Psykiatriordfører efter besøg hos Psykiatrifonden: Vi skal dyrke trivslen i skolen

De radikales undervisnings- og psykiatriordfører Lotte Rod fik gåsehud og syntes, det var en vild oplevelse at være på besøg i Psykiatrifondens trivselsprojekt Reach Out. "Vi skal ikke vente, til det er gået galt. Vi skal styrke trivslen i hele fællesskabet i klassen", mener hun.

undefined"Der var helt stille i klassen. 7.a sad over for hinanden to og to og skulle kigge hinanden i øjnene. Et par elever begyndte at fnise. Så blev der stille igen. Følelserne dirrede i luften. Sekunderne blev lange. Jeg fik gåsehud. Det var vildt at mærke, hvad det gjorde ved eleverne. Og høre de tanker om hinanden, det satte i gang i dem.

Det var bare en af øvelserne i dag, hvor jeg fik lov til at smugkigge, mens Anders og Rune fra Psykiatrifonden udviklede undervisningsforløb om trivsel. Vi skal ikke vente, til det er gået galt. Og vi skal ikke stirre os blindt på bestemte børn med bestemte problemer. Vi skal dyrke trivslen i hele fællesskabet i klassen."

Sådan skrev Lotte Rod, psykiatri- og undervisningsordfører for Det Radikale Venstre, på sin Facebook-side, efter et besøg på Nymarkskolen i Slagelse, hvor en 7.klasse deltog i Psykiatrifondens trivselsundervisning, projektet Reach Out.Projektet er blevet til i samarbejde med TrygFonden.

Elever lærer nye ting om hinanden

Lærere og elever på en lang række skoler på Sjælland har gennem de seneste år været til workshops i det rullende klasseværelse, som er en ombygget lastbilanhænger som den, der var med i DRs krimiserie Rejseholdet.

Projektets undervisere sætter eleverne i gang med en række øvelser, der lærer dem nye ting om deres klassekammerater. Det kan være alt fra at løse opgaver sammen, stille hinanden spørgsmål og prøve at gætte den andens svar, og også noget så tilsyneladende simpelt som at sidde overfor hinanden to og to og se hinanden i øjnene.

Enkel, men krævende øvelse

Det er netop den øvelse, der gav Lotte Rod gåsehud, som hun skrev, for den er meget intens.

"Det kan jo virke meget enkelt at se hinanden i øjnene, men det er det ikke. Mange elever fortæller, at de kan mærke, at det kræver noget af dem følelsesmæssigt, og at de lærer noget om den anden ved at gøre det. De siger tit, at det på samme tid er vildt og rart", siger Anders Koefoed.

Reach Out lærer eleverne at se styrker hos hinanden, dvs. noget, de er særligt gode tid. Det skaber bedre relationer mellem eleverne, blandt andet fordi de lærer hinanden bedre at kende.

Trivsel på skemaet

Trivselsarbejde er heldigvis en del af undervisningen på mange skoler, og det er vigtigt at holde fast i:

"Det bør findes i hele skolesystemet i alle fag. Trivsel skal simpelthen på skoleskemaet", siger Rune Erlangsen.

Lotte Rod optog en video med dagens undervisere fra Psykiatrifonden, Anders Dahlin Koefoed og Rune Erlangsen og spurgte dem blandt andet, hvorfor det er så vigtigt at arbejde med trivsel i skolen. Du kan se den ved at klikke på billedet ovenfor eller følge linket nederst i artiklen.

"Trivselsarbejde er vigtigt, fordi det skaber gode relationer. Gode relationer giver os i sidste ende et godt, langt liv", siger Anders Koefoed blandt andet.

Se Lotte Rods video her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden