Fortalt af Claus, 37 år

Egentlig har jeg nok altid vidst, at noget ikke var helt, som det skulle være. Men igennem næsten tyve år er det lykkedes mig, at bilde mig selv ind, at jeg blot var et følsomt, melankolsk menneske med et større drive end ’normalen’. Mine første depressioner startede i de sene teenageår. Studentereksamen kiksede på grund af fravær. Det var ikke et fravær, der resulterede i fest og farver, men et fravær hvor jeg tilbragte timer i byens parker og i de tomme gader med mine melankolske tanker. På samme tid havde jeg også mit første forsøg på at forlade denne verden. Det lykkedes mig dog at tage mig sammen, at ’fikse depressionen’, som jeg senere i mit liv ville komme til at kalde det.

Jeg kom i gang med en merkantil uddannelse og et trainee-forløb i en stor dansk detailvirksomhed. Her må manierne være startet for første gang. Tempoet var hektisk i virksomheden, og mit eget tempo var endnu hurtigere. Bolde blev kastet, men ikke alle blev grebet igen. Der kom styr på parforhold, familie og karriere. Manier og depressioner blev skjult i arbejde og i ferier, hvor jeg faldt helt sammen. Til sidst fik manierne dog en så voldsom karakter, at det kostede parforholdet. Jeg indledte dog straks et nyt og langt mere stormfuldt forhold. Samtidig startede jeg min egen virksomhed. Virksomheden fik succes, og jeg følte, jeg kunne gå på vandet.

I bakspejlet kan jeg se, at det primært var manierne, der styrede mit liv i den periode, hvor jeg var selvstændig. Fem biler, sommerhus og nybygget villa. Pengene fossede ud, og det gjorde mit humør også. Jeg var næsten konstant utilnærmelig, vred, opfarende og utilregnelig. Jeg fik hele tiden nye idéer, og disse blev mere og mere ude af trit med virkeligheden. Tempoet var så højt og mit søvnforbrug til sidst så lavt, at det uundgåelige skete: Min krop sagde stop. Som 32-årig, slank og – udadtil – succesfuld mand fik jeg en blodprop i hjertet. Min daværende kæreste fandt mig og reddede mit liv. Jeg kvitterede ved at opgive vores forhold på trods af, at mine følelser for hende stadig var særdeles stærke. Men endnu engang havde depressionen overtaget mit liv. Og jeg ønskede kun én ting: At være alene, helt alene. Nedturen stoppede ikke der. Jeg mistede virksomhed, hus og sommerhus. Og endnu engang forsøgte jeg at forsvinde fra denne verden. Det lykkedes ikke, og jeg søgte for første gang hjælp hos min læge.

Jeg fortalte desværre kun lægen om depressionerne og undlod behændigt at komme ind på, hvad jeg nu godt vidste var manier. Hjælpen løb ud i sandet, og endnu engang ’fiksede jeg depressionen’ ved at tage mig sammen. Et nyt ansvarsfuldt lederjob blev landet, og jeg buldrede igen fremad. Men glæden var kort – manier og depressioner begyndte at aflyse hinanden i et voldsomt tempo. Jeg mistede jobbet og søgte hjælp igen. Denne gang var jeg ærlig, og ALT kom frem. Også de ting, som jeg skammede mig over. Det udsvævende seksualliv, de frygtelig ting, som jeg havde udsat min familie for, og selvfølgelig selvmordsforsøgene.

Jeg fik en henvisning til lokalpsykiatrien, og jeg er nu i behandling med medicin (deprakine og antidepressiver) for bipolar depression type 1. Jeg har desuden valgt at være helt åben overfor min omverden – familie og venner er informeret om min tilstand, og det samme bliver nye bekendtskaber fremover. Erkendelsen har været min bedste medicin. Der er styr på mit privatliv nu. Jeg har en fornuftig bolig, styr på min økonomi og en drøm om revalidering, så jeg kan tage en ny humanistisk uddannelse. Min gamle verden har jeg lagt bag mig. Men den er der jo endnu, min gamle følgesvend. Nu ved jeg blot, hvad det er. Og jeg er blevet god til at mærke overgangene. Jeg bliver ekstra følsom, hvis en depression nærmer sig, og ekstra energisk, hvis manien er på vej. Jeg lever med begge dele og håber, at kendskabet til min sygdom og medicinen på sigt vil hjælpe mig til at kunne leve et normalt liv. Vejen bliver lang og stenet. Jeg har gjort ting under manierne, som jeg stadig ikke kan fortælle til nogen. Skammen og skyldfølelsen er alt for voldsom. Og på de depressive dage tager det stadig mange timer at overkomme selv små ting. Samtidig har jeg udviklet en socialangst, som jeg også skal arbejde med. Nu er jeg heldigvis på rette vej, men ville ønske, at jeg havde søgt hjælp langt tidligere i mit liv.