

Mere normalt, end de fleste tror
Psykisk sygdom er langt hyppigere, end de fleste tror. Omkring 200.000 danskere lider af depression, omkring 200.000 af angst og omkring 300.000 af misbrug. Herudover er der et stort antal mennesker, ca. 40.000, der er ramt af svære psykoser, og 50.000 af demens.
Hver anden dansk familie kommer i kontakt med behandlingssystemet.
- 15-20% får på et eller andet tidspunkt depressive symptomer, og ca. 2/3 får tilbagefald en eller flere gange.
- 20% får angstsymptomer - fobier, panikangst eller vedvarende angst.
- 20% får misbrugsproblemer - alkohol, medicin, stoffer.
- 15% over 65 år bliver demente.
- Mange har flere af de nævnte symptomer samtidig.
- Ca. 700 danskere begår hvert år selvmord - og 10 gange så mange forsøger det.
Viden og behandling er vigtigt
Psykiske sygdomme og problemer volder store menneskelige lidelser for patienter og pårørende. Derfor er det vigtigt med den rigtige viden og den rigtige behandling - på det rette tidspunkt.
Tabuer og fordomme
Der har altid været mange tabuer og myter om psykiske sygdomme. Psykisk syge og deres familier møder fordomme, der ofte skyldes, at omgivelserne mangler viden og erfaring.
Lidelse for den enkelte
Viden og et større kendskab til psykiske sygdomme er med til komme frygten, myterne og fordommene til livs. Når psykisk sygdom ikke er accepteret i befolkningen, sker det ofte, at mennesker med psykisk sygdom isolerer sig og undgår behandling. Ubehandlet psykisk sygdom resulterer i store lidelser for den enkelte, og det kan føre til misbrug, tab af arbejdsevne og undertiden - ulykkeligvis - selvmord.
Dyrt for samfundet
Psykiske sygdomme og problemer er ikke kun en lidelse for den enkelte og for de syges familier, de er også dyre for samfundet. I Danmark er de samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger i forbindelse med psykiske sygdomme skønnet til ca. 40 milliarder kroner årligt.
Om forekomsttallene
Spørgsmålet om, hvor mange mennesker, der har de forskellige psykiske sygdomme, kan ikke besvares entydigt. Det afhænger af, hvor man sætter grænsen mellem sygdom og normale variationer. Sådanne grænser er flydende og vurderes forskelligt af forskellige personer, herunder psykiatere og forskere. De få eksisterende befolkningsundersøgelser viser da også meget forskellige resultater.
De høje tal er fundet ved at interviewe et udsnit af befolkningen vha. diagnosekriterierne fra ICD-10. De angivne tal er utvivlsomt lidt i overkanten. Sådan går det almindeligvis, når man direkte søger efter noget bestemt, som hér specifikke psykiske træk og symptomer. Men tallene viser ikke desto mindre, at vi har at gøre med et betragteligt menneskeligt og samfundsmæssigt problem.
Jf. "De psykiatriske diagnoser" af Aksel Bertelsen, Povl Munk-Jørgensen og Per Bech, PsykiatriFondens Forlag, 2010.








Forrige
Forrige

Film om at være pårørende