Fakta om stress
Stress
Stress kan defineres som en belastningstilstand, som afhænger dels af belastningen (der kan komme fra omgivelserne eller fra individet selv), dels af den individuelle følsomhed og reaktionstilbøjelighed.
Stress kan være kortvarig, akut, f.eks. eksamensnervøsitet (med øget noradrenalin i organismen = kamphormon) eller langvarig, kronisk (med øget kortisol = stresshormon). Det er især den sidstnævnte, der har konsekvenser for helbredet.
Symptomer
Symptomerne på stress kan inddeles i psykiske (f.eks. træthed, angst, svigtende koncentration, ubeslutsomhed), fysiske (hovedpine, indre uro, rysten m.m.) og adfærdsændringer (søvnløshed, misbrug).
Hyppighed og køn
De fleste mennesker vil på et eller andet tidspunkt opleve stress. En femtedel af befolkningen har næsten dagligt symptomer på stress, hyppigst ufaglærte og kvinder (måske fordi kvinder i højere grad vedkender sig det end mænd).
Forløb
Stress afhænger på den ene side af belastningen (f.eks. sygdom, vedvarende konflikter, for stor arbejdsbyrde, pålagt eller påtaget), på den anden side af personens evne og ressourcer til at håndtere eller leve med disse belastninger.
Stress og biologi
De biologiske mekanismer ved stress er i vidt omfang blevet klarlagt i de senere år. De omfatter komplicerede ændringer i hormoner (især stigning i kortisol) og signalsubstanser (især adrenalin, noradrenalin og serotonin).
Psykisk og fysisk sygdom
Stress fører ofte til både psykiske sygdomme, især depression, angst og misbrug, og til legemlige sygdomme, herunder åreforkalkning og blodpropper, forhøjet blodtryk, migræne, psoriasis m.v.
Forskellige former for stress
Moderat og forbigående stress kan styrke immunforsvaret, men længerevarende stress svækker det og fører til et fald i antallet af infektionsbekæmpende blodceller og antistoffer.
Samfundsøkonomi og forebyggelse
De økonomiske følger af stress er uoverskuelige. Sygedage, fysisk og psykisk lidelse, hospitalsophold, misbrug, pensionering.
Stress kan i vid udstrækning forebygges og begrænses/behandles med vejledning og evt. terapi. Samfundet med uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser har i høj grad også et ansvar for at fremme viden om stress og stressforebyggende tilrettelæggelse af arbejde og samarbejde.
Links | stress
Film om stress og angst

Forrige
Forrige
