Spiseforstyrrelser

Af cand.psych., lektor Susanne Lunn

Spisevægring: psykologisk baggrund og behandling
Nervøs spisevægring (anorexia nervosa) er en alvorlig psykisk lidelse, der først og fremmest rammer unge kvinder og viser sig ved vægttab. Anoreksi betyder fravær af sult, men de personer, der lider af anoreksi er smadder sultne. Der er således tale om et villet vægttab begrundet i et intensivt ønske om at slanke sig og en angst for fedme, som beslaglægger en meget stor del af de berørtes tankevirksomhed og adfærd.

Spiseanfald (bulimi) er på mange måder beslægtet med anoreksi. Det er også en spiseforstyrrelse, man primært ser hos yngre kvinder. Også her er der tale om en optagethed af mad, vægt, krop og slankhed, der kan udvikle sig til en ren besættelse.

Forskellen på de to lidelser er først og fremmest, at anorektikeren forfølger sit ønske om at være tynd med ofte dramatisk afmagring til resultat. Bulimikeren derimod er normalvægtig eller lettere over- eller undervægtig og svinger mellem overdreven fødeindtagelse og forsøg på at afværge de fedende konsekvenser heraf ved hjælp af forskellige metoder såsom selvfremkaldte opkastninger, fastekure og overdreven motionering. Begge er de intenst optaget af mad. Men hvor anorektikeren begrænser sine udskejelser til fantasien eller til forsøg på at få andre til at spise, udlever bulimikeren dem således til overmål.

Den stigning i spiseforstyrrelser, der er registreret i de senere år, sættes ofte i forbindelse med vor tids mad-, sundheds- og kropskultur. Set ud fra dette perspektiv kan anoreksi ses som en karikatur af, hvad der kan ske, når skønheds- og sundhedsindustriens slogans om, at du kan spise dig ung, smuk, lykkelig og vital tages helt bogstaveligt og føres ud i det ekstreme. Denne synsvinkel på spiseforstyrrelser kan imidlertid føre til den fejlagtige antagelse, at anoreksi er en slankekur, der er løbet løbsk, og at enhver kvinde i princippet kan ende som anorektiker. Der er her tale om en forenkling, da der ofte vil være centrale forskelle på de talrige unge kvinder, der er intenst optaget af deres vægt og udseende, og dem, der udvikler en egentlig spiseforstyrrelse. Hvor de førstnævnte er motiverede af et ønske om at blive attraktive og således har omverdenens blik for øje, kæmper den anorektiske pige en ensom og isoleret kamp uden tanke for, hvad der ligger uden for hende selv.

Psykologisk baggrund og psykodynamik
Det er karakteristisk, at den unge pige/kvinde, der udvikler anoreksi, umiddelbart virker sund og rask og veltilpasset på en lang række områder. Det forekommer derfor helt uforståeligt og absurd for omgivelserne, at hun i den grad forspilder sit liv og sine mange muligheder og ikke mindst udsætter sig selv for så stor en fare. Det er ikke ualmindeligt, at man hører forældre sige: "Vi begriber det ikke. Havde det så været hendes søster, men hende, der altid har været så nem". Bag disse træk ("nem" og "veltilpasset") skjuler der sig imidlertid ofte en svagt udviklet identitet og selvopfattelse. Den pige, der får anoreksi, er ofte præget af rådvildhed med hensyn til egne ønsker og behov og en lidet udviklet fornemmelse for, hvem hun selv er, og hvad der foregår i hende. Til gengæld er hun overfølsom over for omgivelsernes krav og forventninger, hvad der let kan forveksles med veltilpassethed.

Anoreksi begynder typisk i ungdomsårene, som er en livsperiode, der udfordrer den enkelte persons styrke og tilpasningsevne. Først og fremmest medfører puberteten omfattende kropsændringer, som den unge skal tilpasse sig. Specielt for piger efterfølges vækstspurten af en forøgelse af kroppens fedtmængde, et faktum som et meget stort antal piger i vores kultur har det yderst ambivalent med. Samtidig stiller omgivelserne nye og større intellektuelle og sociale krav, og centrale temaer som seksualitet og selvstændiggørelse står på dagsordenen. Den pige, der bliver anorektisk, vil ofte være dårligt rustet til at møde den udfordring om udvikling og forandring og tilpasse sig den ændrede biologiske, psykologiske og sociale realitet. Eller rettere, hun møder den på sin specielle måde: ved at undgå den. Ved at sætte sin krops udvikling i stå, ved at isolere sig fra sine kammerater og ved at sætte al sin energi ind på at vinde over sig selv og sin krop: løbe stadig længere, spise stadig mindre, tabe sig stadig mere.

Ud fra en psykodynamisk synsvinkel kan de anorektiske symptomer således ses som forsøg på at håndtere og dæmme op for de negative affekter som angst, følelse af hjælpeløshed, selvusikkerhed og manglende kontrol, som pubertetens krav og udfordringer medfører. Anoreksi kan med andre ord ses som en særlig måde at løse psykologiske problemer på.

I denne sammenhæng er det væsentligt at nævne, at anoreksi er et meget stærkt symptom såvel udadtil som indadtil. Udadtil på grund af det store indtryk anoreksi gør på omverdenen. Indadtil i forhold til den enkeltes psykiske økonomi. Anoreksi er som en svamp, der absorberer al tanke- og følelsesmæssig aktivitet, der rækker ud over selve anoreksien med dens enkle krav om ikke at spise og ikke at tage på.

Behandling
Behandling af anoreksi er ofte en meget vanskelig opgave. Det hænger sammen med, at det er en meget farlig lidelse samtidig med, at den anorektiske patient ofte fremtræder umiddelbart upåfaldende og typisk er umotiveret for behandling. Denne modsætning imellem lidelsens alvor og patientens fremtræden og forhold til sin lidelse gør behandling både påtrængende og vanskelig. Den fører samtidig let til to faldgruber: på den ene side underbehandling, på den anden side overdreven behandlingsiver.

Generelt kræver behandling af anoreksi indsats på to områder: kropslig i form af vægtøgning og psykologisk i form af psykoterapi. Der er imidlertid forskelle på anoreksipatienter, der er afgørende for hvilken indsats, der bør prioriteres.

Der findes lettere former for anoreksi, der med rette kan ses som en forstærket pubertetskrise. Det vil typisk dreje sig om en yngre pige, der er tilgængelig for kontakt, har moderat vægttab, kort sygdomsvarighed og gode familierelationer, og som ikke tidligere har haft anoreksi. I sådanne tilfælde vil behandlingen kunne foregå hos enhver læge eller psykolog, der er opmærksom på problemet, og som formår at nærme sig sin patient ved takt og indføling.

Hos andre patienter har anoreksien antaget et kronisk forløb (over 5 år), patienten er umotiveret for behandling, men hun formår at holde sin vægt på et niveau, der ikke er livstruende. Her er den centrale opgave i første omgang at forsøge at mobilisere de kræfter i patienten, der ønsker at frigøre sig fra symptomerne. Denne fase af behandlingen kan ofte være vanskelig og langvarig og varetages bedst af psykolog eller psykiater med erfaring i behandling af anoreksipatienter. Lykkes den, kan den egentlige somatiske og fortsatte psykoterapeutiske behandling etableres enten inden for hospitalsregi eller hos privatpraktiserende psykolog/psykiater og læge i kombination. Det anbefales således at fordele den psykoterapeutiske og somatiske behandling på to personer, hvad enten psykoterapien varetages af psykolog eller psykiater.

I atter andre tilfælde er patientens tilstand livstruende som følge af selve vægttabet og/eller de metoder, hvormed vægttabet er opnået. Anoreksien er så at sige løbet løbsk, og patienten har hverken de fysiske eller psykiske ressourcer til at vende udviklingen eller indgå i en behandlingsalliance, som enhver psykoterapi kræver. I en sådan situation er indlæggelse absolut nødvendig, og behandlingen først og fremmest af somatisk karakter: at få patienten til at tage på i vægt.

Som det fremgår, er det ikke muligt at tale om behandlingen af anoreksipatienter over én kam. Anoreksipatienter har lighedstræk, men de er også forskellige. Ligeledes ændrer sygdomsbilledet karakter hos den enkelte. Behandlingen kræver således betydelig flexibilitet og realistisk vurdering i hvert enkelt tilfælde.