Hårdt brug for hjælp til børn og unge der mistrives

Ida på 12 år fra Herning er et af de mange børn herhjemme, der mistrives, men ikke i den grad, at hun skal have hjælp fra børne- og ungdomspsykiatrien. Der er ikke nogen systematiske tilbud om hjælp til børn som Ida i dag. Hun kom med i Psykiatrifondens forsøgsprojekt Mind My Mind. Nu kan hun gå i skole uden kvalme og tvangstanker, fortæller hun i P1 Orientering.


Brug for hjælp til børn der mistrives. Modelfoto: ColourboxModelfoto: Colourbox

"Jeg tænkte meget over, hvad der kunne ske. Jeg havde kvalme og var bange for at kaste op. Hvis jeg ikke klemte vores hund meget hårdt inden jeg gik, var jeg sikker på, at der ville ske noget dårligt."

Sådan siger 12-årige Ida fra Herning om de år, hun har levet med symptomer på mistrivsel. Hun fortæller sin historie i P1 Orientering på DR.

Programmets overordnede tema er diagnoser, om de bruges for meget og om det kan være rigtigt, at en diagnose er den eneste adgangsbillet til hjælp, hvis man mistrives psykisk.

Børn og unge i en gråzone

Overlæge i børne- og ungdomspsykiatri Peter Hove Thomsen mener, at de senere års stigning i antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser skyldes flere ting: WHO's diagnosesystem, der kom til Danmark i 1994, er en grund, professionelles større viden om psykisk mistrivsel er en anden, og det faktum, at vi i dag langt bedre kan tale om psykisk mistrivsel end tidligere får også flere til at søge hjælp, mener han.

Han er enig i, at der er et stort antal børn, som befinder sig i en gråzone, og som ikke hører til i børne- og ungdomspyskiatrien, selv om de har det meget svært.

"Der er ikke et tilstrækkeligt tilbud til de børn dag", siger han.

Bør hjælpes inden mistrivsel bliver alvorlig

Ifølge de seneste tal sidder der et til to børn i hver skoleklasse i landet, som trives dårligt og har brug for hjælp.

De bør hjælpes inden de mistrives så alvorligt, at de skal have behandling inden for psykiatrien, mener Psykiatrifonden, der med støtte fra Trygfonden har skabt programmet "Mind My Mind". Det er afprøvet i fire kommuner, og det indgår i et forskningsprojekt, der for alvor går i gang ved årsskiftet med endnu flere kommuner og flere børn.

Formand for Psykiatrifonden psykiater Anne Lindhardt mener ikke, det nuværende system er gearet til at hjælpe børn som Ida og håber, projektet vil vise sig at kunne blive til et landsdækkende tilbud.

Program udnytter eksisterende ressourcer

Mind My Mind er et program, udviklet af danske og udenlandske fageksperter, hvor PPR-psykologer, dvs. psykologer i skolesystemet, træner børnene gennem et 13-sessioners forløb. Her lærer de at håndtere de tanker og følelser, der får dem til at have det dårligt. Programmet kan hjælpe børn med symptomer på angst, adfærdsvanskeligheder og/eller depression.

"Det er meget enkelt, og det udnytter de ressourcer, der allerede findes", siger Anne Lindhardt.

Læs mere om Mind My Mind

Krav til børn og unge har ændret sig

Og det er nødvendigt at hjælpe de børn, der mistrives, mener børne- og ungdomspsykiaterne:

"Nutidens børn er ikke mindre robuste end tidligere. Udviklingen er blandt andet udtryk for, at vi taler mere om, hvordan vi har det", siger formand i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab Anne Marie Raaberg Christensen.

Børne- og ungdomspsykiater Peter Hove Thomsen mener desuden, at sociale krav har en betydning:

De høje sociale krav og måden, skolens undervisning har ændret sig på gennem tiden betyder blandt andet, at børnene ikke længere kan gemme sig og derfor kan få det sværere, mener han.

"Til den her gruppe er Mind My Mind et super projekt", siger han.

I dag ved Ida, at tvangstankerne "bare" er tanker, og hun har lært at håndtere dem og de følelser, der følger med.

"Jeg har det meget bedre. Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre, når jeg får de tanker. Før sov jeg hos min mor og far flere gange om ugen, fordi jeg var bange. Det gør jeg ikke mere", fortæller hun.

 

Hør Orientering på DR P1

Medvirkende i radioprogrammet: Per Hove Thomsen, overlæge, børne- og ungdomspsykiatrisk center i Risskov, professor, børne- og ungdomspsykiatri, Aarhus Universitet; Anders Petersen, lektor, Samfundsvidenskabeligt fakultet, Aarhus Universitet, medforfatter til bogen "Diagnoser"; Anne Marie Raaberg Christensen, formand i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, overlæge, psykiatrisk akutmodtagelse for børn og Unge på Glostrup Hospital, og Ida og hendes familie.



 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden