Vær med til at fejre mental sundhed på cykel

Psykiatrifonden, Cyklistforbundet, Dansk Arbejder Idrætsforbund og Det Sociale Netværk arrangerer cykelture på 10 km rundt omkring i landet på Verdens Mentale Sundhedsdag d. 10. oktober. Det er sundt, også for psyken, med en god cykeltur, og Psykiatrifonden håber, mange vil bakke op. DER ER ÅBENT FOR TILMELDINGER INDTIL D. 9. OKTOBER.

"Jeg har snakket hele tiden - det har været en fantastisk tur. Jeg bruger cykling som motion og som meditation, det er rigtig godt for tankerne og for hovedet", fortalte Thomas Langsig, da han d. 10. oktober sidste år satte bremserne i efter 10 kilometer omkring København. 500 deltog i de 12 ture rundt omkring i landet, og det var dobbelt så mange, som arrangørerne havde regnet med. 

Cykelture i 18 byer

undefinedTurene vil også i år sætte fokus på hverdags- og turcykling for mennesker med psykiske vanskeligheder, fordi cykelkulturen har så meget at give målgruppen. På World Mental Health Day – på dansk Verdens Mentale Sundhedsdag – d. 10. oktober er det muligt at komme ud at cykle i 18 forskellige byer (se nedenfor).

Turene er åbne for alle interesserede, uanset om man har psykiske udfordringer, er pårørende eller bare gerne vil ud at cykle for at sætte fokus på mental sundhed.
Flere og flere danskere – og særligt unge mennesker – får psykiatriske diagnoser. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed vil ca. 20% af den danske befolkning i løbet af et år have problemer med mental sundhed. Det svarer til 700.000-800.000 voksne danskere.

Psykisk sundt at blive blæst igennem

”Psykisk sundhed og en god cykeltur hænger sammen. Vi, der cykler, ved, hvor rart det er at blive blæst igennem og få rørt sig. Og cykler man sammen med nogen, er det en dejlig måde at få en god snak på. Vi ved samtidig, at motion er sundt for alle, også mennesker, der lever med psykisk sygdom. Derfor håber vi, at rigtig mange får en god cykeltur på mandag, og at mange bakker op om at skabe opmærksomhed om, hvor vigtigt det er at være psykisk sund,” siger psykiater Anne Lindhardt, ihærdig cyklist og formand for Psykiatrifonden.

En del af fælleskabet

I Danmark har stort set alle en cykel, og den stærke cykelkultur er med til at binde befolkningen sammen. Det er en kendsgerning, at cykling generelt gør stor gavn både socialt, psykisk og fysisk. Det er derfor relevant at gøre en ekstra indsats for, at denne udsatte målgruppe kan blive en del af den danske cykelkultur og dermed en del af det fællesskab, som cykelkulturen udgør.

Mennesker med psykiske vanskeligheder som fx depression, skizofreni eller angst isolerer sig ofte og kan have svært ved at deltage i almindelige sundheds- og idrætstilbud.

Vær dig selv

Cykling og cykelarrangementer kan modvirke ensomhed og isolation, give motion og styrke helbredet for en gruppe, som slås mere med dårligt helbred end gennemsnittet. På cyklen er du dig selv, og den kan derfor være et godt alternativ til offentlig transport, hvis du har social angst, og så får du også god motion samtidig.

FIND DIN TUR HER

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden