Kommunen vil ikke tvangsflytte hendes overfaldsmand. Nu er de naboer

I næsten et år har Laila Herzog været nødt til at bo dør om dør med sin overfaldsmand på det samme bosted for mennesker med psykisk sygdom. Det er et grundlæggende problem, at man blander mennesker med så forskellige behov på bosteder, mener Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden. Det skriver Jyllands-Posten.

Modelfoto: ColourboxModelfoto: Colourbox

Laila Herzog på 65 år bor på et bosted for mennesker med psykisk sygdom. Da hun for nylig blev slået af en anden beboer på stedet, meldte hun ham til politiet, og han fik en straf. Efter kort tid.  var manden tilbage i sin lejlighed på bostedet, ganske tæt på Laila Herzog. Det gør hende utryg, skriver avisen.

Problemet er ikke ukendt, og Københavns socialborgmester Jesper Christensen siger til Jyllands-Posten, at forvaltningen håber, at der kommer en lovændring, som kan betyde, at man kan flytte fx voldelige beboere et andet sted hen, selvom det sker mod deres vilje.

Krænker menneskerettigheder

Også Institut for Menneskerettigheder kalder situationen dybt bekymrende. Her mener specialkonsulent i ligebehandlingsafdelingen Mads Pedersen, at situationen er både krænkende og menneskerettighedsmæssigt problematisk.

»Som sindslidende på et bosted kan man ikke selv frit vælge at flytte væk fra sin gerningsmand, for man er afhængig af kommunens visitation til en bolig. Og det er problematisk i forhold til FN's handicapkonvention, som Danmark har tiltrådt, og som fastslår, at man skal arbejde hen mod at give handicappede samme ret som andre til frit at vælge, hvor de vil bo,« siger Mads Pedersen.

Blanding af forskellige diagnoser, behov og baggrund giver problemer

Hos PsykiatriFonden påpeger bestyrelsesformand Anne Lindhardt, at hun tidligere har hørt om lignende sager.
»Det siger sig selv, at man ikke finder sig godt til rette i sin bolig, hvis man skal leve på bosted med sin overfaldsmand.
Problemet er ikke løst med ny institution til 150 udadreagerende borgere, som netop foreslået af regeringen.
Eksemplet understreger et helt grundlæggende problem i psykiatrien: at man blander mennesker med vidt forskellige diagnoser, baggrunde og behov og lader dem bo dør om dør,« siger Anne Lindhardt.

Læs historien i Jyllands-Posten (låst indhold)



 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden