Skizotypisk sindslidelse (skizotypi) er, som navnet antyder, beslægtet med skizofreni. Sygdommen er en lettere form for skizofreni, kendetegnet ved betydeligt mildere symptomer og ingen eller kun forbigående psykotiske tilstande.

Personer med skizotypisk sindslidelse vil ofte være så velfungerende, at de kan passe et arbejde og i vid udstrækning have kontakt til familie, venner og andre. Det er dog et centralt problem for personer med skizotypisk sindslidelse at have tætte forhold til andre mennesker og at vedligeholde kontakten.

Skizotypisk sindslidelse
For at stille denne diagnose skal mindst fire af følgende ni symptomer være til stede i mindst to år:

1. Følelser, der er indsnævrede eller ikke passer til situationen.
2. Excentrisk, sær eller aparte udseende eller adfærd.
3. Kontaktfattigdom og tilbøjelighed til at isolere sig.
4. Sære ideer, magisk tænkning.
5. Mistroiskhed eller paranoide ideer.
6. Langvarige spekulationer, der kan ligne tvangstanker, men som personen ikke rigtig kæmper imod, og som ofte har et aggressivt eller seksuelt indhold eller drejer sig om defekt udseende.
7. Usædvanlige sanseoplevelser, forstyrrelser i oplevelsen af kroppen eller andre sansebedrag, fremmedoplevelse af egen krop eller af omverdenen.
8. Tankegang og tale er vag, omstændelig, kringlet, privat eller fraseagtig.
9. Mikropsykoser (meget kortvarige psykoser) med udtalte sansebedrag, hallucinationer eller ideer, der kan ligne vrangforestillinger, og som sædvanligvis optræder uden ydre provokation.

Som det fremgår, beskrives symptomerne hovedsageligt udefra af den, der skal stille diagnosen. Kun enkelte, f.eks. nr. 7, beskriver personens egen oplevelse af tilstanden.

Årsager
Årsagerne til skizotypi er de samme som ved skizofreni. Man ved, at skizofreni findes ophobet i familier, hvilket tyder på en arvelig faktor i form af en medfødt sårbarhed. Der er da også mange undersøgelser, der tyder på, at en arvelig faktor er en forudsætning for, at skizofreni og skizotypi udvikles. Den arvelige faktor kan imidlertid ikke stå alene som årsagsforklaring. Miljømæssige, sociale og psykologiske faktorer spiller også ind. Det kan f.eks. være sygdomme hos moderen under graviditeten, komplikationer i forbindelse med fødslen eller mangelfuld følelsesmæssig stimulering i de første leveår. Den arvelige faktor er altså nødvendig for udvikling af skizofreni og skizotypi, men er ikke en tilstrækkelig og udtømmende forklaring på, hvorfor sygdommen opstår.

Skizofreni og skizotypi betragtes som en forstyrrelse i udviklingen af hjerne og nervesystem. Forstyrrelsen er opstået tidligt i udviklingen, muligvis i fostertilstanden.

Den mest udbredte forklaring er, at personer med skizotypi har arvet tilbøjeligheden til at udvikle skizofreni, men ikke har været udsat for så mange af de øvrige medvirkende faktorer som personer med skizofreni. Det bevirker, at de kun udvikler de ikke-psykotiske skizofrene sygdomstegn. De psykotiske symptomer, mener man, udvikler sig som følge af de skadelige påvirkninger af hjernen. Dette er blevet underbygget af undersøgelser, der har vist, at personer med skizotypi har været udsat for færre skadelige påvirkninger end skizofrene. Faktisk har man fundet ud af, at personer med skizotypi også har haft færre skadelige påvirkninger end psykisk raske personer. De udgør således en gruppe, der i det hele taget har været udsat for meget få skadelige påvirkninger af nervesystemet, men på grund af arvelige faktorer viser sygdommen sig altså alligevel.

Udviklingsforstyrrelsen af hjerne og nervesystem medfører en øget sårbarhed over for ydre påvirkninger hele livet igennem. Det er en almindelig erfaring blandt psykiatrisk personale, at en række begivenheder i livet kan bidrage til forværring af tilstanden hos personer med skizotypi. Det kan f.eks. være et særligt stort arbejdspres gennem en længere periode, en elsket og måske eneste nære slægtnings død eller overgang fra studieliv til et mere socialt krævende arbejdsliv.

Hyppighed
Der findes ingen undersøgelser af hyppigheden af skizotypi i befolkningen. De skøn, man har, stammer fra undersøgelser af skizofreni, hvor der har været kontrolgrupper, som var sammensat af et tilfældigt udsnit af befolkningen. En sådan dansk undersøgelse har vist, at knap 15% af slægtninge til skizofrene led af skizotypi. I kontrolgruppen var forekomsten af skizotypi væsentligt lavere, ca. 3%. Det bedste bud på sygdomsrisikoen for skizotypi er 1,5-3%, afhængig af hvordan man afgrænser diagnosen.

Sygdommen er således hyppigere end skizofreni: 0,4% af befolkningen lider af skizofreni, mens risikoen for på et eller andet tidspunkt at udvikle sygdommen er 1%*. Vi ved, at der er en del personer med skizofreni, som aldrig kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, det såkaldte mørketal. Man må formode, at dette mørketal er større for skizotypi, da der er der tale om en mindre alvorlig sygdom.

Symptomer
Mennesker, der lider af skizotypi har en lang række symptomer, der ligner symptomerne ved skizofreni. De har ikke langvarige psykoser som skizofrene, men kan kortvarigt blive psykotiske, f.eks. i forbindelse med misbrug af narkotika og alkohol eller som følge af ydre psykologisk og social belastning. De kortvarige psykoser kaldes også mikropsykoser og varer typisk fra sekunder til minutter.

Uddrag af PsykiatriFondens bog Skizotypi og borderline af Peter Handest, Lennart Jansson og Jan Nielsen (2003).

* De seneste danske tal viser, at 0,5% af befolkningen har skizofreni, svarende til 25.000-30.000 mennesker, mens livstidsrisikoen vurderes til 2%.
Kilde: "De psykiatriske diagnoser" af Aksel Bertelsen, Povl Munk-Jørgensen og Per Bech, PsykiatriFondens Forlag, 2010.