Personlighedsforstyrrelser
Personlighedsforstyrrelser er udtalte forstyrrelser af personlighedsstrukturen, som ikke er en følge af organisk eller anden psykisk lidelse. Forstyrrelserne viser sig som regel allerede i barndommen eller senest i opvækstårene og varer livet igennem. De omfatter adskillige af personlighedens områder, specielt holdning, følelsesliv, impulskontrol og forholdet til andre. Forstyrrelserne medfører unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig adfærd, der oftest går ud over personen selv eller skaber vanskeligheder i forhold til omgivelserne.

Personlighedsforstyrrelserne inddeles efter de dominerende adfærdstræk i otte underformer. De er kort karakteriseret i tabellen nedenfor (personlighedsforstyrrelser med diagnosenumre i henhold til ICD-10 og nogle karakteristiske træk). De personlighedsforstyrrede vil ofte have træk fra flere forskellige undergrupper på én gang.

Svær diagnose at stille 
Diagnosen er vanskelig at stille og kræver pålidelige oplysninger fra pårørende om hele personens livsforløb siden barndommen eller puberteten, for at man kan være sikker på, at tilstanden har været til stede igennem hele livet. Da det drejer sig om varige tilstande, som højst kan modereres gennem behandling, men ikke afhjælpes, skal man være varsom med at anvende diagnosen, idet den kan få en stemplende virkning.

Ukritisk brug af borderline-diagnosen
Diagnosen borderline personlighedsstruktur er meget populær, særlig blandt psykologer, og anvendes ofte ukritisk, idet man forveksler en psykodynamisk borderline-struktur med ICD-10 diagnosen. Det gælder ikke mindst i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor man egentlig slet ikke kan bruge diagnosen, eftersom den først kan stilles flere år efter, at personen er kommet ud af puberteten. Først da kan man være sikker på, at der foreligger en vedvarende forstyrrelse af personlighedsstrukturen.

Hyppighed
Det er ikke muligt at komme med eksakte oplysninger om hyppigheden af personlighedsforstyrrelser. Undersøgelser har vist meget divergerende resultater, fra 2-3% til 12-15% af befolkningen. Sandheden ligger nok et sted derimellem. Regner man kun med de rigtig alvorlige, socialt invaliderende personlighedsforstyrrelser, er vi nede på de 2-3%. Når vi i det psykiatriske sygehusvæsen finder godt 8.000 personer årligt med hoveddiagnosen personlighedsforstyrrelse, er det især den såkaldte borderline-diagnose, der er tale om. Blandt mændene er det især den dyssociale og den tvangsprægede forstyrrelse, der dominerer, mens det hos kvinderne er borderline og den ængstelige.

Behandling
Visse personlighedsforstyrrelser kan mildnes ved psykoterapi, evt. i gruppesammenhæng. I svære tilfælde kan medicinsk behandling undertiden hjælpe. Især har depressionsmedicin vist sig nyttig ved at kunne dæmpe impulser, angst og depression. Derimod anvendes de såkaldte benzodiazepiner kun sjældent pga. risikoen for afhængighed og misbrug.

Sociale konsekvenser
Svær personlighedsforstyrrelse kan ofte være et betydeligt handikap i forbindelse med uddannelse eller arbejdsforhold. De udadrettede former medfører problemer i forhold til omgivelserne og bevirker, at man hyppigt skifter arbejdsplads og til sidst måske opgiver eller opgives. De indadvendte eller ængstelige mennesker er på den anden side så nervøse, at de har svært ved at fungere selv i let belastede situationer. Det er således ofte sådan, at de ikke kan varetage et arbejde, ikke engang fleksjob, men heller ikke opnå førtidspension. Først hvis man gennem en årrække ikke har kunnet tilpasse sig eller fungere på arbejdsmarkedet, og behandlings- og revalideringsforsøg har været resultatløse, kan førtidspension tildeles.

Uddrag af De psykiatriske diagnoser af Aksel Bertelsen, Povl Munk-Jørgensen og Per Bech, PsykiatriFondens Forlag, 2010.