Trivsel Smiley

Alt for mange elever på erhvervsskoler mistrives. Det skaber udfordringer i forhold til undervisningen, elevernes læring, deres sociale relationer og i sidste ende er mistrivsel medvirkende til, at mange elever ikke fuldfører deres erhvervsskoleuddannelse.

De erhvervsskoler, der deltager i Trivsel Smiley, får mere viden om psykisk sygdom og mistrivsel – og de får hjælp til at udvikle en fælles plan for, hvordan de støtter og hjælper elever, der mistrives. Derudover får de en metode til at arbejde med trivselsfremme med udgangspunkt i deres egen praksis og de udfordringer de står overfor.

Trivsel Smiley er ikke endnu et tidsafgrænset projekt. Det er et program, der bliver implementeret på skolerne – og forankring er tænkt ind fra starten. Årligt skal skolerne sammen med Psykiatrifonden følge op på deres arbejde med håndtering og forebyggelse af mistrivsel samt trivselsfremme. Det skal de for at sikre, at de hele tiden bliver så gode som muligt til at skabe et trivselsfremmende miljø for eleverne på skolerne, så flere elever fuldfører den uddannelse, som de har påbegyndt.

Formål 

Formålet med Trivsel Smiley er at støtte sårbare elever og styrke trivslen for alle elever på landets erhvervsskoler, så færre unge frafalder deres uddannelse på grund af mistrivsel.Programmet taler ind i erhvervsskolereformens mål 2 og 4.

Målgruppe

Den primære målgruppe er elever på erhvervsskoler – særligt på grundforløbene, da det største frafald sker her. Projektet inddrager alle niveauer på skolen – både elever, lærere/vejledere/coaches etc., ledelsen samt skolens samarbejde med nøglepersoner i kommunen.

Da elever er tilknyttet erhvervsskoler i en relativt kort periode i forhold til ansatte, er vores aktiviteter primært rettet mod at klæde de ansatte på til vedvarende at forebygge mistrivsel samt fremme trivslen på skolen.

Udvikling af programmet

Programmet bygger på erfaringer og dokumenteret viden og er udviklet af Psykiatrifonden i samarbejde med SOSU Herning, Agroskolen Hammerum og SDE Vejle samt Herning og Vejle kommune. Derudover har vi haft Niels Brock indover som sparringspartner, og vi har besøgt flere andre erhvervsskoler, hvor vi har foretaget fokusgruppeinterviews og observeret undervisningen. Udviklingsprocessen har sikret, at det udviklede program opleves som konkret, relevant og realistisk at implementere på erhvervsskoler. I løbet af foråret og efteråret 2017 bliver programmet pilottestet på de tre skoler, som har deltaget i udviklingen af programmet.

Programmets aktiviteter

Programmet har fokus på både håndtering og forebyggelse af mistrivsel samt fremme af mental sundhed.

Håndtering og forebyggelse af elevers mistrivsel
Psykisk førstehjælp til unge
Psykisk førstehjælp til unge er et redskab til opsporing og håndtering af psykisk mistrivsel og/eller sygdom hos unge. Hver skole skal have tilknyttet mindst to instruktører i Psykisk førstehjælp til unge (instruktørkursets længde er seks dage). Instruktørerne skal afholde kurser for både ansatte og elever. Kurset målrettet de ansatte skal øge deres viden og handlekompetence overfor sårbare unge, så de bliver klædt på til at håndtere elevernes mistrivsel. Kurset til eleverne skal give de unge redskaber til at handle på egen og andres mistrivsel samt øge de unges selvbevidsthed, så de får en bedre social og relationel forståelse. Det kan de bruge positivt under uddannelsen, og det ruster dem til deres fremtidige arbejdsliv og livsduelighed generelt.

Beredskabsplan
Efter de ansatte har deltaget på et kursus i Psykisk Førstehjælp til unge vil de have bedre forudsætninger for at opspore elever der mistrives. Beredskabsplanen skal sikre hurtig og god hjælp til disse elever. Den skal understøtte, at kommunen og skolen arbejder tættere sammen ift. at støtte og hjælpe elever, der mistrives. Beredskabs­planen fungerer også som en støtte for lærerne, så de oplever en afgrænsning i deres opgave og en tydelighed omkring hvem, der skal gøre hvad, hvornår og hvordan. Derudover skal beredskabsplanen være tilgængelig for eleverne, så de har kendskab til skolens hjælp til elever, der mistrives.

Fremme af mental sundhed

Vi anvender aktionslæring som metode til at arbejde systematisk med trivselsfremme. Aktionslæring handler om i fællesskab at arbejde med de udfordringer, man som ansat oplever i praksis. Aktionslæring tager udgangspunkt i den viden og de erfaringer, som allerede eksisterer på skolen og igennem selvvalgte problemstillinger afprøver de ansatte konkrete aktioner. Gennem individuel og fælles refleksion over aktioner og praksis styrkes både den individuelle og organisatoriske læring. Målet med aktionslæringsforløbene er, at trivslen blandt eleverne på skolen øges.

Ved at tage udgangspunkt i de enkelte skolers udfordringer og have fokus på de ansatte som eksperter på egen praksis har vi fundet en metode, som de tre skoler, der har deltaget i udviklingen af programmet, alle finder relevant og som de er motiverede for at arbejde med.

Hele skolen hele tiden
Det er Psykiatrifondens erfaring, at dét, der skal sættes ind med, er en systematisk håndtering af elevers mistrivsel og et fortløbende arbejde med trivselsfremme – ikke blot en projektafgrænset indsats. Derfor skal skolerne som deltager i Trivsel Smiley vedblive med at arbejde med programmets indhold. Hvert år skal skolerne udarbejde en handlingsplan, som sikrer, at der arbejdes aktivt med håndtering af elevers mistrivsel og fremme af trivsel.

Programmets omfang

Følgende aktiviteter indgår i Trivsel Smiley programmet. Psykiatrifonden står for afholdelsen af aktiviteterne. Alle aktiviteter skal være afholdt inden juli 2018:

Trivselsfremme

  • Heldags workshop: Trivselsfremmende tiltag og aktionslæring
  • 2 timers workshop: Opfølgning på trivselsfremmende aktioner og igangsættelse af nye
  • 3 timers workshop: Hvordan skal skolen arbejde videre med aktionslæring i forhold til trivselsfremme?

Psykisk Førstehjælp til unge

  • Uddannelse af to instruktører i Psykisk Førstehjælp til unge (instruktørkurset varer 6 dage fordelt over 3x2 dage).

    De uddannede instruktører afholder efterfølgende Psykisk Førstehjælp til unge kurser for deres kollegaer (2-dages kursus) og underviser eleverne i elevprogrammet om Psykisk Førstehjælp til unge. Nye elever skal alle undervises i elevprogrammet Psykisk Førstehjælp til unge.

Beredskabsplan

  • 3 timers workshop for udvalgte ansatte, elever og repræsentanter fra kommunen, som udvikler skolens beredskabsplan.

(Den færdige beredskabsplan skal efterfølgende præsenteres for hele skolen).

Hele skolen hele tiden

  • Skolen/afdelingen fortsætter arbejdet med Trivsel Smiley og udarbejder årligt en handleplan for deres arbejde.

Kontakt

For yderligere informationer kontakt projektleder Lise Uldall-Poulsen på tlf. 3031 4653 eller lp@psykiatrifonden.dk.

 

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden