Psykiatrifonden: Hvor er psykiatrien i de nye sundhedsmål?

DEBAT: De nye sundhedsmål, som blev lanceret fredag i sidste uge, bliver omtalt med ord som "kvalitetsløft" og "ambitiøse". Det er de også, når det handler om fysisk sygdom, men der mangler fokus på psykiatrien. Det mener formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt.

undefinedAf Anne Lindhardt
Psykiater og formand for Psykiatrifonden

Fredag i sidste uge lancerede sundhedsministeren, KL og Danske Regioner otte sundhedsmål. I enslydende pressemeddelelser skriver parterne, at det handler om kvalitetsløft og ambitiøse mål. Det handler om, hvor det samlede sundhedsvæsen skal bevæge sig hen til gavn for patienterne.

Psykiatrifonden synes, det er fint, at der kommer ambitiøse mål for sundhedsvæsenet, men vi undrer os over, at psykiatrien er nævnt så sporadisk, som det er tilfældet. Ti steder er psykiatrien nævnt, og alle steder handler det om tvang, ventetid eller garanti for udredning – det er fokus, som vi allerede kender. Men hvor er det nye, nødvendige fokus på psykiatrien – som ikke bliver mindre vigtigt de kommende år?

Udvikling den forkerte vej

Hver femte dansker oplever i løbet af et år symptomer på psykisk sygdom, så psykisk sygdom er helt tæt på i mange danske familier. Statistikken taler for, at det desværre går den forkerte vej i de kommende år, og psykisk sygdom bliver en del af endnu flere familiers hverdag. Samtidig er alle, der har med psykiatri at gøre eller har en holdning til området, i arbejdstøjet efter den seneste tids voldsomme historier om vold og drab på psykiatriske bosteder.

Et godt, langt liv – også med psykisk sygdom

Der er al mulig grund til at øge kvaliteten i psykiatrien herhjemme, og de nye sundhedsmål får Psykiatrifonden til at efterlyse forpligtende indikatorer for psykiatrien. Det er især en tydelig mangel to steder: Det første er den del af de nye mål, der handler om overlevelse og patientsikkerhed. Det andet er det, der handler om flere sunde leveår i befolkningen.

Vi ved, at mennesker med alvorlige psykiske sygdomme dør 15-20 år tidligere end andre, og at de ofte har en lang periode med dårlig livskvalitet. Her bør politikerne sætte massivt ind med særlig støtte til en sundere livsstil og måle på, om der sker forbedringer. En af de mange muligheder er sundhedsfremmende aktiviteter som en integreret del af behandlings- og recoverytilbuddene i regioner og kommuner, så mennesker med psykisk sygdom kan blive raske eller leve et godt og langt liv med deres sygdom. De indsatser skal også findes på de bosteder, som i dag er nødlidende.

Invitation til videreudvikling

De otte sundhedsmål er udmærkede som overordnede målsætninger, men de handler mest om de fysiske sygdomme. Så kan man indvende, at psykisk sygdom er underforstået i de nye mål – når målene er henvendt til ”patienter”, er det alle patienter, og ikke kun nogle.

Men Psykiatrifonden mener, at antallet af familier, der lever med psykisk sygdom herhjemme er så stort, at det er svært at forstå, hvorfor de psykiske sygdomme ikke er nævnt tydeligere i de nye sundhedsmål, end de er. Vi stiller os gerne til rådighed for en videreudvikling.

Målene kan ses her

Læs indlægget på Altinget.dk og deltag i debatten

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden