Fortalt af en mand, 30 år

Allerede i de små klasser i folkeskolen kom min OCD til udtryk. Dengang var jeg ikke klar over, at det var OCD, det handlede om, men når jeg ser tilbage, var tegnene tydelige. Jeg kan især huske, at jeg havde en idé om, at jeg skulle lugte til en stol, før jeg satte mig ned. Derudover skulle jeg ofte se efter, om mine sko var rene, og at jeg ikke havde trådt i noget ulækkert. Med denne adfærd var det nemt for mine klassekammerater at finde noget at drille mig med, og det gjorde årene i folkeskolen til en svær periode. Min far havde også OCD, og når han f.eks. skulle låse en dør, tjekkede han gentagne gange, om den var låst. På det tidspunkt kunne jeg ikke se noget galt i det og begyndte at gøre det samme.

Jeg fik stillet diagnosen, da jeg var omkring 14 år. Jeg gik i behandling hos psykiater og psykolog, men det var først da jeg var 25 år og kom i et gruppeforløb på Rigshospitalet, at jeg følte, at jeg fik den rette hjælp og langsomt begyndte at få nogle små sejre over min OCD.

Jeg kom i lære som glarmester, da jeg var 17 år. På dette tidspunkt påvirkede min OCD stadig min hverdag. Jeg skulle tjekke mig selv i alt, hvad jeg foretog mig for at undgå at lave fejl, hvilket bremsede mit i forvejen langsomme arbejdstempo. Jeg måtte opgive et job som filmoperatør, da det til tider hektiske arbejdstempo forhindrede den omfattende kontrol, jeg havde brug for at udføre. Det var et nederlag, at jeg ikke formåede at passe jobbet – dog tog jeg det som en lille succes, at jeg trods alt nåede at stå alene med ansvaret på nogle enkelte vagter. Jeg måtte herefter konkludere, at jeg ikke kunne magte et stort arbejdspres, fordi det forværrede min OCD.

Da jeg var færdigudlært som glarmester, fik jeg arbejde i en SFO, tog på højskole og en kortere tur på egen hånd i Australien. Jeg undlod bevidst at søge job som glarmester, da jeg vidste, at arbejdstempoet ville blive et problem. Jeg flyttede først hjemmefra, da jeg var 24 år. Det forværrede dog mine OCD-symptomer, så de påvirkede mig fra morgen til aften, og jeg mistede styringen med mit liv. Da jeg havde det sværest, havde jeg både tvangstanker og tvangshandlinger. En af de måder, min OCD kom til udtryk på, var i min trang til at vaske hænder hele tiden. Jeg skrev tidspunkterne ned for, hvornår jeg havde vasket hænder som en sikkerhed for, at det var gjort. Tvangshandlingerne gav mig en kortvarig fred. En anden måde, min OCD kom til udtryk på, var ved, at jeg efter en samtale med f.eks. en kammerat følte, at jeg var nødt til at gennemgå hele samtalen bagefter inde i mit hoved, fordi jeg var bange for, at jeg kunne have sagt noget, som kunne have gjort ham ked af det eller sur.

Det var et sandt mareridt, og jeg endte med at flytte hjem til min mor igen. Men min OCD påvirkede stadig mine handlinger. En dag kontaktede jeg et VVS-firma for at få dem til at komme og skifte en vandhane på et toilet, selvom der ikke var noget galt med den. Men fordi jeg mente, at den var snavset indvendigt, havde jeg brug for, at den blev udskiftet. På det tidspunkt var jeg fuldstændig ude i torvene og ved at give helt op. Jeg følte, at min OCD havde givet mig så mange ridser, revner og buler. Jeg ønskede at skade mig selv, men jeg havde heldigvis ikke modet til det. Min mor kørte mig på psykiatrisk skadestue to gange i den periode, dog uden at jeg blev indlagt. Herefter kom jeg i gruppeforløbet på Rigshospitalet.

I gruppeforløbet hjalp det mig meget at møde andre mennesker med OCD og høre, hvordan de håndterede dagligdagssituationer på en måde, så OCD’en ikke fik lov at spille så stor en rolle – så vidt det var muligt. Samtidig fik vi hjemmearbejdsopgaver, og jeg fik bl.a. til opgave at udsætte mit ritual med at vaske hænder hele tiden. Ved at udsætte dette faldt angsten mere og mere, fordi jeg indså, at det var en tvangstanke, der satte gang i ønsket om at foretage tvangshandlingen. Disse opgaver var meget nyttige, skønner jeg i dag, men når jeg husker tilbage, kunne jeg ikke lide dem, fordi det var en meget stor udfordring at kæmpe mod tilskyndelsen til at udføre tvangshandlingerne. Men det var den eneste vej frem.

Det har været en lang og sej kamp at finde mig selv og få styr på min OCD. Efter at have taget medicin for min OCD de sidste 5-6 år, er jeg netop stoppet med medicinen. Jeg føler, at jeg har fået styr på min tilværelse, og jeg bor i dag i min egen lejlighed. Jeg er blevet tildelt et fleksjob og har de sidste par år både arbejdet som glarmestersvend og pedelmedhjælper på et bosted for voksne udviklingshæmmede.

Min ’medicin’ består nu af regelmæssig fitness, motionsboksning og løb og i at prøve at undgå stressede situationer. Jeg har altid været glad for at være aktiv – det er en god måde at få renset ud i tankerne. Jeg har stadig tvangstanker, men jeg føler, at jeg er blevet god til at ”lægge låg” på og komme videre i situationen. Tvangshandlingerne har jeg fået lagt på hylden. Det vigtigste for mig har været at sætte mig små opnåelige mål for at få oplevelsen af succes. Jeg har ikke haft tilbagefald siden januar 2008, hvor jeg blev opsagt pga. finanskrisen samtidig med, at min kæreste forlod mig. Jeg opbyggede herefter en ny strategi - en ’sikringsrude’, som har vist sig at fungere.

Når jeg tænker tilbage, har jeg altid syntes, det var lidt spøjst, at jeg kom til at arbejde som glarmester. Som person er jeg ret sårbar, og glas er jo et meget skrøbeligt materiale, hvis man ikke behandler det varsomt. Dog kan man hærde det, og så siger man – som tommelfingerregel – at det bliver fem gange stærkere end almindeligt glas. Jeg er selv blevet hærdet af de ting, jeg har været igennem, og jeg vil sige, at har man kæmpet en kamp mod en lidelse som OCD og lært at acceptere den og fået hverdagen til at fungere, så er man godt rustet til livet. Det har også betydet meget, at jeg har en fantastisk familie og nogle meget unikke kammeratskaber, som har været guld værd, og jeg havde ikke klaret mig lige så godt, hvis ikke det havde været for deres opbakning. I dag kan jeg nyde og sætte pris på livet.