Fortalt af Lise-lotte

Da jeg var barn oplevede jeg verden som et ondt sted. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at de andre snakkede om mig. At de ikke kunne lide mig og syntes, at jeg var umulig og dum. Så jeg lærte at gemme mig bag en facade og udviklede en selvkontrol, der gjorde, at ingen kunne såre mig.

Jeg var enebarn og var tit alene hjemme, fordi de voksne gik på arbejde. Når jeg var alene, var jeg bange. Bange for mørke, bange for indbrud , bange for kælderen, hvor jeg følte, at der var nogle væsener, der ville mig noget ondt. Jeg var et barn med meget få venner, som blev mobbet og slået i frikvartererne. Jeg følte mig altid på tålt ophold, for jeg var jo sådan et barn, ingen kunne lide - derfor var det også i orden, at de andre behandlede mig dårligt, følte jeg. Selvfølgelig var der også mange gode oplevelser i min barndom: ferieture og familiebesøg; men det, der fylder, når jeg tænker tilbage, er angsten og følelsen af ikke at slå til.

Jeg blev en dominerende pige, en kontrolleret pige, der havde styr på alting, for på den måde kunne jeg også styre min angst. Udadtil var jeg ligeglad med andre mennesker og mit skjold havde været perfekt, hvis det ikke havde været for en fyr - Jesper - der fik øje på mig i slutningen af 80erne. Vi var begge 18 år, og Jesper havde besluttede sig for, at jeg var kvinden I hans liv. Han ville have mig, så enkelt var det. Jeg troede simpelthen ikke på ham. Kærlighed - det kunne det ikke være. Hvordan kunne han elske mig? Gradvist blev han alligevel min ven, for Jesper var stædig. Jeg havde uddannet mig til socialpædagog, og min største drøm var at få børn, og Jesper var vejen til det.

Vi blev gift, da jeg var 25 år. Samtidig kom vores første datter, Caroline, til verden - og så kom angsten for alvor. 
Jeg var så afgjort en hønemor: hverken Caroline eller Frederikke, der kom to år senere, var nogen sinde alene. Om natten sov de i sengen hos os, de sov aldrig ude i barnevognen, og jeg var altid lige ved siden af dem. Altid. 


Jeg lå vågen om natten, skrækslagen, fordi jeg kunne høre og mærke, at der gik folk rundt i vores hus. Jeg var sikker på, at de vil slå os ihjel, hvis de opdager mig eller vores små børn. Jeg kunne ikke vække Jesper for så var jeg bange for, at de opdagede os - og børnene måtte under ingen omstændigheder græde, for så vidste jeg, at de ville komme og tage dem. 


Jeg arbejdede som pædagog på en familieinstitution. Det var svært. Jeg forestillede mig hele tiden, hvad andre mon tænkte om mig og jeg havde lange samtaler og dialoger kørende inde i mit hoved. Jeg er sikker på, at der er var skabt et komplot mod mig.

I januar 2000 gik det galt. Jeg mistede vores tredje barn ved en spontan abort, og jeg fik voldsom madlede. Jeg spiste stort set ingenting, og mine dialoger i hovedet blev mere og mere truende. Jeg bestemte mig for, at jeg vil klare mig selv alene med pigerne, for jeg synes, det er svært at være gift. Jesper forstod ingenting, men han hjalp mig.

Det gik helt galt for mig da jeg blev alene. Jeg hverken spiste eller sov. På arbejdet brød jeg sammen, og kollegerne fik mig indlagt i november 2000. På hospitalet tog de en blodprøve og fandt ud af, at mit kaliumtal var så lavt, at jeg var på grænsen til et hjertestop.

På Herning Sygehus mente de, jeg havde anorexi og en depression. Ja, det kan da godt være, tænkte jeg. Men jeg havde ikke tid til at tage mig af det. Der var jo et komplot imod mig, og det strammede til. På det tidspunkt følge jeg, at alle var imod mig. Også familien og sygehuset. Jeg var sikker på, at de ville tage mine børn fra mig.

Jeg var indlagt næsten halvandet år. Jeg lagde flugtplaner for at redde mine børn – og jeg fortalte Jesper om dem, når han besøgte mig. Han prøvede at berolige mig og var meget udholdende. Samtidig med, at han havde ansvaret for vores to piger, der var fire og seks år. Heldigvis kunne mine forældre og et godt netværk støtte ham. 


Jeg kunne ikke få fred på sygehuset. Jeg havde værelse ved siden af vagtstuen og var sikker på, at personalet hele tiden talte om mig. Jeg bad dem tale knap så højt – og faktisk flyttede de vagtstuen, fordi de troede, at rummet var meget lydt. Ingen opdager, at mine stemmer kun findes i mit eget hoved.

På hospitalet falder mit liv fra hinanden. Jeg kan ikke holde kontrollen, og angsten er ved at rive mig i stykker. De går væk fra anorexidiagnosen og mener i stedet, jeg har Borderline. Jeg kommer hjem på weekender, og jeg finder en måde at skaffe mig selv ro i sindet på. Jeg smører acetone og neglelak på armen og tænder ild. Smerten giver mig en ro indvendig. Den gør livet til at udholde. 
Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, jeg har forsøgt selvmord. Tit har jeg tænkt på, hvordan Jesper kunne blive hos mig. Hvor fik han kræfterne fra? Det spørgsmål kan ikke besvares.

Det var en lille bitte ting, der ændrede mit og min families liv en dag i 2002. Jeg var alene hjemme og fjernsynet var tændt. Det viste et program, der hed " Godt begyndt". Pludselig hørte jeg programmets vært sige, at hende Lise-Lotte var dum og uværdig som menneske. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, tænkte jeg. Jeg fortalte det til personalet på sygehuset. Dermed fik lægerne et fingerpeg om, hvad der egentlig var i vejen med mig og jeg fik ny diagnose: paranoid skizofreni. Først der – efter halvandet års indlæggelse – fik jeg den medicin, der hjalp mig. Og terapibehandling.

Meget langsomt begyndte komplotteorierne at blegne og en dag var stemmerne forsvundet. Der var pludselig helt stille i mit hoved. En velsignet fred. Jeg indså, at der aldrig havde været nogen, der talte om mig, at der ikke var noget komplot imod mig. At der var mennesker omkring mig, der holdt af mig og allerbedst: At der var en mand og nogle børn, der elskede mig og altid havde gjort det.

Der er nu gået ti år siden jeg fik stillet den rigtige diagnose. I dag får jeg stadig medicin men håber på et tidspunkt at kunne slippe den helt. Jeg er på førtidspension og arbejder 8 timer om ugen på et plejehjem. Jeg har et utrolig godt liv i dag – faktisk bedre end jeg nogensinde har forestillet mig, det kunne blive.