Nye regler: Mennesker med psykisk sygdom og misbrug skal behandles for begge dele

Halvdelen af de godt 140.000 alkoholmisbrugere herhjemme har også en psykisk sygdom. Behandlingssystemet har haft svært ved at hjælpe dem med begge dele på en gang, men nu sender Sundhedsstyrelsen en ny retningslinje på gaden, der skal få systemerne til at samarbejde. Psykiatrifonden har længe ønsket regler, men er kritisk over for, at behandlingen fortsat ligger i både regioner og kommuner.

undefined140.000 personer i Danmark er afhængige af alkohol. Cirka hveranden har også psykisk lidelse, anslår man. Personer, der på den måde er dobbelt belastede, har ofte værre psykiske symptomer og højere dødelighed end personer, der alene er belastet med det ene problem. Og hertil kommer, at de dobbelt belastede ofte skal slås med store sociale problemer.

Behandlingssystemet har haft vanskeligt ved at give personer, der både har alkoholafhængighed og psykisk lidelse, et relevant tilbud om behandling. I det psykiatriske behandlingssystem kan alkoholafhængigheden opleves som en barriere for behandling af den psykiske lidelse. På samme måde kan personer med psykisk lidelse opleves som vanskelige at behandle i alkoholbehandlingsinstitutioner.

"Psykiatrifonden mener, at der har manglet klare retningslinjer alt for længe. Pointen om, at ansvaret går begge veje – at misbrugeren med psykisk sygdom skal have behandling for begge dele kan vi kun tilslutte os", siger psykiater og formand Anne Lindhardt.

Der mangler forskning

Men præcis hvad der virker bedst, ved man ikke nok om, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. Der bliver ikke forsket ret meget i behandling af dobbeltdiagnoser, selv om det er så relativt almindeligt.

"Der mangler generelt viden om, hvilken indsats, der virker bedst. Og det har da også været den store udfordring i vores arbejde: Der bliver lavet meget lidt forskning vedr. udredning og behandling af personer med samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse, der lever op til internationale standarder for kliniske retningslinjer. Men vi håber, at retningslinjen her vil give behandlerne nogle værktøjer, så de kan sætte ind med en koordineret indsats, hvor både alkoholafhængigheden og den psykiske lidelse bliver behandlet samtidig", siger Marlene Øhrberg Krag, konstitueret sektionschef i Sundhedsstyrelsen.

Kræver koordination

Retningslinjen anbefaler en række mulige indsatser. For eksempel anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle personer, der bliver henvist til behandling for alkoholafhængighed, bliver undersøgt for, om de har en psykisk lidelse, og omvendt at personer med en psykisk lidelse i psykiatrien undersøges for, om de er afhængige af alkohol.

”Det er vi enige i. Men det er fortsat et problem, at behandlingen ligger i to forskellige sektorer – den kommunale og den regionale. Koordination mellem de to er altid vanskelig, og det er meget vigtigt, at man deler det koordinerende ansvar for patienterne her, så ingen lander mellem to stole”.

Hvis en person har både en alkoholafhængighed og en psykisk lidelse, bør personen behandles for begge dele samtidig, enten i et integreret forløb på ét behandlingssted eller af flere behandlingssteder, der koordinerer behandlingen, fremgår det af retningslinjen.

National klinisk retningslinje om udredning og behandling af personer med samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse

Quickguide

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden