Projekt Skoletrivsel

Psykiske og sociale problemer er hovedårsagen til, at en stor gruppe unge falder fra deres uddannelse på produktions- og erhvervsskoler. Projekt Skoletrivsel skal støtte de unge i at gennemføre uddannelsen og mindske risikoen for, at de udvikler angst og depression.

Projektet skal afprøve et såkaldt modelprogram, som skal fremme den mentale sundhed blandt unge på produktions- og erhvervsskoler.

Programmet består af en række elementer, som tilsammen skal bidrage til

  • at færre elever har symptomer på angst og depression.
  • nem og hurtig adgang til tidlig hjælp og støtte, når elever oplever psykiske, sociale og personlige udfordringer i deres liv.
  • et smidigt og aktivt samarbejde mellem skole og kommune om støtte til psykisk sårbare unge.
  • at flere ansatte på erhvervs- og produktionsskoler ved, hvordan de skal handle, når de møder elever, der mistrives eller har en psykisk sygdom.
  • at en større andel psykisk sårbare unge skal gennemføre et forløb på en produktions- eller erhvervsskole. 


Målgruppen for Skoletrivsel

Målgruppen er psykisk sårbare unge i alderen 15-25 år på erhvervsuddannelser og produktionsskoler. Den sekundære målgruppe er alle unge på erhvervsuddannelser og produktionsskoler.

Programmet afprøves i 11 kommuner.

Sådan foregår Skoletrivsel

Programmet består af syv elementer. Nogle elementer udvikles som en del af projektet, mens andre allerede er udviklet og afprøvet i tidligere projekter i Psykiatrifonden.

De syv dele af projektet omfatter:

  • Koncept til undervisning af elever på produktions- og erhvervsskoler.

  • Opkvalificering af ansatte på skolen.

  • Trivselsmåling af alle elever på skolen - for at finde tegn på mistrivsel.
  • Afdækning af skolens behov og ressourcer.
  • Kortlægning af kommunens tilbud til unge, der mistrives.

  • Beredskabsplan til skolerne.

  • Hjemmesiden Skoletrivsel.nu til dialog og videndeling blandt unge og lærere. Her kan man også finde alle materialer om modelprogrammet.

Derfor projekt Skoletrivsel

En stor gruppe unge på erhvervsuddannelser og produktionsskoler er psykisk sårbare, og frafaldet på erhvervsuddannelserne er hele 48 procent (2012).

Erhvervsuddannelser i hele Danmark har selv vurderet, at den hyppigste årsag til frafald er psykiske/personlige problemer (Psykiatrifonden, 2011), og der er derfor god grund til at styrke elevernes mentale sundhed og til at skærpe skolernes beredskab omkring hjælp og støtte til sårbare unge.

Det er ydermere relevant fordi regeringen har reformeret erhvervsuddannelserne for at få flere unge til at gennemføre. 

Psykiatrifonden har siden 2007 arbejdet for at fremme den mentale sundhed blandt unge i uddannelse.

Erfaringer viser, at der mangler systematik i støtten til de unge, blandt andet fordi det ofte er uklart, hvad den enkelte ansattes rolle er i forhold til de sårbare unge.

Alt for ofte betyder det, at hjælpen til den enkelte elev, afhænger af, hvem den unge kommer i kontakt med. Men det betyder også, at den enkelte lærer har et stort ansvar, og at det ofte bliver op til ham ellen hende, hvad der skal gøres for eleven. Det kan føre til usikkerhed, fordi en faglærer ikke nødvendigvis har de kompetencer, det kræver at vurdere en elevs behov for hjælp – og fordi læreren næppe heller ikke vil kende til alle relevante støttemuligheder.

På de fleste uddannelsesinstitutioner mangler der desuden tydelige procedurer og beredskaber, som kan understøtte den enkelte ansattes arbejde med elever, der har psykiske eller sociale problemer. 

De står bag Skoletrivsel

Psykiatrifonden og Teknologisk Institut står bag projektet. Sundhedsstyrelsen (og Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe) er styregruppe for programudviklingen.

Psykiatrifonden har et samarbejde med Sund By Netværket, som er kommunal sparringsgruppe for udviklingen af programmet.

De støtter Skoletrivsel

Sundhedsstyrelsen via satspuljemidler.

Tidsrammen for Skoletrivsel

Programmet bliver afprøvet i en række danske kommuner i perioden 2014-2016.

Læs mere

Skoletrivsel.nu

Kontakt i Psykiatrifonden

Lise Uldall Poulsen, lp@psykiatrifonden.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden