at banke kraftigt. Nu drejer mine tanker sig kun om, at jeg skal holde mine rystende hænder i ro og om, hvordan jeg kan skjule dem for mine omgivelser. Jeg føler, at de andre udelukkende kigger på mig og mine hænder, der ryster. De kan tydeligt se, hvor svag, lille og usikker jeg i virkeligheden er – at jeg ikke er perfekt men i virkeligheden lille og ikke så klog.

Jeg opdagede, at jeg havde socialangst, da jeg så en lille annonce i Søndags-avisen den smukke søndag morgen for nu otte år siden. I annoncen søgte en psykiater i Hillerød frivillige til et medicinsk studie over depressions-medicin mod socialangst. Symptomerne på socialangst var beskrevet. Alle symptomer kendte jeg alt for godt. Det var jo dem, jeg troede, kun jeg havde. Dem, som jeg, siden jeg var 11 år, havde gjort alt for at skjule for alle omkring mig. Jeg opdagede, at den sorte plet var noget, man havde et navn for og en diagnose på: Socialangst. Jeg søgte straks på ordet på internettet. Og frem kom en historie fortalt af en ung kvinde om hendes angst i kantinen. Denne historie var en tro kopi af mine egen oplevelser.

Jeg kunne nu printe historien ud og med den i hånden henvende mig til psykiateren i Hillerød, min egen læge og min mand og sige: ”Det er sådan, jeg har det”. Det var første gang, jeg virkelig kunne forklare og sætte ord på den sorte plet i mit sind.

Derefter meldte jeg mig til forsøgsstudiet. Gennem psykiateren blev jeg bekendt med diagnosen og fik senere behandling med depressionsmedicin. Da jeg ville stoppe med medicinen, henviste min læge mig til kognitiv behandling.

Den kognitive behandling var et gruppeforløb på to måneder. Her talte jeg med andre, der ligesom jeg havde en sort plet/et uhensigtsmæssigt tankemønster/en angst. Vi var omkring 12 personer i gruppen, alle meget forskellige i forhold til alder og miljø. Men vi forstod hinanden dybt ind i sjælen og talte et sprog og jokede, som mennesker uden ’den sorte plet’ aldrig vil kunne forstå og føle helt på samme måde.

Ved forløbets slutning gik det pludselig op for mig, at det var mine tanker, der skulle ændres. Først var det svært for mig at forholde mig til, fordi jeg forbandt mine tanker med at være mig. Jeg blev bange for, at det betød, at jeg ikke mere kunne være, som jeg plejede at være! Det gjorde mig så forskrækket, og jeg græd som pisket.

Men efter en periode var jeg parat til at blotte mig selv og kæmpe for at mindske min angst. Jeg havde jo prøvet følelsen af, at angsten var dæmpet i forbindelse med min behandling med depressionsmedicin. Så jeg kendte den tilstand, som jeg skulle kæmpe for at opnå – jeg havde et ’konkret’ mål at gå efter.

Under forløbet med kognitiv behandling blev jeg bevidst om, hvor stor betydning min tænkemåde har for min sindstilstand. Samtidig introducerede en kollega mig for et sted, hvor jeg lærte om meditation, ro og vejrtrækningsøvelser. Desuden meldte jeg mig som frivillig i Angstforeningen. Her lærte jeg at tale åbent om min angst og hjælpe andre via telefonrådgivning. Derved hjalp jeg også mig selv!

Efter forløbet har angsten domineret mindre og mindre, men den er der og vil aldrig forsvinde helt. Men jeg kan bedre forstå den og forholde mig til den. Jeg ved, jeg ikke er lille og dum – og jeg skal ikke skælde mig selv ud for dette. Jeg har bare nogle uhensigtsmæssige tanker. Men jeg ved, de ikke er rigtige. Og hvis jeg er i tvivl, spørger jeg! Jeg ved også, at mine omgivelser ikke svigter mig eller synes, jeg er dum, fordi jeg spørger eller viser mine svagheder. De holder stadig af mig, og ingen har forladt mig.

Jeg lytter og tænker ’udad’, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg fokuserer meget på, hvad de siger og forholder mig til det. Jeg sørger bevidst for ikke at lade mig gribe i mit gamle tankemønster, hvor jeg tænker ’indad’ og fokuserer på mine egne bange og usikre tanker om, hvad jeg nu skal svare, eller hvordan jeg skal smile eller se ud, for at vedkommende vil synes om mig. Det er lige præcis den slags tanker, der er med til at udløse angsten.

Jeg er nu 48 år og lærer stadig. Alt er ikke perfekt, men livet er skønt alligevel!