Howdy - Ny app skal sikre tidlig hjælp til medarbejdere

Løbende målinger af bl.a. medarbejderes søvn og søvnproblemer er vejen frem, hvis danske arbejdspladser vil sikre tidlig hjælp til medarbejdere der mistrives. Det mener Psykiatrifonden, der nu går nye veje i forebyggelsesarbejdet.

Halvdelen af det langvarige sygefravær i Danmark er psykisk betinget. En stor del af det korte sygefravær handler også om psyken. Også hyppigere end man kan læse i statistikkerne. Hver femte dansker har på et tidspunkt løjet om årsagen til en sygemelding og angivet en fysisk sygdom, hvor årsagen faktisk var psykisk mistrivsel.

De samlede omkostninger ved psykiske problemer og sygdom i Danmark er 55 mia. kr. Kun godt 10 pct. er udgifter til behandling. 90 pct. er samfundsomkostninger i form af nedsat produktivitet, sygefravær, overførselsindkomster og tidlig pensionering. Derfor gør Psykiatrifonden nu op med arbejdspladsernes traditionelle tilgang til arbejdet med den psykiske trivsel og tilbyder nu en helt ny metode til danske virksomheder, der ønsker at komme det psykiske sygefravær til livs og sætte tidligt ind overfor medarbejdere i farezonen. 

”Psykisk mistrivsel har ofte store konsekvenser for den enkelte. Desværre er der for mange, der først selv søger hjælp, når deres mistrivsel er blevet til en behandlingskrævende sygdom, når en langtidssygemelding må meldes ind eller når andre sociale følgevirkninger af mistrivslen er blevet for store”. Det siger Thit Aaris-Høeg, der er chef for forebyggelse og beskæftigelse i Psykiatrifonden og fortsætter:

”De metoder der i dag bruges til at måle trivsel på arbejdspladsen og til at forebygge psykisk betinget sygefravær er for dårlige. APVerne, der også indeholder spørgsmål om det psykiske arbejdsmiljø, er for tunge, for sjældne og munder for ofte ud i ingenting. APV'erne spørger sjældent ind til det vigtigste; nemlig konkrete tegn og symptomer på den enkeltes trivsel eller mistrivsel - fx søvnproblemer. Derfor er de ofte spild af tid. Det hører vi ofte i vores beskæftigelsesafdeling, hvor vi er i kontakt med både virksomhederne og sygemeldte medarbejdere” siger Thit Aaris-Høeg.  

Derfor har Psykiatrifonden nu selv udviklet en løsning til virksomheder, der ønsker at reducere det psykisk betingede sygefravær. En app stiller 1-2 gange om måneden 5 hurtige spørgsmål til den enkelte medarbejder om bl.a. søvnkvalitet, humør og motivation - og efter et par måneder spørges alene ind til søvnkvaliteten, da søvnproblemer som regel er det første og tydeligste tegn på mistrivsel.   

Udover en mere retvisende og løbende monitorering af den psykiske trivsel blandt medarbejderne, så får man med Psykiatrifondens løsning en telefonisk straks-opfølgning i form af rådgivende samtaler, hvis en medarbejder rammer ’det røde felt’. Man bliver ganske enkelt ringet op af en erhvervspsykolog og skal ikke selv tage initiativ.

Målet er at forebygge sygemeldinger og mindske virksomhedernes udgifter til fx sundhedsordninger, som aktiveres, når skaden er sket og hvor der typisk skal mere til end psykologisk rådgivning.   

I November startede de førtse virksomheder - bl.a. arkitekthuset Aarstiderne - med at bruge den nye app, der er døbt ”Howdy” og som er udviklet i samarbejde med Worklife Barometer og forskere i Region Hovedstadens Psykiatri. Worklife Barometer og Psykiatrifonden oplever dog allerede nu en enorm interesse i den nye tilgang fra en række andre private og offentlige virksomheder.

Sådan fungerer det!

Via en app stilles alle medarbejdere 1-2 gange om måneden fem spørgsmål baseret på WHO’s trivselsindex, der fokuserer på bl.a. søvn, humør og motivation. Arbejdspladser der vil benytte app’en til monitorering, tilkøber automatisk et beredskab, som Psykiatrifonden står for. Medarbejdere der i monitoreringen viser tegn på mistrivsel bliver kontaktet af Psykiatrifonden, der i en samtale afdækker årsagen og omfanget af den dårlige trivsel. Efterfølgende lægges i fællesskab en handlingsplan.

Alle data er anonyme medmindre medarbejderen selv ønsker åbenhed. En gang om måneden modtager ledelse og HR en rapport, der viser tilstanden og udviklingen i de enkelte afdelinger. Det giver mulighed for at indgå dialog med afdelingsledere, hvor der er tegn på dårlig trivsel. Løsningen koster 1 kr. pr. medarbejder om dagen.

Forskningsprojekt

Psykiatrifonden og Worklife Barometer har indgået aftale med professor Per Bech/Region Hovedstadens Psykiatri om forskning i effekten af den nye tilgang til reduktion af stress og sygefravær. Per Bech har siden 1980’erne forsket i psykometriske modeller til vurdering af stress, livskvalitet og depression og har bl.a. udarbejdet WHOs trivselsindex, som monitoreringen er baseret på.

Vil du vide mere?

Arbejder du med HR eller er du personaleleder? Og vil du gerne høre mere om Howdy-app'en fra Worklife Baromenter og Psykiatrifonden i forhold til at forebygge psykisk betinget sygefravær på din egen arbejdsplads?

Kontakt Worklife Baromenter: Rasmus Hartung (2898 8800) eller Esben Schnurre (3124 8878). Læs mere på www.worklifebarometer.com

Kontakt Psykiatrifonden, chefpsykolog Michael Danielsen, mrd@psykiatrifonden.dk eller tlf. 2484 0966.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden